Teatret Aarg 04

Den uforbederlige bibliotekar

Niels Jensen

Teatret

Skanningen er udført efter et privat eksemplar.

Google skan findes på: Hathi Trust.

Om tidsskriftet, se også Dansk Forfatterleksikon:
https://danskforfatterleksikon.dk/1850tit/0188/sknr188033.htm
Aargang I -XXX, 1901-1931.

[I. Aargang: 1901-1902]. Illustreret Maanedsskrift for Teater og Skuespilkunst. Redaktør: Jens Pedersen
II. Aargang: 1902-1903. Redaktør: Alb. Gnudtzmann

Ill. Aargang: 1903-1904. Redaktør: Alb. Gnudtzmann

IV. Aargang: 1904-1905. Redaktør: Paul Sarauw

V. Aargang: 1905-1906. Redaktør: Paul Sarauw

VI. Aargang: 1906-1907. Redaktør Victor Lemkow

Udarbejdet 2024 af Niels ]ensen

&
D)

—190

IV. AARGANG: 1904

REDAKTØR: PAUL SARAUW

PAUE HECKSCHERS-FOREAG

==
>
S
5
ea
mM
. z
5
vd
z
Få
2
mn
En
So
o
[2]
s
=
ØS
En
z
el

Herman Bang: Johannes Nielsen

PaultsårdnwskO ver sSIptE ENE E RER ES E Re FARER SE

Axel Garde: «Over Evne, I...

Henri Nathansen: «Den gamle Præst»

Privatteatrene («Iris», «Ridderen af Randers Bro»). .
Jens: Pedersen: Jacques: Wiehe "25

Paul Sarauv: Tilbageblik . . .
Otto Rung: «Opstandelse» .....

Privatteatrene («Hvor man keder sig») . .

Paul Sarauw: «Barselstuen», «Hverdagsfolk» .....
Johs: Brynpilfson: «Aarhus: Teater "5 7 5

Gustav Hetsch: «Barberen i Bagdad». ....
Privatteatrene («Tvillinger», «Skaarup og hans Venner»)
AxelsGarde:ældt ta albert ERE

Toons LeuysiDet kal sskegter are Rs Br

Paul Sarauw: «Exceliencens Børn», «Renaissance» . .
OHo Bor ebsensuss EOlbEr SEES ASE ESS SIE Es
Dets kØl ER enter —HEOIREIE AKER SE eee er eee
NeJBerendsen: <LivetssMaskeraded:9: 23 3008 aud ene
Privatteatrene («Kalifen paa Eventyr») ........

33

Jens Pedersen: «Den kære Familie» .

«Byens Stolthed» paa Folketeatret
Axel Breidahl: Randers Teater .
Gustav Hetsch: «Ragnarok»
Privatteatrene («De sidste Patroner»)
Otto Borchsenius: Otto Zinck .

Paul Fjeldgaard: «Mo'r har Ret» .

Privatteatrene («Vore Kælebørn») .

Sophus: Michaélis:.«Pro Patriad . 22 2

Privatteatrene («En Lektion»)

Sven Lange: Peter Fjelstrup

Det kgl. Teater — Dagmarteatret . .

Sophus Michaélis: «Karneval» .

Oversigt («Den skjulte Fjende», «Agnete»)
Thomas P. Krag: Norsk Skuespilkunst .

«Uriel Acosta» paa Dagmarteatret .

Christian Houmark: Ellen Price de Plane

Paul Sarauw: Den ny Saison

Herman Bang: Albrecht Schmidt . ..

Det kgl. Teeater — Dagmarteatret

ET PAR:SMÅA

om Sang i «Over

Evne» vandt Jo-
hannes Nielsen som
Skuespiller sin første
Ungdoms store Sejr.
Med« Over Evne» ven-
der han som Frem-
stiller og Sceneinstruk-
tør. tilbage til Folke-
teatret.

Med Rette hilser
«Teatret» Begivenhe-
den ved at bringe hans
Portræt —. saa godt
som uden Tekst. Thi
i Ord at tegne Johan-
nes Nielsens Billede
vilde ikke være mu-
ligt for nogen paa saa
begrænset en Plads
som disse stærkt be-
slaglagte Spalter. Alt,
hvad jeg kan gøre, er
at samle et Par smaa
Erindringer, der. —
saa ringe de end kan
synes — maaske ka-
ster deres Lys over
Johannes Nielsen som
Kunstner.

Det var ved en
Generalprøve, tror jeg,

ERINDRINGER OM. JOHANNES NIELSEN

Johannes Nielsen

i Arbejdsaarene paa
Folketeatret. Tæppet
skulde gaa op, og Jo-
hannes Nielsen skulde
staa paa Scenen.

Saa hørte jeg Oop-
pe fra. Trappen, der
førte til Herrernes Væ-
relser, pludselig Johan-
nes Nielsens Stemme
raabe:

— Nej, nej, Tæp-
pet kan ikke gaa «inu
Er EGE

Paa uforfalsket, æg-
te Sjællandsk raabte
han sit. «inu—u» ....
paaklædt som fransk
Vikomte.

Spændingen, Ang-
sten og Iveren skræl-
lede det Hele af ham,
Diktion .og Højdansk
og Skole, saa han stod
der i sine franske Gre-
veklæder som Sjællæn-
deren, den Sjællænder
haner:

Og den, som er
lydhør, kan i alle hans
Roller hist og her
gribe et sjællandsk

Tonefald, der hjemligt synger gennem hans Tale.

Det er uendelig karakteristisk. For Johannes
Nielsen, der sejrede saa hurtigt, vandt fremfor alt,
fordi han var saa bunddansk, dansk af Følelsesliv
og Udtryksform, dansk lige fra Roden af — en
Dånsk ude fra Markerne og vore Agre og alt, det
lyse Land; saa runden af Jorden, at Hjemstavnens
Tonefald aldrig kunde rykkes ganske af hans Tale.

Og saa var han — det sjældne Syn blandt El-
skere paa Teatret — helt en Mand og Manden.
Hans Væsen er Mandighed.: Det er denne Man-
dighed, som fylder hans Roller og giver dem deres
Styrke. Hvordan denne Mandighed, som hviler
inde i ham selv, kan «afstive» hans Rolle, fik man
et mærkeligt Bevis: paa i «Første Violin». Johannes
Nielsen spillede i.Stykket den unge Provisor. Han
er lidt slatten, samme Provisor, og kunde let gøre
en pauvr Figur, kostet som han bliver, saa af Fa-
deren og saa af Kæresten. Men som Johannes
Nielsen spillede det unge Menneske, blev han en
ung Mand, der kun bøjede sig, fordi han vilde bøje
sig, — over hans Rygrad gik det ikke ud, og hans
Provisor blev nok Chef en Gang, naar han syntes,
at Tiden var der.

En ung dansk Mand er Johannes Nielsen. . Men
han ejer fuldt den virkelige Fremstillers Evne til at
omforme sit "Væsen. Det var en Gang, han skulde
spille en Hertug, saagar en fransk Hertug. Oprigtig
talt, jeg havde" paa" Forhaand lét meget af ham,
Hertugen. For'dér klæber saa meget dansk Muld
ved Johannes: Nielsens Saaler, at jeg tænkte, hans
Støvler vilde vel nok ridse Faubourg Saint Germains
Parketgulve en Smule.

Men. saa en Dag naaede vi paa en Prøve. til
den unge Blaablodsmands allervanskeligste Replik.
Hans Moder siger noget om,- at der vil blive snakket
meget om den unge Pige, Sønnen vil gifte sig med,
og saa svarer Sønnen:

— «Min Hustrus Stilling hæver hende over
Sladder.» g

Det er Ord, som en Hertug siger ganske tar-
veligt — saa tarveligt, at det, som det selvfølgelige
gør det, slaar alle Indvendinger ned. Men en Te-
aterhertug faar med. Ordene saa let et Publikum til
at smile.

Johannes Nielsen sagde Replikerne saa jævnt og
saa afgørende, at jeg, nede paa min Plads, ikke mere
smilede ad hans' Hertug. Han havde med er Slag
omformet sin Mandighed. til - «Blodets» medfødte
Selvbevidsthed. . Og i intet Øjeblik har han dybere
overbevist mig: om -sin- ægte Skuespillerevne —

—————————————e ae

den Evne, der bestaar i, at det Billede, som Rollen
har skabt i Skuespillerens Sjæl, uvilkaarligt udfor-
mer. hele hans ydre Væsen.

Den danske Højskolepaavirkede Johannes Niel-
sen er saa meget Skuespiller, at han virkelig blev
en Hertug, der roligt kunde tage Korstogsaner i
sin Mund.

Men han er ogsaa meget udviklingsdygtig.

Det var under Indøvelsen af «En Bryllupsvisit» —
dette vidunderlige og dybsindige Skuespil, der rum-
mer saa megen vis Kundskab om Sjælene, at det
for overskuelige Tider vil bevare sin Digters Navn.

Vi prøvede uendeligt længe paa den Komedie —
saadan i vores Fritid, for vi kunde jo ikke. standse
Teatrets rigtige Drift med Prøver. paa et Stykke i
én Akt, og som sandsynligvis meget faa Mennesker
vilde komme for at sé....

Johannes Nielsen var, til at begynde med, ret
ked af de Prøver. Det var let forstaaeligt. Det
bitre og galliske Skuespil maatte ligge ham og hans
hele Dannelse ret fjernt: :

Men saa en Dag inde i Foyeren stod nogle af
Skuespillerne og talte om forskellige Komedier og
om hele vort Repertoire — "da Johannes Nielsen
pludselig siger:

— Aa, Sludder, det er jo "ikke Stykker...
Nej, «En Bryllupsvisit» — det er'et"Stykke — for

Mennesker.

Jeg vendte mig brat:

— Hvad siger De, Johannes? sagde jeg for-
bauset, for Manden håvde ofte ivret mod franske
Skuespil.

— Ja, det siger jeg, svarede Johannes Nielsen
og gik ud af Stuen.

Han havde været udviklingsmulig nok til, at
Dumas kunde overbevise ham. «En Bryllupsvisit»,
som vi som Forstykke sneg ind paa Repertoiret
saa ofte, vi kunde, fik ingen varmere Beundrer end
banes

Fortæller disse smaa Erindringer fra de Dage,
hvor Johannes Nielsen og jeg arbejdede ved Siden
af hinanden, altfor lidt? Det gør de- vel. Men det
er forresten ligegyldigt. Thi Johannes Nielsens
egen Løbebane siger alt om, hvad vi kan vente os
af ham.

Han, som allerede har udrettet saa meget, og
som dog først-— lige har begyndt.

Hvor rig vil ikke hans Fremtid kunne blive —
for ham selv og for alle os andre.

Lad os fæste Hesteskoen over Døren.

HERMAN. BanG.

HV "7 fcoey aUIsny»

(uaspPIN 2pO) APy ausny (1pruys 1429197 y) puowusaq Je3H

OVERS GE

UVERTUREN er forlængst forstummet, Tæppet
O er oppe for den ny Saison. Paa alle Scener
spilles der op! Paa Folketeatret, hvor en fejret
Eksportkunstnerinde før vuggede sin Krop til To-
nerne af en vellystig Boulevardmelodi af nyeste
Tilvirkning, dér bruser nu en mægtig, mørk og
dyster Højlandsmelodi; paa Nationalteatret tonede
en lys og herlig Tenor højt over Bruset af de øv-
rige Instrumenter — for pludselig at forstumme.
I Jærnbanegade sværges der til den søde og senti-

" mentale engelske Melodi, og paa det nys indviede
Vinterforstadsteater smelder Harmonikaen en ægte,
Drachmann'sk Sømandsreel ud!

Det kgl. Teater har egentlig kun haft én Be-
givenhed at byde paa: Herold's franske Visit paa
sin gamle Scene." Desværre fik Visitten jo en be-
drøvelig Udgang! den blev kortere, end den skulde;
men Herold fik. dog —., den ene Aften, han som
Radames stod paa Scenen — Lejlighed til at vise
og bevise, at hans Stemme har bevaret sin Friskhed,
sin Fylde, sin Charme. Ellers har den statsunder-
støttede Institution luntet sig gennem et gammelt
Repertoire; roligt og adstadigt har den bevæget sig

Kusine Kate.(Oda Nielsen) Pastor Bartlett (Aage Hertel) Fru Spencer (Mathilde Nielsen)

«Kusine Kate», 1. Akt

SSR

Fru Spencer (Mathilde Nielsen) Amy (Oda Rostrup) Pastor Bartlett (Hertel) Robert (Jånsson)

«Kusine Kate», 3. Akt

som for at samle Vejr til at slaa et stort Slag. Det
store Slag er «Den gamle Præst».

At «Kusine Kate» — saådan hedder Dagmar-
teatrets sidste Nyhed — ser af engelsk Herkomst,

kan ingen betvivle; det har ålle det engelske Lyst-
spils: Kendemærker, baade de gode og de onde.
Hubert Henry Davies, der har begaaet Stykket, har
et godt Navn blandt det moderne Englands Drama-
tikere. «Kusine Kate» er ikke uden Vid, og Dia-
logen er ypperlig, rap og behændig. - Iøvrigt ligner
«Kusine Kate» alle andre engelske Lystspil; de
bliver allesammen tillavede efter samme Recept, saa
har man set et af dem, kan man dem allesammen!
De Taarer, der udgydes i et saadant «Lystspil», er
flere end i en Oehlenschlåiger'sk Tragedie, saa i
Grunden er Benævnelsen lidt underlig. Den Slags
Stykker -er altid en Acquisition for et Teater; de
er ganske pudsige, ganske behændige- og aldeles
harmløse. De har deres store Berettigelse og deres
store Publikum! Udtørelsen var anerkendelsesvær-
dig, Iscenesættelsen smagfuld. I Titelrollen vandt
Oda Nielsen en selvfølgelig, men lidt let købt Sejr;
Albrecht Schmidt var naturlig og tiltalende men ret
farveløs som Skønaanden, og Oda Rostrup trovær-
dig som hans lille Glansbillede af en Kæreste. Og-
saa de øvrige Rollehavende var i Stilen.

Desmond (Albrecht Schmidt) Kate (Oda Nielsen)

Mulat (Cajus Bruun) Fadart (Hjort. Clausen) Broquin (Pio)
«De smaa Landstrygere»

Claudinet (Emma Lind) 2Zephyrine (Gerda Christophersen)
i «De smaa Landstrygere»

Casino fandt en sikker Træffer- i Decourcelle's
behændige Folkekomedie' «De smaa Landstrygere,
der er en smuk øg.lærerig Afspejling af alle tænke-
lige Laster og Lovovertrædelser.… Den populære
Skurkekomedie viste sig ikke at have mistet den
Tiltrækningskraft, som den udøvede paa Køben-
havnerne, da den for nogle Aar tilbage blev en
Amaliegadesaisons Hovedbegivenhed, og hver. Aften
Uger igennem har et fuldtalligt Publikum med Spæn-
ding og Gysen fulgt de mange Afdelingers -ene-
staaende Rædsler. - Stykket gik oven Scenen méd
alt ønskeligt Liv; navnlig «Sluseakten» var af stor
Virkning. Emma Lind hostede ligesaa hjerteskæ-
rende og uhyggeligt "som sidste Gang, Stykket
gik; hendes | Præstation var utvivlsomt talent-
fuld. Pio, Hjort Clausen og Cajus Bruun, der havde
udstyret sig med Skurkefjæse, som man ikke finder
Mage til i noget Lands Førbryderalbummer, kappe-
des med hinanden i. Lovovertrædelser. Gerda Chri-
stophersen havde anlagt en ovenud morsom og gro-
tesk Maske, og Holger Reenberg, der fortolkede den
forføreriske og besnærende Officer, førte sig med
Anstand i et Par stilfulde, røde Bukser.

Forleden betraadte /ohannes Nielsen. som Præsten
Sang igen Folketeatrets Scene efter fem Aars Forløb,

en stor og betydningsfuld Begivenhed, som «Tea-
tret» i sit næste Hæfte vil behandle i Tekst og
Billeder.

— Saa-blev da Frederiksbergs ny Vinterscene ind-
viet med Brask og Bram! Med sikker dramatisk
Sans havde Emil Wulf valgt at aabne sit unge Te-
ater med Drachmann's omtumlede «Det grønne
Haab», hvis literære Værdi vel nok er omtvistelig,
men som med sine smukke Sange, sin Sentimen-
talitet og sine brogede Optrin maa siges at være
en fortrinlig Folkekomedie. Interiørerne fra den
lille Kristianshavnerkælder og Dansen paa den glade
Sydhavsø gjorde da ogsaa megen Lykke. Og det
fortjente de; der er sikkert lagt mange Penge og
meget Arbejde i det. Af de Rollehavende var Edith
Buemann flink som en lille glinsende brun Prinsesse,
og en Debutant, Henry Seemann, viste sig i Besid-
delse af ret ualmindelige Stemmemidler, Gunnar
Helsengreen foredrog en god Vise med gjaldende
Kraft, men agerede ellers lovlig stærkt; som Kap-
tajn Gorm lagde Bewer en ikke ringe komisk Evne
for Dagen, og Erhardt var en ganske pudsig Peter
Kanel, om end Olaf Poulsen, hvem Rollen var tildelt
paa Nationalteatret, maaske var bleven nok saa mor-
som. " Hæderlig Omtale fortjener Frida Olsen som

Sydhavsprinsessen (Edith Buemann)
- + «Det grønne Haab»

SEG

EEG

TV "7 f«gqeej auuø13- pg»

(dnnsiqv) 4uopalq (uuuvwuang uupa) uassasurg (1amogq) wor) ufedey (uurwaag) [esaanen suvH

Kristian Børnehus (Helsengreen) Kaptajn Gorm (Bewer)
i «Det grønne Haab»

den lille forkølede Paula og Ahlstrup som en bleg-
næbbet ung Mand af god- Familie, og — last not
least! — Jutta Lund som en glad og forpjusket
«Kys-mig-straks-Pige».

Frederik (Ahlstrup) Paula (Frida Olsen)
i «Det grønne Haab»

I de kommende Aftener vil sikkert mange glade
Københavnere drage ud og se paa den lille Paula
i Værtshuskælderen og de brune Pigers Dans paa

Sydhavsøen.
PAUL SARAUW.

Håfis (Seemann) Frederik (Ahlstrup) Kristian (G. Helsengreen) Kaptajn Gorm (Bewer) Peter Kanel (Erhardt) Paula (Frida Olsen)

«Det grønne Haab», 1. Akt

ag ge

stele

mmnei

AAR man skal

fattesigiKort-
hed om Genopfø-
relsen af «Over Ev-
ne», I, paa Folke-
teatret i Oktober
Maaned, er der
Grund. til særligt
at opholde sig ved
Hr. Ådam Poulsens
Bratt.

Ikke fordi det var
den bedste Kunst,
der blev ydet den
Aften. Johs. Nielsen's
Pastor Sang — Re-
sultat som den er
af en sjælden lyk-
kelig Forening af
en Digters Tanke
og en Skuespillers
personlige Betingel-
ser og personlige
Erfarinser--fra: Sen
ganske bestemt Kul-
turkreds — har jo
allerede fra Første-
opførelsen for fem
Aar siden sin sær-
egne Plads i mo-

SEE ZAIN gg

É BBSNG

FOFRKETEAS ERE ROVER EVNE»:

Sang (Johannes Nielsen) i «Over Evne»

—o—

Y lle Ze fe Å

al, sd > Fa

derne dansk Teater-
historie. Og nu ved
Genoptagelsen efter
Johs. Nielsen's Til-
bagekomst" fra In-
struktionen paa det
kgl. Teater virkede
den paany med den
samme sikre Myn-
dighed og brede
Menneskelighed,
bygget op af Bjørn-
sonske og Grundt-
vigske Elementer,
og nyskabt i en
Kunstners Fantasi.
Og i første Række
ved Siden af ham
stod Aage Gardeé's
Pastor Krøyer (hvad
jeg virkelig trods
Familieskabet er
nødt til at nævne)
og Fru Nansen's
Clara Sang. Det var
helt færdigttænkte
og helt klare Skik-
kelser:

Gardes Krøyer
gav i sin Inder-

I

—

”A
å

Falk Blank Biskoppen Bratt Krøyer Jensen 9. ztadstrm; fot:
” (Liebman) (Knudsen) (Jerndorff) (Zangenberg) (Hofman) (P. Nielsen) :

Præstescenen i II. Akt af «Over Evne» paa Det kongelige Teater, Oktober 1902.

Brej Falk Biskoppen Jensen Blank Krøyer A.W, Sandberg fot.
(Helsengreen) (Ring) (Dorph-Petersen) (Lindstrøm) (Hellemann) (Garde)

Præstescenen i II. Akt af «Over Evne» paa Folketeatret, Oktober 1904.

lighed og rent afstemte Tone den rette Indled-
ning til Præstescenen, og Fru Nansen's Clara Sang
var netop saa nervøs og overanstrængt og lidende
i sin Kærlighed, at man intet Øjeblik tvivlede om
det selvfølgelige i hendes Død.

Naar man da giver sig bedst Tid til Poulsen's
Bratt, er det snarere ud fra den gamle Regel om
en Synders Omvendelse end den naturlige Følge af
hans Fremstillings Værdiafgivelse til det samlede
Indtryk af Forestillingen. Adam Poulsens Bratt var
virkelig en sjælden Overraskelse, det første kunst-
neriske Tegn i hans lange Rolleliste. Som Elsker
har han hidtil kun virket paa de meget nøjsomme.
Ganske vist var han i Besiddelse af den primitive

Kunstevne at udfylde Rummet og give en rund,
plastisk Fornøjelse for Øjet, men naar Fordringerne
gik dybere, og Spørgsmaalet gjaldt den personlige
Hengivelse og den kunstneriske Erfaring, tog han
sin Tilfugt til en endogsaa ret tvivlsom Teknik og
brummede betaget paa nogle dybe Brysttoner, der

kun fortalte den ene Ting, at han var i Vildrede

med sin-Rolle og dækkede sig bag en Lydvirkning.
Han har unægtelig ærgret dem, der i Kunsten al-
ene forlanger Ærlighed og Sandhed. Men i Bratt
gav han med ét af sig selv. Naturligvis kan han
i Følge sin Ungdom ikke give Tvivleren Bratts
egentlige Historie, det psykologiske Perspektiv til-
bage gennem Tvivlens Kampliv; men at. han i denne
Rolle, i Modsætning til altfor ofte før, netop forsa-
gede at give, hvad han kun kunde kende paa anden
Haand, og greb Rollen i det Punkt, hvor han selv
havde Betingelser for at forstaa den: i den Liden-
skab, der tvivler, fordi den ikke kan finde Bunden
i Tingene, — samtidig Ungdommens Tvivl og Tviv-
lens evige Øjeblik — var et Tegn paa; at han nu
er ved at blive Kunstner. Der maa alligevel være
ordentligt Stof i ham, noget af Kunstnerens rede-
lige Sind, naar han har kunnet taale den kunstne-
riske Ødelæggelse, som en hel Række af hans El-
skerroller truede med at blive for ham. Hans Bratt
forsonede med meget i hans tidligere græsselige
Overfladiskhed. ÅXEL GARDE.

mæ

DENGÆMEE PRÆST

KAL en Dramatisering lykkes, maa man stille

Bogen paa den Hylde, hvor den hører hjemme.
Hvad det først og fremmest gælder er at foretage
en omgaaende Bevægelse med det Formaal at
komme bag det engang fuldførte Arbejde. Man fal-
der koldblodig sit eget Værk i Ryggen. Er man
da naaet saa vidt at se det opløst i sine allerførste
Bestanddele, staar Skikkelserne afsondrede paany,
ude af de Stillinger og den Sammenhæng, man en-
gang gav dem. Først da kan de blive dét, de 14
skal være: Rollehavende, der skal skabe Sammen-
spillet.

Dette havde Forfatterne imidlertid ikke gjort.
De. nøjedes med at tage «Den gamle Præst», som
Fortællingen forelaa. Med en oftest altfor let Haand
tog de for sig af, hvad der var givet, og lavede
deraf et Skuespil i fire Akter. Men de glemte, at
en Fortælling ikke bliver et Skuespil, selv om det
lykkes at give den et Skuespils Form. En Fortæl-
ling aabner Udsigter, et Skuespil skal løfte Slør paa
Slør, indtil Landet ligger aabent. En Fortælling
kan svæve ud- over alle Hegn, et Skuespil er under-
givet skjulte Begrænsningers uskrevne Love. Det
skal samle de Tusinde under samme Hat. Derfor
maa det have Bud til det almengyldige, det almen-
menneskelige. To tusinde tilfældige Menneskers
Øjne og Tanker skal det holde fast. Derfor maa
det holde sin Tanke klar — Traaden rød. De tu-
sinde Øjne er stadig paa Vagt. Traaden maa ikke
tabes, Talen maa ikke svæve ud. Ellers lyder det
straks: Til Sagen!

Jakob Knudsen og Sven Lange tog, hvad der
laa lige for. Fortællingens gamle Præst blev Styk-
kets Titel og Forgrundsfigur. Præsten var i For-

en
ø
',

Grev Trolle (Mantzius) Pastor Castbierg (Jerndorff)
i «Den gamle Præst»

— II —

Grev Trolle
(Mantzius

Pastor. Jensen. Pastor Castbierg
(Neiendam) (Jerndorff)

«Den

gamle Præst»,

I

Akt:

Væver Christoffersen
(Hofman)

i
i

[I]

I
NINE

NER

fdd

å

G. Lindstrøm, fot.

tællingen en monumental Skikkelse, bred, solid og
af en jævn Storladenhed. Hans Love for Skyld og
Brøde havde vide, barmhjertige Strafferammer, og
hans Domme var fjærnt fra al kirkelig Forstokkelse,
baarne af en blid, bibelsk Højhed. En ypperlig
Hovedperson i en Fortælling, aldrig i et Drama.
Thi det er ikke om hans Liv, Skæbnen spinder sine
Traade. Den gamle Præst kunde blive et Dramas
Middel — ikke dets Maal.

Men over Grev Trolle laa Dramaets Skyer, som
det gjaldt at løfte. Alt Lyset skulde straale ind mod
ham — fra Hjemmet og Verden udenfor, fra Forhol-
det til Hustru og Barn, Gaardens og Egnens Folk.
Da var Skuespillet blevet spændt i sin rette Form
med alle Radier straalende ind mod dets Centrum.
Den iøvrigt ypperlige fjerde Akt kunde da være
blevet økonomisk sikret gennem de forudgaaende.
Nu stod den ene og gav ikke Tilskueren noget
stærkt Indtryk af Soliditet.

Og hvilke Muligheder var der ikke tilstede! Et
dybt bevæget Hjerte og en sindrig og fint konstru-
eret Hjærne.. Et Æmne saa rigt og smærteligt
om hellige Dogmers og ukrænkelige Begrebers Kamp

mod Livet — og. om Begrebernes Sejr. Et Drama
om Landjunkeren — Bonde i sit Liv, Adelsmand i
sine Begreber — med et barnligt Hjerte, der maa

Leopoldine (Soffy Walleen) i «Den gamle Præst»

Væver Christoffersen (Hofman) Sognefogden (L. Knudsen)
i «Den gamle Præst»

briste, hvis han skal leve i Strid med Begrebernes
stenslagne Bud. Ud fra dette Midtpunkt kunde
Stykket have kastet Lys over Spørgsmaal, som det
nu tankeløst lod ligge i Mørke. Nu har det kun
Paastande dér, hvor det skulde overbevise. «Min
Hustru er saadan, jeg selv er saadan.» Hvorfor?
Til Grevens: «Jeg kan ikke leve,» svarer Præstens
Ekko: «Du kan ikke leve!» " Hvorfor — hvorfor?
De kommer begge dybest set til at staa som Re-
præsentanter for et og det samme — de forstenede
Begrebers Selvforhærdelse. Men det var sikkert ikke
det, Forfatterne havde villet.

Og dog virkede Skuespillet og fortjener at ses.
Af Fortællingen var der blevet tilbage brede Strøg
af menneskelige Træk, Udkast, der vakte en dyb
og bevæget Forudfølelse for det Billede, der kunde
være malet. Der var i Farverne over Interiør
og Replik netop dét Lys og dén Skygge, som
tegner sig over vort Land og vort Folk. Dette
danske Stykke gled trygt og hjemligt ind i Ens
Sind med noget af den samme Stemning, der griber
En, naar man længe har været borte fra Danmark
og atter vender tilbage. Trods alle Besøg i det
Fremmede og Strømninger udefra vil et Folk dog
høre sit eget Sprog, se sit eget Land — det vil
atter og atter længes tilbage.

Og saa blev man i dette Stykke Vidne til det
beundringsværdigste Spil. Der var maaske over
Spillet mere af Kunstens Farve end af Livets Varme.

53

Grevinde Trolle Grev Trolle Camilla Pastor Castbierg
(Emma Thomsen) (Mantzius) (Anna Bloch) (Jerndorff)

«Den gamle Præst», Il. Akt.

(Margrethe Nyrop) (Mathilde Nielsen) (Olivia Jacobsen) (Orlamundt) (Martinius Nielsen) (Augusta Wiehe)

Chlotilde Fru Baudiére Lucienne Baudiére Jossau Thérése

«Borgfruen», I. Akt.

G. Lindstråm, fot.

Men det naaede til… Tider saa højt, som Kunsten
indenfor Skuespillet overhovedet kan naa. Hr. Jern-
dorff tegnede med sin blide, nænsomme Kunst den
gamle Præst,. en Skikkelse, lysende af Kærlighed til
Menneskene og Livet, vidunderlig gribende i sin
Smærte over Menneskers Kamp med Livet og med
sig selv. Hr. Neiiendam spændte med kunstnerisk
Dristighed sine Evner og naaede at skabe vor egen
profetiske Langskæg med de vaade og griske Hæn-
der og det flade, udvandede Mæle, der har gjort
Gerningen til et sikkert Levebrød — Landsbyens
Tartufe.

Og endelig Hr, Mantzius! Han har ikke det blus-
sende Blod og den forstokkede Naivetet. Men med
den dybeste Alvor havde han Skridt for Skridt ba-

net sig Vej til Grev Trolles jævne Sind og Sands
for det faktiske, Afgrøden, Jorden — og derfra byg-
get Bro til hans fanatiske Tro paa de urørlige Be-
greber, de guddommelige Dogmer ... Himlen. Det
var et stort og samvittighedsfuldt Arbejde, gennem-
lyst af Aand, farvet af stille Stemning — et rigt
udrustet Talents høje Krav. til sig selv og til sin
Rækkeevne. . Da i Skuespillets Slutning Grev. Trolles
Hjerte brister som en Stræng, der spændes for højt,
og hans Øjne flakker som et anskudt Dyrs i Livets
svindende Lys, fyldtes Scene og Skuespil i et Nu
af den store Kunsts overmenneskelige Højhed.
Store Skuespillere skabte et Skuespil —' som
store Sangere skaber Sang af Musik, hvis Værdi i
sig selv er omtvistelig. HENRI NATHANSEN.

PREV SETEEÆERENE

u da Sommeren forlængst er drejet om Hjørnet, og da

Aftnerne. bliver lange og kolde, nu kommer Teatrenes
gyldne Tid, hvor Folk strømmer ind ad de gæstfri Porte for
et Par Timers Tid at glemme Mørket og Uhyggen derude og
drømme sig ind i det Illusionernes lyse Kongerige, der frem-
stiller sig for deres Øje. Folket forlanger at mores, det raaber
højt paa «panem et circenses», og Teaterdirektørerne lytter til
Raabet og ryster Premiérer ud af Ærmerne; hver Uge omtrent
bringer Nyheder. Alle Privatteatrene har siden sidst haft nye
Forestillinger paa deres Program ... Dagmarteatret en fransk,
Folketeatret en engelsk, Casino en ærkedansk.

Pinero's «Iris», der ved sin Tilsynekomst i London Maa-
neder igennem holdt Kæmpebyen i Aande, fik ved Opførelsen

i

SB

An

paa Folketeatret en krank Skæbne, Det faldt, og dets Fald
var stort. Direktionen har derfor skyndsomt forladt de engelske
Saloner og er atter tyet op til den navnkundige nordlandske
Præstegaard. At «Iris», der ganske vist virker ret langtruk-
kent, men alligevel rummer ypperlige Scener, ikke vandt Fod-
fæste her, er iøvrigt let forklarligt, Vi forstaar ikke herhjemme
i de bløde Gemytters Land den kolde, strenge Moral, . de
stenhaarde Karakterer, som dette saa specifikt engelske Stykke
stiller til Skue, Og Skuespillerne forstod dem selvfølgelig
ligesaalidt som Publikum,

Saa havde Dagmarteatret mere Held med Capus? «Borg»
fruen», et elskværdigt og aandfuldt dramatisk Causeri, der
sikkert skaffer Teatret mange fulde Huse... Handlingen . .. ja,

André Jossau (Martinius Nielsen) Thérése de Rive (Augusta Wiehe) i «Borgfruen», IV. Akt

S=-Æ5 5

Agnete (Marie Niedermann) Svend Trøst (Reenberg)
i «Ridderen af Randers Bro»

den smuldrer bort mellem Fingrene paa én, naar-man skal
gengive den; men man fortryder alligevel ikke at have tilbragt
et Par Timer i Capus' Selskab. Ved Siden af Martinius Nielsen,
der spillede Hovedrollen meget smukt og fint, kan nævnes
Orlamundt: og Jacob Jacobsen henholdsvis som en elskværdig
og en uelskværdig Ægtemand. Mathilde Nielsen var, som hun
altid er . . . en ikke ubetinget Kompliment!

Casino har haft en fed Succes med «Ridderen af Randers
Bro», der lader til snart at blive klassisk. M. V. Bruun har
virkelig formaaet at at skabe en god Folkekomedie paa Grund-
lag af Ingemann's — Fortidens Louis de Moulins — forvirrede
Romaner. Reenberg var en ideel Svend Trøst og Marie Nieder-
mann en nydelig Folkevisemø. Vilhelm Wiehe (Niels Ebbesen)
og Holger Rasmussen (Grev Gert) udslyngede med Fynd en
Række mere eller mindre historiske Ord, og Asta Nielsen rø-
bede som Taterpigen et fuldbaarent Talent. Iscenesættelsen
var ovenud pragtfuld. PAUL SARAUW.

ma

JENS EARSEN NYROP

EN 4de Oktober døde kgl. Operasanger Nyrop.

Han døde som en glemt Mand, han, som for
nogle Aartier tilbage var beundret og misundt mere
end nogen anden maaske har være det. Hans Løbe-
bane var mærkeligere 'end de flestes. Hans Liv var
som Eventyret om Hyrdedrengen, der endte med
at vinde Prinsessen. og det halve Kongerige;

Grev Gert (Holger Rasmussen) Niels Ebbesen (Wiehe)
i «Ridderen af Randers Bro» ;

som Hyrdedreng begyndte han, og Kongeriget vandt
han, og Kongeriget var den danske Opera. Men
han tabte det igen; kun faa Aar bevarede den be.
undrede Tenor sin Stemmes fulde Velklang.

Jens Nyrop

==

JACQUES WERE

H'" danske Skuespillere staar Far-
cens Kunst fjernt!

Denne Lynskuds-Menneskeskildring,
hvor alt: stanser i Tilløbet,: hvor alle
Sindsstemninger lige knap nok faar Lov
til at glimte frem i Miner og Bevægelser
for at afløses af andre med levende
Billeders flakkende Flygtighed ...

Thi Farcen er en Karikaturtegning
af Livet, hvor de afsindigste Begiven-
heder og de utroligste Situationer skifter
saa forbløffende, saa uimodstaaeligt, at
Menneskene ikke faar Tid til at sunde
sig og raabe: «Stop! dette her er dog
for galt!» — de lammes, overvældes,
bedøves, bliver viljeløse Ofre for den
stadige Overraskelse. Og derigennem
aabenbares den menneskelige Latterlig-
hed og Bedrøvelighed, saa at Latteren
tvinges frem hos Tilskuerne.

Kun faa af vore Skuespillere har i
deres Farcespil den Snarhed i Vendingen
og den Knaphed i Udtrykket, den Na-
turlighed i Oplevelsen — og blandt dem
staar Jacques Wiehe i første Række.

Jacques Wiehe debuterede for 20 Aar
siden paa det kgl. Teater og har gam-
melt og ædelt Teaterblod i sine Aarer.
Han var paa en Maade forudbestemt til
Scenen, for saa vidt som han var Søn
af Vilhelm Wiehe og Brodersøn af Mi-
chael og Johan Wiehe. Hans Fader for-

Jacques Wiehe

Marcinelle i «Et Piskesmæld»

langte jo nok, at han skulde lære en borgerlig Be-
skæftigelse, men Teaterlysten sejrede over alle
borgerlige Principer, og han kom saa paa de skraa
Brædder.

Naturligt nok blev han straks udnævnt til Tra-
giker, Helt og Elsker som sin Faders Søn og sin
Onkels Nevø. Publikum ventede og krævede det,
han selv troede vel ogsaa derpaa, for Familienavnet
og Familieæren forpligter, selv om de ogsaa giver
Støtte og Rygrad.

Og med det gik der nu mange Aar, mest paa
Dagmarteatret, — Aar, i hvilke Jacques Wiehe som
den sunde og besindige Mand, han altid har været,
aldrig ødelagde noget, men ikke heller vandt de
Laurbær, som er Skuespilleres og alle andre Kunst-
neres Maal.

Indtil han en Dag fik Mod til at være sig selv,
Jacques Wiehe, trods alle andre Wieher, og fandt
sin særlige Udtryksform, som er Farcen "== bleg
Farcør i dette Ords virkelige Forstand . ..

For at tegne Jacques Wiehe kan man derfor rent
skematisk tegne Omridset af de 777 franske Farcer,
som Dagmarteatret har opført.

I Midten befinder der sig en Mand, der narrer
sim Kone og søger at holde hende hen med utro-
lige Paafund, som vi ser blive sat i Scene, og hvert

Paafund afføder nye Overraskelser, skaber andre
uventede og utrolige Situationer. Eller det er en.
Kone, der narrer "Manden 2% eller det er en ung
ugift Elsker, som spiller Hejgut med en ung Piges
Fader. og Moder og hele hendes Familie for at faa
hende . . . eller — ja, bare saadan noget.

Og om alle disse 777 Farcers 777. Mænds
Don Juawer og Hanrejer, Svigerfædre og Sviger-
sønner, Elskere og Ægtemænd af alle Tempera-
menter — véd Jacques Wiehe at fortælle os i den
muntre Forkortning, som Farcens Hulspejl viser.

Han oplever de besynderlige T ing, der foregaar.
Han tager det grumme højtideligt, naar det gælder
Formuer og Skandaler eller Døtre eller om selv at
faa Pigen — naar han er Fader, eller Elsker, Ægte-
mand eller Fortrolig . Han smiler lunt. over-
bærende, naar han gaar rundt og er overbevist om,
at han forstaar det Hele, og netop derfor overraskes.
. +. Han ser akkurat saa idiotisk lammet ud, som
et fornuftigt Menneske maatte komme til, hvis han
med ét hørte sin Svigermoders Stemme buldre løs
oppe fra Stuens Lysekrone. For hvor Djævelen
skulde en fornuftig Mand" tænke sig, at:en Rival
eller Fjende kunde hitte paa at anbringe hans Sviger-
moders Stemme i: en. Fonograf og endda deroppe!

Baronen i «Den forlorne Søn»

Er vaEd

Ardelot i «En munter Sygdom»

09, faarden
til at tale just
idét Øjeblik?…
Jacques Wiehe
gør det utroli-
ge troligt. Han
oplever det paa
den ærligste og
menneskeligste
Vis.

Han gøgler
ikke, frikadel-
ler ikke, udpi-
ner aldrig Si-

tuationernes
Muligheder —
han er deres
Bytte og lader
os ane et Over-
skud af Evne,
saa at han aa-
benbarerosnet-

Charlotte Wiehe

Emma Wiehe

Lindstrøm

Fra en Tournée med

Charles Kjerulfs «Livseliksiren»

Re SAbeg

Ardelot i «En munter Sygdom»

Jacques Wiehe

op al denVirke-

lighedsskil-
dring, som Far-
cens Kunst rum-
mer, og samti-
dig skaber sig
selv et dybt Per-
spektiv for sine
Mennesker, en
vid Ramme om
dem.

Farcen er
JacquesWiehes
Magtomraade.
Han kender Li-
vets Farce, og
han kan med

en Mester-
haandskraftige,

sikre Streg
trække sine ej-

endommeligt

SR ENNNEENNNNNENNENENNNEEEEER

enkle og lunefulde Rids, afslørende den taabelige,
dumme, ynkelige, maabende, rørende, latterlige Men-

Hermansen i «En Martyr»

neskeheds hjælpeløse Sprællen i Livets Edderkoppe-
spind. JENs PEDERSEN.

TILBAGEBLIK

VA /uTHory's Laviner ruller at-
ter paa Dagmarteatret. Gjel-
lerup's fortrinlige Teaterstykke bliver
for tredje Gang i Løbet af en for-
holdsvis kort "Aarrække stillet op
paa Skandsen for at vise, at det
kan staa for Skud. Har de sidste
Aartier herhjemme virkelig været
saa fattige paa dramatiske Vær-
dier. af dansk Oprindelse, at man
Gang paa Gang maa vende tilbage
til de samme enkelte Træffere paa
de endeløse Repertoirelister?
Og hvor fremmedartet virker
denne ene standhaftige Tindsoldat

manske Sweitz, og ikke alene er alle Bipersonerne
specifikt tyske — ligefra den trivelige Hotelvært
til de pølsetyskeragtigt udstyrede Kurgæster —
men ogsaa Hovedpersonerne virker saa lidet hjem-
lige, at man tror at se en Forsamling af ber-
linske Professorer og sittliche tyske «Hausfraw'er»
for sig og falder i Forundring første Gang, man
hører Danmarks Navn nævne. É

«Wuthorn»s Laviner ruller ikke forgæves! Styk-
ket lader til at interessere ligesaa stærkt som sidst;
men det er ogsaa bygget op af en kyndig, sikker
Haand og rummer en stærk og uopslidelig drama-
tisk Effekt. Tilmed er Iscenesættelsen god, og Ud-
styret ypperligt; Bjærgdekorationen f. Eks. er et
rent lille Mesterværk.

Martinius Nielsen fremstillede Hovedpersonen,
den himmelstormende Geolog, som staar i Pagt
med alle Wuthorn's gode og onde Magter, — hvis
Karakter er stenhaard som Bjærget selv, og hvis
Tale ideligt bevæger sig over Skygrænsen. Den
vanskelige Rolle blev fortrinligt gennemført og
klædte sin Fremstiller godt. Emannuel Larsen var
tilpas usympatetisk som den uappetitlige Redaktør;
(det vidner om personligt Mod, men ikke om Høf-
lighed hos Hr. Gjellerup, at han gør Stykkets sorte
Faar til Redaktør!). Dinesen og Olivia Jacobsen
spillede ualmindelig nydeligt som det unge, om-
tumlede Par, der ikke maa gifte sig med hinanden
paa Grund af en kedelig Skilsmisse; Tilfældet er
jo iøvrigt aktuelt for Tiden! Kornbeck fremstillede
Føreren med en tung Alvor og en Højtidelighed, der
var af dyb Virkning. Som Søndagsbjærgbestigeren

saa tilmed -ikke! Handlingen i Redaktør Flor( Emannuel Larsen) Føreren (Kornbeck) Dr. Strande (Martinius Nielsen)

«Wuthorn» er henlagt til det ger-

«Wuthorn», IV. Akt

var Valdemar Lund ganske pudsig ... som sprunget
lige ud af «Fliegende Blåtter». Augusta Wiehe ud-
førte den kvindelige Hovedrolle!

«Hvor man keder sign» — som Folketeatret har
fremført — er heller ingen Debutant! Men Publikum
var kendelig op-
livet ved Gensy-
net. Iøvrigt vil
vi reservere OS i
næste Nummer at
vende tilbage til
denneForestilling.

Casino, som
Heldet ogsaa føl-
ger i denne Sai-
son, har faaet en
ny og spændende

Folkekomedie.
Den skyldes De-
courcelle, Forfat-
teren til «De smaa
Landstrygere», og
er skaaret "efter
fuldstændig sam-
me Læst; der ud-
gydes maaske lidt
flere Taarer i «En
Moders Kærlig-"
hed», men her er
der ogsaa hele to
Børn, der bliver
borte. Hvor er
disse franske Fol-
keskuespil forbløf-
fende snilde; alle
Kneb gælder, in-
gen Effekt er spa-
ret, endog den
mest haardhudede;
selv det vanvit-
tigt usandsynlige
gøres sandsynligt!

Casino har et
brilliant Tag paa
disse Folkekome-
dier;:=det- ”eren
Fornøjelse at se
med hvilken Præcision og Fart, de gaar over Bræd-
derne! Scenen, hvor Middelhavsdamperen gaar i
Brand og omspændes af et Flammehav, var ganske
forbavsende; man sad og saa paa det med en
Fornemmelse, som brændte det ganske Teater ned
over Hovedet paa En.

Oscar Strande (Martinius Nielsen) Inga (Augusta Wiehe) i «Wuthorn»

Marie Dinesen trak det største Læs, og hun trak
det godt. Hun gav et ualmindelig smukt og rø-
rende Billede af den ulykkelige Moders grænseløse
Sorg og dybe Resignation. Helt fortrinlig var
Gerda Christophersen som den rapmundede, robuste
Modehandlerinde;
hun secunderedes
flinkt af Arnold
Christensen. Eigil
Rostrup havde for
en Gangs Skyld
afløst Holger Ras-
mussen somSkurk;
denne er jo ellers
Casinos autorise-
redeRepræsentant
for Mørkets Mag-
ter. Alfi Prins var
smuk at se paa,
men hun bevæger
sig paa Scenen
som et Stykke
mekanisk Legetøj,
der bliver truk-
ket op i Mellem-
akterne. Bemærk-
elsesværdig var
endelig Ejnar Zan-
genberg samt Olaf
Fønss, der med
kort Varsel hav-
de overtaget Reen-
bergs Rolle og som
førte sig med me-
gen Sikkerhed og
Rutine.

Frederiksberg
Teater har haft
én net Succes med
Operetten «Prin-
sesse Lili» og har
herved faaet an-
vist, paa hvilken
Vej det skal slaa
ind i Valget af sit
Repertoire. Stor
Lykke gjorde Carl
Ablstrup (Løjtnant Løvendahl) samt Dagmar Buch
(Prinsesse Lili), som man ikke har betænkt sig paa
fluks at udnævne til en Charlotte Wiehe Nummer 2
uden at frygte for at gøre Hovedet kruset paa den
unge Dame. Men hun er forresten ogsaa meget
fiks og indtagende og i Besiddelse af et frejdigt og

— 21 —

(Vald. Lund)

i «Wuthorn»

Maline (Karen Lund) Bertuch

ivia Jacobsen) Bjerre (Dinesen)
i «Wuthorn»

l

Rigmor Nyeland (O

. Rasmussen) . Pauline (Marie Dinesen)

Henri (H

Neiiendam) Jules. (Hjorth-Clausen)

ard" (

Bern

Afdeling

2

2

«En Moders Kærlighed»

— 22 —

Bump v "9 f«paysmlæy sSI9POW ugq»

Q

(um) uaultidey (sungq IV) 2PgPST (dnusog) Auraae I, (tWuøng) ua4a17) (Zaaquaday) puomwArvy

Feressre

| Å E Sae
| FREDE

Pauline (Marie Dinesen) Germaine (Marie Niedermann) Isabelle (Alf Prins) Riquette (Gerda Christophersen) Christian (Zangenberg)
«En Moders Kærlighed», 4. Afdeling

lyst Humør. Tilmed ejer hun en Stemme af ret
ualmindeligt Omfang.

Hvis den unge, energiske Direktør Wulf har
forstaaet det Bifald ret, som hilste den lille Ope-
rette med de friske, glade Melodier, saa vil Køben-
havn faa et nyt Operetteteater — og København
kan trænge til det.

Forleden fremførte samme Teater et toakts
Skuespil — «Hyggeligheden» — af P. A. Rosen-
berg; trods en eventyrligt kedsommelig Førsteakt
lod det til at falde i god Jord; men anden Akt
rummer ogsaa et Par ret barokke og overraskende
Situationer, og enkelte af de fremførte Figurer er
helt pudsige.

Hovedrollen — den romantiske Kolportør —
spilledes af Carl Alstrup, der atter fik Lejlighed til
at vise, at han har en Fremtid for sig som
Komiker.

PAUL SARAUW.

Jards1og f«aspapurysd Q»

(uuvwqarT) HOpnyyaN 2s24g (uaswoyr, vwwg) byIsyey

NE VEN =

|| fa GG WE fi Ø SAP
| FØÆÆ i 3 i Kl
| i ARE S ——) ”

i =— 35.)
TER SG

W 2
Ge sf fr
(fl ! Ft heia uk.

TOESTOY: ;OPSTANDELSE"
(1 kEN DETEKEESTEATER

ÆPPE kunde der af Tolstoy”s Roman «Opstan-

| || N delse» være skaaret et virkeligt Drama. Bogens

|| || Linjer er saa lange, Emnet saa strakt, de sjælelige

| Kurver meget vidtløftige, Tidt har Formen ganske

sidighed en scenisk Mulighed. Der gaar gennem
Tolstoy's Emne en umaadelig Menneskestrøm, et
forvirret Kor af Menneskestemmer: Embedsmænd

Karakteren af et Stridsskrift; der afsløres Forhold,
paavises Brøst ved meget grundige Indlæg. Dog er
der Liv i denne mærkelige Bog, omend kun Livets
ene Side: Lidelse. Og muligt laa der i denne En-

og Syndere, Overklasseriddere og Mouschiker, der
hver for sig tumler med sin snævre, dog saa vig-
tige Sag, som ganske privat har det knebent og
ondt ”hver paa sin” Vis: Alle disse Brødre er det,
Tolstoy ved sit Kærlighedsbudskab tror at kunne

Købmanden (Hofman) Kommisen (Guldbr.

andsen) Obersten (Borchsenius) Retsformanden (Jerndorff) Fyrst Nekludof (Liebmann)

«Opstandelse», 1. Akt

FRE 26 ——

Fedosia (A. Bloch) Den Pukkelryggede (O. Larsen) Katuscha (E. Thomsen) Rødtop (E. Sinding) (C. Rasmussen) Kora (J. Neiiendam)
«Opstandelse», 2. Akt

udløse af den private Snæverhed, det sure Mismod
og endelige Ruin. Et Skuespil «Opstandelse» var
tænkeligt Tolstoy nærmere i Aand, til Gengæld
Bogen fjærnere i Handling end den franske Bear-
bejdelse synes. Man kunde tænke sig en Række
Scener, hvorigennnem uden Ophør Menneskestrøm-
men randt, et dumpt, ofte sønderrevet Kor af
Menneskestemmer tilbagekastet af Scenens Sym-
bolik som ved Hulspejle — et Stykke, hvor Ud-
vikling, Linje og Logik opofredes for Tonen, al-
ene Tonen.

Den franske Bearbejder har imidlertid nøje og
tørt søgt at ligedanne Dramaet med Romanen, han
har behændigt ved et Forspil og passende Mellem-
akter søgt at tilsnige Udviklingen Strakthed og at
underskyde Sjælene Forandringer. Men bestandig
bliver han Tilskueren en ærlig Forklaring skyldig,
og man føler sig bedragen. Akterne forekommer
En som Udsnit af et Tema — og tilmed ganske
vilkaarlige Udsnit. Hertil kommer, at selv ikke de
enkelte Scener hver for sig rummer Liv. Den store
Skare Rollehavende synes temmelig ligegyldige Sta-
tister. Netop ved deres Mængde kunde stor Virk-
ning være naaet, en Slags Sammenstimlen om Dra-
maets Idé. Man erindrer de Bjørnsonske Dramaer,
hvor alt scenisk Materiale virker med, hvor alt

Fedosia (Anna Bloch)

Politiofficeren (Guldbrandsen) Simonson (Zangenberg)

forenes i en mægtig universel Symbolik. I <Op-
standelse røres man ikke af nogen Symbolik. Der
straaler en egen Musæumskulde ud fra de meget
ægte russiske Samowarer, Ovne og Mouschiker. Thi
for saavidt er Iscenesættelsen mønstergyldig kor-
rekt. Men Bearbejdelsens overfladiske, tidt udpræget
franske Salontone har vanskeliggjort Instruktørens
Arbejde. Dog glædede man sig over Iscenesæt-
telsens Smag og fine Kunstforstand. Lovlig effekt-
fulde var Skrigene af en pisket Straffefange. Saa-
dant illuderer ikke, fordi man nødig vil illuderes
og foretrækker at tænke paa Statisten, der staar
lænet mod en Kulisse og giver Hals.

Naar man alligevel fra det kgl. Teaters Fore-
stilling bevarede faste og dybe Indtryk, skyldes det
Spillet og især Fru Emma Thomsen's Katuscha,
denne saa brat tegnede Menneskekurve, der bliver
til som Katuscha, knækkes nedad til Maslowa for
til Slut at opstaa som en Himlens Helgen Katha-
rina. Mellemakterne lod klogeligt Tæppet falde for
Overgangene; men Fru Thomsen søgte ved sit Spil
at sandsynliggøre dem og at vise dem som skjulte
Uviklingsmuligheder i hvert Stadium. Og skønt
ogsaa hun i Forspillet besværedes af Replikernes

Salonstil, underbyggede hun dog allerede her ved
kloge og fine Midler Udviklingen nedad mod Ka-
tuschas Degradation og Fald. Men bedst lykkedes
Billedet hende i 2den Akts Fængselsscene. Fysiog-
nomiet var ypperligt: Gadens forjaskede Tøs, hvis
Stemme med øvet Kælenhed meget opmuntrende
udgaar af hendes Mundvige, alle disse sent erhver-
vede Cigaret- og patschouliduftende Bymanerer, der
særtegner den faldne Bondepige. Men tillige sporede
man i hurtige Trækninger, .i smaa sensible Blink
Fortid og Fremtid: Erindringen om den Uskyld,
der var, og knyttet hertil udover Øjeblikket det
forpinte Haab, den stumme, bestandige Tanke om
den, .der en Gang skal komme og byde hende Op-
staa. Ogsaa den endelige Klaring og Forklarelse i
sidste Akt var af fin poetisk Virkning, skønt Ka-
tuscha her stærkt erindrer om en Carlo Dolce's
sødladne Magdalena. Fru. Bloch's blege og barn-
lige Giftmorderske, der saa umotiveret træder ind
og paany ud af Stykket, var en smuk og fin
Præstation. Overhovedet var Fængselsscenen mest
virkningsfuld, og af alle Akter forekom den mest
russisk. Der var noget vist halvasiatisk over dette
Bunkefængsel, hvor en maddikeagtig Klump af Men-

Katuscha (Emma Thomsen) Fyrst Nekludoff (Liebmann)

— 28 —

==

IV "F f«costapueysdQ»

(tuepuanaN) HoloposoNn (31aqA4y2g) ozury (81aqua8ueg '"y1g) euew (uaspue1qpjne)) uadiyon og (udswuoyT, ewnug) vyasmey

nesker bevogtes af Kvinder i hvid Drejlsuniform.
En ung Dame, Frk. Oda Larsen, der i Spil og
Maske var fortrinlig, bør her nævnes. Temmelig
mat derimod virkede Scenen, hvor Edssvorneretten
raadslaar. Dette Tolstoy's glimrende Indlæg for
absolut Retfærdighed mod det Jurysystem, der for
mange staar som Udtryk for ideel Ret, svinder i
Bearbejdelsens store Retsscene ind til næsten farce-
agtige Optrin. Men maaske er dette scenisk den
eneste mulige Løsning. Selve Tolstoy's Hoved-
linje gennem Romanen, Fyrst Nekljudoff bliver i
Dramatiseringen ganske underordnet og ikke let
forstaaelig, næppe altid helt sympatetisk. Hr. Lieb-
mann sagde de svage Repliker med megen Takt,
søgte at finde Udtryk for Karakterens lette Rhytme
gennem Dramaets Stigning. Men der er paa Scenen
næppe nogen Form mulig for denne redingote- og
zobelskindsklædte Drømmer, der i en Roman saa
heldigt forflygtes bag Idéerne, han bærer. Paa
Teatret vil man sanse, kende og forstaa enhver,
der taler,
OrTTo Runc.

Suzanne (Frk, Thorberg-Sommer) i «Hvor man keder sig»

Suzanne (Frk. Thorberg-Sommer) i «Hvor man keder sig»

PRIVATTEAFRENE

EN røde Lygte har de sidste Uger skinnet lystigt

henover Nørregades Brosten. Det halve Kø-
benhavn har gæstet Folketeatret for at se paa «Hvor
man keder sig», den gamle, elegante Markiskomedie,
der er hentet paa Kongens Nytorv for at give Fru
Eckardts Gæstespil en pyntelig Ramme. Iøvrigt har
der om Stykket været udkæmpet en bitter Kamp,
der ved Gud var en bedre Sag værdig; thi set med

"nøgterne Øjene er Stykket ikke straalende, — det

er aldrig videre morsomt at se Folk kede sig paa
Scenen! Den muntre Kispuds i Palmehaven virkede
dog endnu saare lystigt.

Udførelsen var helt igennem god. Fru Eckardt
(Hertuginden) spillede overlegent og elegant, og
den unge Frk. Thorberg-Sommer gengav Suzannes
Rolle med et straalende Liv og en Rapmundethed,
der røbede Evner. Ogsaa Fru Nansen, Fru Agger
holm og Lindstrøm havde skabt helt pudsige og
karakteristiske Figurer,

Dagmarteatret har siden- sidst faaet to nye,
spøgefulde Stykker paa sit Program: «César Giro-
dots Testamente» og «Spøgelser».

«Spøgelser er en ganske lille, munter og harrmm-

SOE

GET Er. Sot, JOE Felix (Kornbeck) Lehucboir Jacques Wiehe) Langlumeau (Wandahl)

«César Girodots Testamente»

Winifred (Oda Rostrup) Kaptajn Trivett (Dinesen) Lady Yester (Augusta Wiehe) Sir Ludoviz (Herte!)
i «Spøgelser» i «Spøgelser»

løs Bagatel, hvis Fader er en bekendt Londoner-
skuespiller ved Navn Marshall. Det er en Parodi-
komedie, en engelsk «Kærlighed uden Strømper»,
der latterliggør de overspændte Ammestueromaner
og tillige er rettet mod Spiritisterne, ad hvis syge-
ligt hysteriske Fantasi Forfatteren smiler. "Det lille
Stykke er fuldt af pudsige Indfald og Udfald,

Augusta Wiehe og Aage Hertel slog Gækken løs
som de to hundredaarige Spøgelser, mens Oda Ro-
strup og Dinesen var deres mere massive og haand-
gribelige Efterkommere.

«César Girodots Testamente» er en lystig fransk
Farce, der rummer mere Menneskekundskab og dy-
bere Menneskeskildring end disse Stykker plejer.
Den giver et ubarmhjertigt Billede af, hvor utilta-
lende Mennesker teer sig, naar de skal arve. For-
fatteren svinger Pisken over Hovederne af dem,
rækker spottende Tunge af dem og lader dem til-
sidst staa med lange Næser. Det er selve Livets
store kaade og overgivne Farce.

Soph. Neumann, Margrete Nyrop, Mathilde Nielsen,
Jacques Wiehe (udstyret med en herlig Maske) og
Wandahl repræsenterede de onde menneskelige In-

' stinkter, — og gjorde det meget pudsigt, — mens
Hi Orlamundt og Kornbeck" øvede sig i Ædelhed og
Isidore (Neumann) Clémentine (Mathilde Nielsen) Selvopofrelse.

i César Girodots Testamente»

i

Å
REE EFTER TATA NAV TAED ATFErEN

DER KGESKENTER DAGMAR FEAEREF

ADER HOLBERGS Smil lyser
FS som en Sol henover
Kongens Nytorv, hans evigunge
Latter kalder atter Folket sam-
men i hans Hus, foran hvis Fa-
cade han sidder i sin høje Sten-
stol og ser. paa Menneskencs
udødelige Daarskaber.

Det kgl. Teater har igen faaet
«Barselstuen» paa sit Repertoire

. i det hele taget øser Te-
atret i saare prisværdig Maale-
stok af den Holbergske Kilde,
hvad man maa finde rimeligt i
en Tid, hvor vi i det mindste
har een Skuespiller og een In-
struktør, der formaar at ind-
blæse de gamle Skatte et nyt
og. straalende Liv paa Scenen,
og som gør det til en Nydelse
at overvære en Holbergforestil-
ling paa vort Nationalteater.

Saa ofte har de unøjagtige
Sceneangivelser hos Holberg
voldt hans Eftertid mange sure
Bryderier, og saaledes er .der

Corfitz (Olaf Poulsen) i «Barselstuen»

gg ==

RE

gennem Tiderne bleven ført en-
deløse Diskutioner om, hvor
«Barselstuen»s to sidste Akter
skal tænkes at foregaa. William
Bloch har imidlertid overskaaret
Vrøvlets og Diskutionernes ind-
filtrede gordiske Knude og saa-
ledes med et raskt Hug løst alle
Vanskeligheder — eller saa godt
som alle Vanskeligheder — ved
at lade de omstridte Akter fore-
gaa paa Gaardspladsen foran Cor-
fitzs Hus.

Paa den lange Rolleliste, der
krævede, at selv Teatrets yng-
ste Kræfter sendtes i Ilden, ja
endog nødvendiggjorde Tilkal-
delse af Hjælpetropper fra Bal-
letten, straalede først og trem-
mest Olaf Poulsen, der havde
valgt at fremstille Corfitz som
den dybt u'ykkelige og for-
græmmede Mand, der i Grun-
den vækker mere Medlidenhed
end Latter og overfor hvem
Spasmagernes Løjer synes lidt

ilde anbragt.

CI
E--

eee 5.

ES TERE

re
i
2
.
$
$

Barselkvinden (Emma Thomsen)

Anne Kandestøbers (Jonna Neiiendam)

«Barselstuen», 2. Akt

Ved Siden af Corfitz virkede Troels

(Guldbrandsen) lidt mat, tiltrods for de mange høje

Vræl!

Af. «Barselstuen»s brogede Gæster bed man
Mærke i Gedske Klokkers (Soffy Walleen), Anna
Kandestøbers (Jonna Neiendam )) og Else Skolemesters
(Frk. Antonsen). Desuden vil man huske Emma
Thomsen som den blege Barselkone og Holger Hof-
mans raptungede Lurendrejer.

Dagmarteatret har haft overordentlig Held med
Holsts «Hverdagsfolk», dette elskværdigt revsende
Skuespil, der har sine 30 Aar paa Bagen, men som
alligevel altid vil synes ungt, fordi de smaa menne-
skelige Svagheder, hvoraf det smiler, vil leve lige-
saa længe som Menneskeheden selv. En glimrende
Idé var det at lade de Spillende optræde i Halv-
fjersernes snurrige Dragter, hvorved straks den
hyggelige, gammeldags Tone blev anslaaet, som
Publikum nu en Gang saa godt kan lide, og som
øjeblikkelig gav Folk den betryggende Fornemmelse,
at Forfatteren ikke mente det saa slemt med sine
smaa Stikpiller.

Udførelsen var gennemgaaende over al Maade
rosværdig. Fjelstrup og Emma Wiehe virkede ved
lun og diskret Komik, og baade Mathilde Nielsen,
Albrecht Schmidt og Olivia Jacobsen fortjener Omtale;
den sidste havde trukket sin Figur op med vel
kraftige Streger, men Fruen er jo ogsaa vant til at

Troels (Guldbrandsen) Corfitz (Olaf Poulsen)
«Barselstuen», 5. Akt

Justitsraad Abel (Fjelstrup) Flemming (Albrecht Schmidt) Frank (Dinesen)
«Hverdagsfolk», 1. Ak

rare

Abel (Fjelstrup) Frank (Dinesen) Marie (Oda Rostrup) Fru Abel (Emma Wiehe) Fru Basse (Math. Nielsen) Betty (Olivia Jacobsen) Frøken Pihl (Margrethe Nyrop)

«Hverdagsfolk», 3. Akt

ÅXEL

Locuer: Margrethe Nyrop i «Johannes den Døber»

Direktør Benjamin Pedersen

AxeL LocHer: Margrethe Lendrop i «Carmen»

færdes midt i Farcens bredliniede Komik. Saavel
Neumann som Margrethe Nyrop vakte Latter i de
faa Sekunder, de var paa Scenen; Frk. Nyrops Til-
synekomst illustreredes udmærket ved Fjelstrups
Spørgsmaal til Dinesen: «Har De nogensinde været
i Zoologisk Have?» ...en Replik, jeg iøvrigt mis-
tænker ham for selv at have beriget Stykket med.
PAUL SARAUW.

…-.

AAREDUSSEEATER

ARHUS TEATERS Bestyrelse har med Akklama-
Å tion genvalgt Direktør Benjamin Pedersen som
kunstnerisk Leder.

De kunde saa vist ingen bedre faa! I de for-
løbne Aar har Direktøren vist at have det rigtige
Greb paa at lede denne unge Scene saaledes, at
Aarhus Teater er blevet et virkeligt Hjemsted ude
i Landet for sund og god Skuespilkunst.

Foruden et fortrinligt Repertoire, hvor et skøn-
somt Valg af Klassikerne intet Aar savnes, skyldes
dette ikke mindst et med kyndigt Blik og megen
Omhu samlet Personale.

En Del af dette er gamle Kendinge, der i flere
Aar har været knyttede til de københavnske Scener;

Albert Price

men det er ikke disse alene, der giver Teatret sit
Præg. Først og fremmest tilhører den Jyske Scene
de to: udmærkede Skuespillere Albert Price og Alfred
Cohn, der hver for sig repræsenterer Provinsen paa
en Maade, at man kun kunde ønske dem knyttede
til vore Hovedstadsscener. Uden om dem staar saa
en Skare Unge, hvis Ævner ere utvivlsomme, og
hvis kunstneriske Stræben meget taler til Ære for
dem og deres Instruktør.

Disse unge Skuespillere ere nu ogsaa ulige hel-

Antoinette Winding
i «Haardt imod Haardt»

Alfred Cohn

Antoinette Winding
«Tante Cramers Testamente»

Henrik Malberg

digere stillede end deres københavnske Kolleger, der
som Regel driver den bedste Tid bort, systematisk
holdt nede, og hvor kun det lunefulde Tilfælde en
sjælden Gang lader en ordentlig Rolle tilfalde dem.
I Aarhus maa der arbejdes af alle, — den hyppige
Repertoireskiften fordrer det, — og det er ofte ud-
mærkede Opgaver, de Unge faar Lov til at binde
an med.

Henrik Malberg, der fra næste Aar er knyttet
til. det kgl. Teater, viste nu i Aar f. Eks. som «Den

Benjamin Christensen
i «Røverne»

Scheenstrøm i «Ridderen af Randers Bro»
Philip Bech i «Ridderen af Randers Bro» Chr. Raaschou i «Ridderen af Randers Bro» — Maggie Zinn i «En Pokkers Tøs»

Svend Rindom i «Nøddebo Præstegaard»

Martha Hegner i «Hverdagsfolk»

Ellen Arctander i «Familien Jensen»

Malberg
i «Den pantsatte Bondedreng»

pantsatte. Bondedreng», at han — foruden Cohn,
der absolut er Teatrets første Holberg-Skuespiller —
har Ævner for det bredt komiske, — hos Hol lberg

nærmest Arv.

Fru Winding er en ung Skuespillerinde, man
kan vente sig meget af. I det nylig opførte «Ung-
domsleg» som Johanne Siems fik hun sig en sikker
Succes. Der var den rigtige robuste Eg debed og
ægte vestjysk Havduft over Figuren. Sidst som
Petra i Fru Reumert's «Tvillingerne» aabenbarede
Fruen en sikker og lun Komik.

Den unge Benjamin Christensen har en ypperlig

Thyra Dreyer
i «Axel og Valborg»

Scheenstrøm
i «Genboerne»

Jesta Berg
i «Gøngehøvdingen»

Benjamin Christensen
i «Højgaards Pensionat»

Replik og en ganske egen Ævne til at vække den
rette Stemning; han har i «Højgaards Pensionat»
og «Axel og Valborg» tilstrækkelig dokumenteret
sit absolutte Talent.

Ligeledes ere Beck, Schenstrøm og Jesta Berg
dygtige unge Kunstnere. Der i det hele meget
Talent og megen Udviklingsmulighed hos Teatrets
unge Stab; man føler, at de fleste gaar med en
Marchalstav i Tornystret, og at de til Fører har
en Mand, hvem Sejren følger.

JOHANNES BRYNJULFSON.

Dora Madsen
i «Mascarade»

— 40 —

7717

SN

SBÅARBEREN I BAGDAD

DET KGES TEATER

ET KGL. TEATER's Opera-Nyheder er i Reglen
hverken fra iaar eller ifjor. «Barberen i Bagdad»

er ogsaa af gammel Dato. Peter Cornelius skrev
den for ca. so Aar tilbage, og det er næsten 25 Aar
siden, den efter uretfærdig Forglemmelse droges
frem igen og begyndte et nyt Liv rundt omkring
paa Tysklands Operascener. Der har saaledes været
Tid nok for det kgl. Teater til at tage sig af den,
men det har handlet rigtigt i at lade den ligge, saa-
længe det ikke havde opfyldt sine Forpligtelser
overfor det, der var langt vigtigere, saasom Richard
Wagner's Musikdramer.

Imidlertid — endnu forinden vi har faaet alle
disse frem — finder Teatret sig pludselig oplagt
til at give os «Barberen i Bagdad», og da Planen
først er fattet, er man forholdsvis ikke længe om
at realisere den. Hungrig kaster København sig
over «Nyheden» — og skuffes.

Det maatte ganske naturligt blive saaledes.

«Barberen i Bagdad» er ikke noget Storværk,
ikke en Gang noget meget betydende Værk. Det
tør næppe betragtes som mere end en musikalsk
Poets og poetisk Musikers For Spøg-Forsøg paa
ogsaa -fra Scenen at manifestere et Talent, han med
Held havde udmøntet i talrige lødige Romancers
smaa Former. Cornelius, der var en saare beskeden

Mand, betragtede vel knap selv sin «Barber» som en
Begivenhed; som saadan har den sikkert heller ikke
staaet for hans Samtid. At den virkelig i den ger-
manske Musikverden er kommet til at gælde for
en Daad og et Hovedværk, viser bedst, hvor ringe
kunstnerisk Værdi Opera-Literaturen i Tyskland
samtidig med og efter Richard Wagner havde haft,
og hvor umuligt det har været for den at faa Tag
i Publikum.

«Barberen i Bagdad» har musikalsk set stor
Værdi, men lider under en altfor hyppig Uoverens-
stemmelse mellem Tekst og Musik og under først-
nævntes Barnlighed. Cornelius har ikke blot efter
Wagner's Mønster, men ogsaa i Kraft af sine Evner
været sin egen Librettist. Mærkeligt, at han som
Digterkomponist ikke har kunnet blive enig med
sig selv. Der kunde paavises adskillige Steder i
Operaen, hvor Digteren Cornelius gaar mod Øst,
Komponisten Cornelius mod Vest. Et ejendomme-
ligt Fænomen, naar man mindes, at Cornelius var
en overmaade intelligent og kultiveret Mand, som
netop stod den hele Wagnerske Bevægelse saa over-
ordentlig nær, og at denne gik ud paa den mest
fuldkomne Harmoni imellem Situation, Ord og Toner.

Men ogsaa i andre Henseender ser vi Cornelius
følge Veje, der er forskellige fra de af Wagner an-

ÆRE ==

i

(G. Lindstrém,

Sot,

Bostana (Margrethe Lendrop)

Y 5
g.0
fa É

Barberen (Helge Nissen)

(uassiN 2872H) uaroqirg — (31aqaØøH »aq[Vv) Une (lJØWw eEPD) uassasuug — (ginsory sued) vydusnw "30f Nup sg EPUNT ">

viste og betraadte. «Barberen i Bagdad» giver ganske
vist Orkestret en stor og selvstændig Opgave at
løse, men indrømmer det dog ingenlunde den frem-
trædende Plads som Wagner, ved Siden af eller
endog foran Sangerne. Hvad der synges i den lille
Opera, er ikke blot meget smukt i højere Forstand,
det er tillige saare «melodiøst» i lavere Forstand.
Sangerne har noget at-tage fat påa — NB. hvis
de forstaar deres Ting. Og samtidig fortæller In-
strumenterne nede i Orkestret os de nydeligste smaa
Vittigheder. For den, der følger godt med, bliver
der. nok at passe paa og ingen Tid til at kede sig.
Men Flertallet af Tilhørerne hverken kan eller vil
høre saaledes til, og derfor er «Barberen i Bagdad»
Musik for de faa. Disse. vil imidlertid glæde sig
over den Noblesse og Ynde, den Sjælsfinhed og
Skønhedssans, der præger hele det lille Partitur.
De vil more sig over mangen Enkelthed, der illu-
strerer en Replik eller en” Gestus — og de vil
ærgre sig over de Momenter, hvor der er Komik
paa Scenen og Gravens Alvor i Orkestret eller om-
vendt, for ikke at tale om dem, hvor Liv og Farve
det ene Sted svarer til Stilstand og Bleghed det
andet Sted. Men de vil, naar de gaar hjem, mindes
de tre Muezziners Sang i Kulissen som Partiturets
lykkeligste Fund, Korene som mønsterværdig op-
byggede Ensembler af udmærket Klangvirkning, Kær-
lighedsscenerne, baade dem, hvor de elskende synger

PRIVATTEATRENE

en sidste Maaned før Jul er en sløj Tid for

Teatrene, hvorfor man heller ikke kan for-
tænke Direktørerne i at de er lidt matte og ikke
strænger sig særligt an. Kun to Nyheder kan noteres
— den ene var endda en Reprise — og ingen af
dem vil sætte Spor i Teaterhistorien!

Dagmarteatret har faaet en Faibe for Fritz Holst ;
efter «Hverdagsfolk» fulgte nu forleden «Skaarup
og hans Venner», der fik sin Premiére paa selve
Digterens 70 aarige Fødselsdag. Desværre var Hønen
for mager til, at den kunde skabe nogen overvættes
Feststemning, skønt baade - Neumann og Albrecht
Schmidt og Olivia Jacobsen lagde sit svært i Selen
for at glæde Eødselsdagsbarnet. Men maaske den
udmærkede Udførelse alene er nok til at skaffe
Stykket Sceneheld.

Folketeatret har haft megen Glæde af Ellen
Reumerts «Tvillinger», takket være Helsengreen, Sigrid
Andersen og Berggreen, til hvem Forfatterinden bør
staa i evig Taknemmelighedsgæld. I det hele taget
stod Skuespillernes Præstation langt over Forfatter-
indens,

hver for sig, og dem, hvor de Optræder sammen, som
baarne af en varm og sund og stærk Følelse. Hvad
gør det da, at de samtidig mindes halve Sider hist
og her, der viste Paavirkning saa af Weber, saa af
Schumann, saa af Mendelssohn, saa af «Tannhåuser»s
Wagner, saa af «Barberen»s Rossini, saa af Berlioz
i den musikalske Komik!

Havde det kgl. Teater givet os «Barberen i
Bagdad», medens Schram levede, vilde det have
været forstaaeligt, ja, et udmærket Greb. Thi han
vilde have kunnet skabe en vidunderlig Skikkelse
ud af Barberen, den gamle, naragtige, snakkesalige
Fyr, som nu Hr. Helge Nissen gjorde saa morsom,
han formaaede, uden dog at naa udover en rent
akademisk Gemytlighed. Men han sang fortræffeligt
og viste i den store Årie i første Akt en uanet
Koloraturfærdighed. Hans Kjerulf var den flove
Elsker med bævende Stemme os Hjerter SElans
Tremoleren og Urenhed ødelagde desværre Duetten
med den elskede Margiane, som Frk. Ida Møller
forøvrigt gengav saa helt igennem nydeligt. I Smaa-
partier beredte Agerholm som Kadien og Høeberg
som Kalifen ingen Overraskelser. Det gjorde der-
imod Fru Lendrop som Bostana — en udmærket
Musikfarce-Figur, den eneste af dem alle, der var
paa den rigtige Side. Men denne ene var for lidt
til at give Opførelsen den Stil, den skulde have.

Gustav HeTtscH.

Fru Brandt (Math. Nielsen) Skaarup (Soph. Neumann)

=—44 —

Skaarup (E. Wiehe)

Carl (Jacobsen) Laura (O. Jacobsen) Fru

eck) Møller (Wandahbl)

Tromsø (Kornb

Kammerherren (Hertel)

«Skaarup og hans Venner»

kt

SA

ger»

T villin

(Marie Ring) Dr. Berg (Emil Helsengreen) i «

(og
[=]

Fru Ber:

G. Lindstrom, fot.

EA)

G. Lindstrom, fot.

Dr. Berg (Emil Helsengreen) Trine (Sigrid Andersen)

Frederiksen (Marius Berggreen) Petra (Ellen Aggerholm)

Jenny (Vera Beyer) Villy (Svend Aggerholm) Leopold (Poul Reumert) Lulla (Betty Meyer) Trine (Sigrid Andersen)
«Tvillinger», 2. Akt

Wieghorst, Aarhus, fot. (Gerda Krum)

Aarhus Teaters sidste Nyhed: «Den lille Pige med Svovlstikkerne»

FRU IDA AALBERGS GÆSTESPIL

Ey AÅALBERG fik unægtelig Juletravlheden at føle hendes Evne og vurdere hendes Energi i Beundring
ved sin korte Optræden paa Folketeatret. Der for hendes Arbejdes kunstneriske Alvor. Udbyttet

var saa godt som
tomt Hus alle fire
Aftener. Men til
Gengæld vandt
hun sig mangenye
Venner mellem de
faa, der var kom-
ne, foruden de
trofaste, der havde
bevaret hende i
Erindringen fra
den Saison, da hun
for en Del Aar
tilbage var enga-
geret til Dagmar-
teatret "Og-de;
som i Skuespil-
kunsten søger
Menneskefremstil-
lingen og Menne-
sket mere end Te-
atermaleren eller
Yndlingsskuespil -
lerens klangfulde
Deklamationer —
de er jo alligevel
ikke mange, og
for saa vidt havde
Fru Aalberg det
bedste Publikum,
hun kunde ønske
sig. Naar det ikke
havde været for
Kassens sørgelige
Tomhed efter Op-
gørelsen, havde
hun kun Grund
til at være tilfreds
med sit Gæstespil.
Hendes Kunst,
som den udfolde-

af Ida Aalbergs
Spil for de halv-
tomme Bænke var
det stærke Ind.
tryk, man modtog
af en Vilje, der
satte alt ind paa
at naa sit Maal,
en Kunstnerindes
utrættelige Kamp
med sig selv for
at gøre sit Arbej-
de til et Billede
af sit Liv og sin
Erfaring. Det dy-
beste i hendes
Kunst var den Vi-
den om Menne-
sker, som Lidel-
sen og Smerten
og Selvhævdelsen
efterlader som
Summen af Op-
levelserne.

Fru Aalberg
var ledsaget af et
Selskab af unge
wienske Skuespil-
lere, af hvilke gan-

ske vist ingen
gjorde sig særlig
bemærket, men
som i deres dyg-
tige og sikre Sam-
menspil ikke blot
vidnede om deres
Leders Evne som
en samvittigheds-
fuld Instruktør,
men ogsaa gav
den, der vilde se,

desire tra Aften stil Aften — frarden smertelige et morsomt Stof til Sammenligning med dansk
Fremstilling af Magdas alt for mange Erfaringer i Skuespiller-Ungdom. Der er ikke saa faa af vore
«Hjemmet» til det kloge Menneske, hun gjorde sin unge «Talenter», der af denne tyske Trup kunde
Hedda Gabler til, og hele det smukke Sammenspiil, have lært et og andet om Sammenspillets Værdi
hun havde skabt i «Onkel Wanja» — fulgtes af for,en Teateraften, naar "det ellers kniber lidt for
et Publikum, der mere og lærte at sætte Pris paa de Enkelte.

(| ÅXEL GARDE.
|

| BOR

ZR
SY

d | S &g

DD al

rl sn
Å ; ”) ; GDYN
FERYN DR

DEFRKGESTEATER

PRILSNARRENE — hvilken tindrende Satire over
Å det kgl. Teater! I Parkettet sidder Eleverne
og ler af Bestyrere og Lærere, «hvilke Forfatteren
har haft for Øje og fremstillet i afskyelig Karika-
tur». Og paa Scenen staar i Trine Rars Lignelse
vor dramatiske Muse med sine Regler og sine
Anelser og hun synger: Der er i Himlen en Dreng
saa smuk, tro Du mig! Dette er da i Cikorietiden
det sande, Institut for Modersmaalets Røgt og den
nationale Plastik med Ansvar for Gud og Men-
nesker. Her oplæres Fru Bloch til at lade For-
fængeligheden fare — laissez la vanité! Her gen-
fødes Hr. Zangenberg som Snedkersvend, dukken-
de noget afproppet frem i Ensemblet fra en
Champagnekurv. Her staar det Skab, hvorfra Anne-
Grethe Antonsen, denne trofaste og elskværdige
Sjæl, hentes frem til Rampens vrede Lys. Og
her faar Hr. Jerndorff til Afveksling Lejlighed til
at deklamere Svensk med Benene. Sørgeligt at
se, hvor vanskeligt det. falder Fru Neiiendam
blot at agere Mandel, hvor .der er al mulig
Grund til at være Bittermandel. Til Gengæld er
Olaf Poulsen virkelig Zierlich — en Satire over
selve Satiren, fuldt ud korrekt i alle Enkeltheder
og dog Indehaver af det store Spørgsmaal: Hvad
skal dette blive til? Den, der elsker Teatret,
kunde godt græde Blod over denne Kunstner, der
sidder inde med alle sin Kunsts Hemmeligheder, og
som dog bestandig maa spille Zierlich i Instituttet.
Som det danske Teaters godmodige Aprilsnar lun-
ter han omkring i ensom Majestæt for, naar det

bliver ham for hedt, at trække sin Kjole af og
lægge den ind i Skabet til Wienertærten.
Ak ja, alting begynder forfra! Hvor vore For-

Trine Rar (Anna Bloch) Tennemann (P. Jerndorff)

ance (E. Thomsen)

er (An. Antonsen) Zierlich (O. Pculsen) Const

il

Apri

Rar (Soffy Walleen) Frk. Trumfmey

Mad.

nna Bloch)

ÅA

Trine (

arrene»

sn

«

er (Chr. Zangenberg)

åd Møli

ried

ance (E. Thomsen) Siegf

ielsen) Const

N

loch) Hans Mortensen (Poul

Trine Rar (Anna B

—. 50 —

St, Cæcilia (Fru Bech) Cæcilia (Fru Guldbrandsen) Veit (H. Bech)

— sI

Kajsa (Fru Walbom) Jaroslaw (Iversen)

ældre slap, begynder vi. Allesammen skal vi igen-
nem den almindelige Reguladetri: Naar et Pund
Kirsebær koster 2 Mark 8 Skilling, hvad koster saa
en Parketbillet? Og Publikum betaler med Glæde
Billetten for de nationale Kirsebær uden at gide løse
Ligningen. Hvor dette Publikum dog er let at bedaare
og forføre, det ejer ingen Blufærdighed! Og det
morer sig — ikke over den Satire, det ser leve for
sine Øjne — men over de døde Løjer. Ingen fin-
der paa at vende Brodden mod Teatret, ingen ler
hoverende, demonstrativt! Men naar Hr. Poul Niel-
sen gaar paa Hovedet i den taalmodige Kurv, saa
skratgriner det dumme Rum.

Fra den klassiske Enakter til Pantomimen, der
følger efter, er Springet ikke langt. Med Bournon-
ville in mente har ingen vovet at kalde «Santa
Cæcilias Guldsko» for en Ballet. Det er heller
ingen Pantomime, knapt nok et Udstyrsstykke, sna-
rere et Slags levende Billede — brugeligt til Re-
klame for en bedre Skotøjsforretning. Paa Teatret
i Tivoli vilde den være bleven en afgjort Fiasko;
paa det kgl. Teater faldt den ind under Kategorien
Fordøjelsesstykker og blev saaledes vel modtaget.
Hele Balletpersonalet var paa Benene for denne
Sags Skyld, en Pas de deux blev nydelig danset,
Musikken sang af Enna, Teksten smagte af Rosen-

berg, Instruktionen lyste af Lehmann. Men naar
saa. store Aander næste Gang mødes, var det saa
ikke muligt, de kunde finde et Emne, der laa os
nærmere end en katholsk-bøhmisk Pantomime?

Saaledes vender denne Forestilling et satirisk
Ansigt baade mod Skuespil og Ballet. Aprilsnar-
rene danser i St. Cæcilias: Guldsko over Scenen
med det evige Rykkerbrev til Direktionen.

Louis Levy.

PRIVATTEATRENE

NDEN JULEDAG plejer at være de københavnske

Teatres store Festdag, hvor samtlige Direktører
ryster ny, blændende Forestillinger ud af Ærmerne,
hvor de røde Lygter allerede tidligt paa Eftermid-
dagen hoverende straaler foran alle Teaterfacader,
og hvor Anmelderne stønnende og svedende styrter
fra Nørregade til Jærnbanegade og fra Jærnbanevade
til Amaliegade for at sætte deres højtidelige Stempel
paa de ny Varer, mens der i Familiefædrenes Indre
raser en heftig Sjælekarnp, inden de kan blive enige
med dem selv om, hvilke af de mange Tillokkelser
de og deres Familie bedst kan være tjent med at
lade sig friste af.
uden større Sindbevægelse; denne Gang var der ikke

I Aar forløb Dagen fredeligt og

meget at rende efter! Kun et eneste at alle den

teaterlystne Bys Privatteatre bød paa en Nyhed;

det var Casino, som fremførte Ernst IWWolxzogens
«Ekscellencens Børn» — og det skulde det endda

maaske hellere have ladet være med! «Børnene»
fik nemlig en meget stedmoderlig Behandling.

At «Ekscellencens Børn» er af tysk Oprindelse,
det er man ikke længe om at opdage! Alt er efter
Recepten: den gemytlige Major, den brave, pim-
pende Oppasser, den schneidige Løjtnant med det
stramme Halsbind og det stramme Æresbegreb. Det
er hele den autoriserede Personliste! Desuden op-
træder den i den dramatiske Literatur heller ikke
ukendte hovedrige Amerikaner, der som en deus ex
machina bringer Orden i Tingene, hver Gang Situa-
tionen bliver truende.

Fjelstrup var hentet ovre fra Jærnbanegade for
at spille Major v. Muzell, og han gav en ypperlig
Karakteristik af gamle hidsige Buldrebasse. Den
ellers saa dygtige Cajus Bruun (Ralph Normann)
talte som led han af en styg Tungefejl. Det skulde
forestille amerikansk Accent og var ganske irrite-

G. Lindstrom, fot.

Giulio (Dinesen) Filippo (Johs. Poulsen) Teresina (Anna Larssen) Tintoretto (Martinius Nielsen)

«Renaissance», 3. Akt

G. Lindstrøm, fot. Tintoretto (Martinius Nielsen) Teresina (Anna Larssen)

«Renaissance»

G. Lindatråm, fot.

Tintoretto (Martinius Mielsen) Giulio (Dinesen) Teresina (Anna Larssen) Filippo (Johs. Poulsen)

«Renaissance»

rende at høre paa. Oda Rostrup var indtagende
som Trudi, men Gerda Christophersen yderst uheldig
som Generalinden; iøvrigt spillede hun, som om hun
selv følte, at hun var det!

Kasinos Publikum, der ikke er vant til saa
ukrydret en Ret, smagte denne tyske Nationalspise
ikke, og «Børnene» maatte snart vige Pladsen for
den udmærkede gamle Folkekomedie «Den Pukkel-
ryggede», der i sine 9 spændende Afdelirger stiller
alle de Mord, Blodudgydelser og Barnerov til Skue,
som det raffinerede og forvænte Casinopublikum
forlanger af en rigtig Folkekomedie.

Holger Rasmussen var mærkeligt nok Helt, hvad
der vistnok forstyrrede Illusionen en Smule. Hans
Ravnerøst egner sig ogsaa bedre til at udslynge
Skurkens Trudsler "end Heltens hjertegribende Bra-
vader, men han var iøvrigt udmærket i de Scener,
hvor han agerede med Pukkel paa Ryggen. Nævnes
kan endvidere Rostrup som den væmmelige Hertug
og Alfred Møller og Pio som det krigslystne Ban-
ditpar.

Stykket var sat pragtfuldt i Scene, navnlig Kamp-
optrinene var effektfulde, men det måa paatales som
et utilgiveligt Sjuskeri, at Baggrunden i 7ende Akt
forestillede en solbeskinnet Have, skønt Akten ud-
trykkelig siges at foregaa ved Midnat. Midnatsol

er dog vistnok et Fænomen, som endnu indtil Dato
ikke er iagttaget i Frankrig!

Dagmarteatret fejrede Julen, og Anna Larssen
og Johannes Poulsens Tilbagekomst ved igen at op-
føre Edgar Høyers «Tante. Cramers Testamente»,
Skuespil i fire Akter frit efter «César Girodots Te-
stamente». Det var vel ikke netop de Opgaver,
som de to udmærkede Kunstnere havde ventet sig
ved Hjemkomsten. Stykket er jo iøvrigt blevet po-
populært paa Grund af den mesterlige Udførelse,
der bliver det til Del.

Kort etter Jul fandt Dagmarteatret en anden af
sine gamle Succeser frem, nemlig «Renaissance»,
dette lidt spinkle, men meget skønne og lyriske Billede
af middelalderlig, veniziansk Kunstnerliv. Drachmann
har andetsteds med langt rigere Farver end her skildret
denne de stærke Sansers og store Begavelsers Tid,
men alligevel ejer dette lille Drama ikke ringe Til-
trækningskraft, ikke mindst paa Grund af den over-
ordentlig smukke Musik, hvormed Lange-Milller har
gennemsyret det. Udførelsen er den samme fortrin-
lige som sidst og Rollelisten uforandret, kun er Di-
nesen nu stukket i Adam Poulsens aflagte, stramme
Trikot; hans Giulio er lidt spinkel.

Folketeatrets Juleforestilling var «Tvillinger»
— ak! PAUL SARAUW.

Ralph Normann (Cajus Bruun) Major Muzell (P. Fjelstrup)

Asta Normann Dr. Diedrichsen Trudi Muzell Diedrichsen Bodo
(Alf Prins) (C. Bruun) (Reenberg) (Oda Rostrup) (Fjelstrup) — (Arn. Christensen) (E. Rostrup) |

«Excellencens Børn», 4. Akt

— 55 —

re ar re EEN

Passepoil (Pio) Cocardasse (Alfred Møller)

Henri de Lagardére (Holger Rasmussen)

Peyrolles (Hjorth-Clausen) Gowzague (E. Rostrup)

Blanche (Marie Niedermann) Lagardére (H. Rasmussen)

ET har i de senere Aar været det kgl. Teaters

kunstneriske Stolthed, at Holbergs Komedier
ligesom har faaet nyt Liv paa Scenen. Forhaabenlig
vil man ogsaa fremdeles omfatte Komedierne med
samme aarvaagne Interesse. Der er jo nu ikke
tyve Aar til, at Tohundredaarsdagen for Holbergs
Grundlæggelse af den danske Skueplads indtræffer.
Vor nyere sceniske Kunst, der ellers har sin Styrke
i det moderne Lystspil eller det nutidige Samfunds-

drama — i et Par af Henrik Ibsens Skuespil yder
det kgl. Teater for Øjeblikket utvivlsomt sin yp-
perste Kunst — har til alt Held baade med Flid

og Evne dyrket Holbergs Komedier. Under det
danske Gæstespil i Sommer i Stockholm var det
ogsaa — ved Siden af Hostrups «Genboerne» —
et Par af Holbergs Komedier, der gav Foretagendet
det nationale Præg og den kunstneriske Betydning,
uden hvilket Gæstespillet havde været umuligt.
Det kgl. Teaters Styrelse, der ellers er Gen-
stand for saa megen Kritik, har, hvad Holberg an-
gaar, derfor Krav paa den største Anerkendelse.
Og er det Professor William Bloch, der paa dette
Omraade har været den egentlige Drivfjeder i Di-
rektionen, har han saavel paa Grund af sit Initiativ
som ved sin Iscenesættelse af Komedierne indlagt
sig uvisnelige Fortjenester af vor nationale Scene.

Corfitz (Olaf Poulsen) i «Barselstuen»

Em rr rr RE RENEE

ærget»

eppe paa Bj

« J

i

en)

f Pouls

Jla

eppe (O

J

William Bloch har paa samme Tid villet vække
ny Interesse for Holberg i Publikum og gyde nyt
Blod, nyt scenisk Liv i Komedierne. Med nøje
Fortrolighed til saavel den ældre som den nyere
Holberg-Forskning og med gammelt Kendskab til
Teatrets Fordringer har han bestræbt sig for at
tilvejebringe en baade korrektere og naturligere
Scenegang, —
bl.a. ogsaa hvor
Holberg selv
ved sine flyg-
tige Ændringer
eller Omarbej-
delser havde
bragt Forvir-
ring til Stede
— "og. særlig
har det været
ham magtpaa-
liggende saavel
at udfylde de
forekommende
lange Monolog-
scener med un-

derstøttende

Sidesysler, som
nu og da, hvor
det lod sig gøre,
at skabe: hele
smaa selvstæn-
dige Livs- og
Tidsbilleder. I
«Jeppe paa

Bjærget; er
Nille saaledes
under sin første
store Monolog
travlt sysselsat
med sit Vaske-
tøj; i «Barsel-
stuens slet er
første Scene
Troels ivrig til og fra sit Skur med Pudserekvisiter;
i «Gert Westphaler» fik vi et Interiør eller rettere
da Eksteriør fra et af Datidens Apoteker med Dok-
torernes Visitation o. s. f.. Flere Eksempler er næppe
her fornødne.

Udfaldet — og man skal altid respektere Ud-
faldets Ret — har vist, at William Bloch med denne
sin Fremgangsmaade har fanget Publikums Inter-
esse og i uventet Omfang trukket Folk til Huse,
saaledes at han har muliggjort den ene nye Hol-

berg-Forestilling efter den anden. Ingen Kritiker

Willam Bloch

eller Holberg-Elsker vilde derfor have Hjerte til at
lægge ham Hindringer i Vejen. Det vigtigste er
dog, at Holberg spilles og den Dag i Dag lever
sit Liv paa hans egen gamle danske Skueplads.
Men selvfølgelig er derfor ikke alle principielt
enige med William Bloch. Overfor den klassiske
Komedie ér man jo netop i de senere Tider rundt
om i Verden
gaaet den mod-
satte Vej og har
søgt at gøre
Scene-Årrange-
mentet saa sim-
pelt som mu-
ligt. Dels for-
di det alligevel
var umuligt al-
tid at bringe
den gamle Ko-
medie i Over-
ensstemmelse
med Nutidens
sceniske Illu-
sionskrav, —
selve «thea-
trum» spillede
den Gang en
Rolle, som vi
nu ikke kender
til — dels og-
saa fordi man
med Hensyn til
Klassikerne vil-
de hævde, at
hvad det gjaldt
om var Udfø-
relsen, Skue-
spilkunsten
selv, og ikke
den moderne
Udstyrelse med
alle sine Fiks-
fakserier. Man har jo saaledes gjort Forsøg med en hel
ny, primitiv Shakespeare-Scene. Endnu i vore Dage
spiller man ogsaa paa det kgl. Teater Moliére i alt
væsentligt indenfor bare Vægge. De ældre, der kan
mindes Opførelsen af Goldonis «Tilfældet har Ret»
med Fru Heiberg og Kristian Mantzius, vilf. Eks. kunne
bevidne Forskellen mellem den gamle nøgne Scene
og William Blochs nuværende Omskabelse af den
til et hollandsk Genrebillede. De gamle vil paa-
staa, at Skuespilkunsten den Gang fejrede større
Triumfer. Den yngre Slægt vil indvende, at hver

— sø —

Metode kan være god for sig. Nægtes kan det
dog ikke, at den Bløchske Realisme undertiden og-
saa har gjort sig skyldig i Fejlgreb eller Overdri-
velser. Svinene paa Jeppes Mødding var f. Eks.
sikkert for meget af det gode. De forsvandt da
ogsaa i al Stilhed
efter Førsteforestil-
lingen.

Men naturligvis,
havde den Blochske
Iscenesættelse af Hol-
bergs Komedier kun
den ydre Ramme og
de mange snildt paa-
fundne store og smaa
Tidstræk sat sætte
paa sin Fortjeneste-
Konto, var den ta-
lentfulde 'Teaterven
ilde faren. William
Bloch er jo imidler-
tid sikke” alene”Isce=
nesætter, men ogsaa
Instruktør. Det er
altsaa tillige ham, der
skal blæse Liv og
Aand i Udøvernes
Kunst. Her kunde
sikkert en alvorligere
Anke rettes imod
ham'meDersersikke
vanskeligt at se, at

ligesom William
Bloch helst arbejder
med det yngre Per-
sonale, det Materi-
ale; det er 'leftest'at
forme i, — trods den
lange Personliste i
«Barselstuen» var
Here: Faftde- ældre
Støtter slet ikke an-
vendte — saaledes har
den Holbergske Stil
og Tradition ikke no-
gen særlig Ven i ham. Hvor var ikke alt netop i
«Barselstuen» moderne. De, der mindes en Holberg-
Opførelse fra Phisters og Fru Phisters, Fru Sødrings,
Rosenkildes og Mantzius” Tid, f. Eks. «Den stundes-
løse», vil have bevaret et uudsletteligt Indtryk af en
hel anden Aand og Tone, ikke blot af langt ypper-
ligere Skuespilkunst, men særlig af Holbergsk Stil.
Hvor gik Olaf Poulsen forleden i «Barselstuen» ikke i

Harlekin (Olaf Poulsen) i «De Usynlige»

Grunden ene omkring mellem alle de moderne
Fremstillere. Alene hans Spil havde —-. ikke blot,
som den store Kunstner han er, Fylde og Farve —
men Mesterens Stil og Form. !
Til al Lykke saavel for vort Teater som for
William Bloch selv
har den moderne
Iscenesætter og In-
struktør til et Par
af Holbergs store
Karakterkomedier
haft et Par sceniske
Kunstnere af første
Rang til sin Raadig-
hed. Med al Agtelse
for Iscenesætterens
Fortjenester, har det
selvfølgelig haft stør-
re Betydning, at f.
Eks. Olaf Poulsen
har spillet Jeppe og
Nicolaj Neiiendam
Erasmus Montanus.
Samtidig har Olaf
Poulsen f. Eks. baade
som "Per "Degngbk
«Jeppe» og som Har-
lekin i «De usynlige»
bidraget saa væsent-
ligt til at kaste den
gamle kunstneriske
Glans over Komedi-
erne. Og først nu
truer jo en alvorlig
Fare, hvis Olaf Poul-
sen virkelig gør Al-
vor af til Indtægt
for 'Tersløsegaard-
Fonden at spille Hen-
rik (i «Henrik -og
Pernille») for sidste
Gang. Saa interes-
sant det vil blive at
se den store Kunst-
ner gaa over i de æl-
dre Holberg-Roller, f. Eks. en politisk Kandestøber
og en og anden Jeronimus, saa tomt vil der blive i
de yngre Rækker efter ham. «Barselstuen» var
ikke noget godt Varsel. Maatte det her lykkes
William Bloch at gøre et lykkeligt Fund. Han
havde Glæde af Lars Knudsen som Gert. Men hvor
vil han finde en Henrik?
Den nærmeste Fremtid vil formentlig derfor

— 60 —

Konsul Schmidt Nachtigall Molly
(Mantzius) (Hofman) (Elga Sinding)

Frk. Randow Thomas Helga Holst Fru Schmidt
(Jonna Neiiendam) (Wieth) (Fk. Krause) (Zangenberg) (Fru Thomsen)

«Landlov», 4. Akt

Fm: SIE

REE RE w DEL mune

G. Lindstråm, fot. Nachtigall (Hofman) 'Thomas (Wieth) Frk. Randow (Jonna Neiiendam) Fru Schmidt (Emma Thomsen) Helga (Frk. Krause) Helst (Zangenberg)

«Landlov», 3. Akt

"komme til at lægge Hovedvægten paa den Hol-
bergske Karakterkomedie, ligesom det af Hensyn til
Olaf Poulsen i det sidste Par Tiaar har været Maske-
og Intrigekomedien, der fortrinsvis blomstrede. Un-
der alle Omstændigheder tør maan haabe, at hver-

ken Teatrets Styrere eller William Bloch bliver
trætte af deres i saa høj Grad paaskønnelsesvær-
dige Bestræbelser for at holde Holbergs Komedier
lyslevende paa den nationale Statsscene.

Orro BORCHSENIUS.

—e-—=——8—

DERSKEL: TEATER —=— FOLKETEATRET

ET var morsomt efter Premiéren paa «Landlov»
DD at lægge Mærke til, hvor ivrige Bladene var
efter at prise Forfatterens noble Personlighed, hans
Beskedenhed og Dygtighed som Skuespiller. Ja,
saa krampagtige var disse Lovtaler over Poul Niel-
sens Person, at den opmærksomme Læser maatte
finde det mistænkeligt og ane, at det vel havde
sine Grunde, at de velvillige og rare Herrer Anmel-
dere saa forsigtigt gik udenom Omtalen af selve
Stykket.

Ja, det havde sine Grunde! Thi selv den over-
bærende Kritiker maatte hurtigt blive klar over, at
«Landlov» var et meget svagt Arbejde. Det var

Juncker Jensen fot. Francois

(Blom)

Hofintendanten
(Aage Garde)

Grev Kauniz Franz
(Dorph-Petersen) (Adam Poulsen)

ganske vist behændigt tilrettelagt og tilskaaret af
en Mand, der fuldt ud kender Scenens ubrydelige
Love; Replikkerne faldt kvikt og behageligt, men
hverken Ord eller Handling var ny eller over-
raskende; det var egentligt mere en Samling gode
Roller end et Skuespil! Der var Humør, der var
Friskhed i «Landlov», men der var saare liden Op-
findsomhed.

Naar man ser hen til, hvad det sidste Aar har
bragt af originale danske Skuespil, saa kommer
man med Vemod til at mindes Gustav Esmanns
spidse, slagfærdige Vid, og man erkender, at vii
ham ikke blot har mistet en af Københavns skarpe

Es]
mc

ik

mider

Maria Theresia
(Betty Nansen)

«Maria Theresia», 4. Akt

63 —

HR) VISNER POMEREIRE STEDE ENE

Juncker Jensen fot, Metastasio (Johs. Nielsen) Maria Theresia (Betty Nansen) Josefa (Ellen Aggerholm)

«Maria Theresia», 3. Akt

Gustav Uhlendorff udførte 3 Gange Veits Rolle
i «Sancte Cæcilias Guldsko»

Profiler, men ogsaa en af de faa habile og vægtige
Lystspildigtere, som vort flade Parnas ejede.

Publikum, der hurtigt lader sig besnære af de
Stykker, over hvilke en dansk, hjemlig Sol lyser,
modtog «Landlov» med Bifald; navnlig en ung,
frisk og frejdig Debutant, Hr. Wieth, fik en helt
lille Succes; han var maaske en Smule for frej-
dig til at være helt naturlig! Af de øvrige
Rollehavende var Holger Hofman morsom som en
forløben Artist, og Elga Sinding og Mantzius inter-
esserede — navnlig i sidste Akt — ved deres myn-
dige, slagfærdige Spil. Som den unge Ingenue var
Frøken Krause yndig; det var derimod Zangenberg
ikke.

— Forleden fremførte Folketeatret Schøntans Lyst-
spil «Maria Theresia.» Der var meget for Øjet,
men lidet eller intet for Øret, og tiltrods for, at
det flotte Teater havde udstyret den muntre Kejser-
inde med al tænkelig Pomp og Pragt, maatte hun ned-
lægge Kronen smertelig hurtigt og med samt alle
sine straalende Hofmænd vige Pladsen for «De for-
lovede»s mere borgerlige Personliste, — og det
tiltrods for, at baade Betty Nansen, Adam Poulsen,
Johs. Nielsen og Dorph-Petersen ufortrødent gik i
Ilden for at kæmpe Maria Theresias Sag.

PauL SARAUW.

« AOTpPUP'T»

(3mpurg 231g) ÅT ON 00 muosmpme 1

(smaurw Hey) Ipruyas Insuoy

og som med

store Mesters År-
bejder paa tysk
— «Berliner- The-
åter» har jo "saa-
ledes i disse Dage
præsenteret hans
Oversættelser af
«le dépit amour-
eux» og «Georges
Dandin» —. ken-
der maaske ogsaa
lidt til den nordi-
ske Moliére. Paa
Tysk hedder det

Skuespil, som

Dagmatteatret for
Tiden spiller, og
som foregaar i
vore Dages Ber-
lin, «Maskerade»,
ganske som Hol-
bergs bekendte
Lystspil, og en
af det tyske Lyst-
spils Scener frem-
byder en vis Lig-
hed med en Scene
i det danske. Le-

ander i Fuldas

Skuespil stilles og-
saaoverforen Leo-
nora, han helst
vilde undfly, og
saa viser det. sig,
at det er den sam-
me Kvinde, der
allerede forlængst
har tændt hans
Hjerte i Brand.

Forøvrigt mø-

der vi hos Fulda
i moderne Klæ-
debon de samme
typiske Personer,
medier. «Livets
mellem Jeronimus
og Leonora.

Leander (Edmund Schellhorn) er en ung tom-

DAGRPÆRTEAEEREE

LUDWIG FULDAS FIREAKTS SKUESPIL «LIVETS MASKERADE»

|ees der er en saa varm Beundrer af Moliére,

Held har omplantet flere af den

Gerda Hibner (Anna Larssen) Friherre von Wittinghof (Martinius Nielsen)
«Livets Maskerade»

vi:møder i flere af Holbergs Ko-
Maskerade» spilles jo ligefrem
, Magdelone, Leander, Leonard

hjernet, køn Spradebasse, hans Fader, Geheimeraad
Jeronimus, er en halvgammel Nar, der kun lever

for det ydre Skin
og samtidig er en
Hykler, der udad-
til er den gudfryg-
tige, brave, dyd-
sirede Borger, den
trofaste Ægte-
mand, men som i
Virkeligheden lige
fra Hvedebrøds-
dagene tilgavns
har bedraget sin
brave Hustru Mag-
delone. Jeroni-
mus” Viv er i Åar-
enes Løb blevet
en forkuet Stak-
kel,.der taaler alt.
Konflikten op-
staar, da Jeroni-
mus” Bekendt fra
Ungdommens Da-
ge, den hovedrige
Seigneur Leonard
(Friherre von
Wittinghof), der
lige er hjemvendt
efter mange Aars
Ophold i Udlan-
det, under et før-
ste Besøg hos Ge-
hejmeraaden lader
falde en Yttring,
der kunde tyde
paa, at Husets Søn
kunde være et pas-
sende - Parti 105
hans unge Datter.
Da Jeronimushen-
rykt bringer Lean-
der denne Tiden-
de, modtager den
unge Mand den

kun trevent og tilstaar langt om længe, at han
allerede er bunden, idet han har forført en ung
Leonora (den unge Lærerinde Gerda Hibner), og

føler "sig forpligtet til ikke -at "svigte hende. "Den

37 Mern

«praktiske» Jeronimus kender imidlertid intet til

€

HV TE «OPBISYSEJN SJJATT»

(dolkn dte) euueyof (uasjnog sauuryqof) punwupg (Gprus 7y2219TV) UIoyyS

(uassiæeT euuy) epg (UISP3!N sSmUumrew) UalayuJ

Sentimentalitet, og han trygler og truer saalænge,
indtil den unge Knægt, der er ganske afhængig af
ham, giver Køb. :

Og det gaar ikke mindre romantisk til hos Fulda
end hos Holberg. Da Leander staar ligeoverfor
Baronesse von
Wittinghof,erhun
den selvsamme
som Gerda Hib-
ner. Ligesom Jep-
pe paa Bjerget i
en Ruf er bleven
forvandlet fra us-
selig Bonde til
stormægtig Her-
remand, er Gerda
Huibner paa en
Studs fra en fattig
Lærerinde-"for-
vandlet til en flot,
rig Baronesse.
Hun er nemlig en
illegitim Datter af
Seigneur Leonard,
der straks efter sin
Tilbagekomst har
skyndt sig med at
adoptere sin Dat-
ter, ;09 som; "da
hun har tilstaaat
han "at" hun ver
bleven forført, vil
forene hende med
sin Hjertenskær i
lovligt Ægteskab.
Det morer ham
at-se;= hvad Virk-
ning det vil gøre
paa hans tilkom-
mende Svigersøn
uformodet at staa
Ansigt til Ansigt
med den til Ba-
ronesse forvand-
lede Gerda. Uhel-
digvis har imidler-
tid "Leander paa
Jeronimus” Befa-
ling, forinden det første Møde med den rige Ar-
ving, sendt den elskede en Skrivelse, i hvilken
han brutalt giver hende Løbepas, og fra dette
Øjeblik er han hende forhadt. Endnu stiller hun
ham dog paa en sidste Prøve. Han bestaar den

«Livets Maskerade»

ikke, hun jager ham. bort og vil fra nu af kun leve
for sin Fader.
Ja, se hvad Komediens Fabel angaar, saa er
den jo morsom og sindrig, hele anden Akt med
Skildringen af Gehejmeraadens Hjem er endog-
saa Overordentlig
vellykket, men
Fulda har ikke nøj-
edes med at ville
skrive et under-
holdende Lystspil.
Samtidig har han
villet rette et
Stormangreb paa,
hvad man kalder
«de konventio-
nelle Løgne», og
det er han ikke
kommet rigtig
godt fra. Ak, disse
Angreb paa «Sel-
skabet» og den
konventionelle
Moral, Gud, hvor
kender vi dem
godt. Vi er ble-
vet såa kede tan
denne Ramse.
Skal vi endelig
finde os i den, saa
skal den være
gennemsyret af
Esprit. Esprit over
det hele! Paa det
Punkt kunde Fulda
have lært en hel
Del af Moliéres
nulevende Descen-
denter. Sammen-
lionf "EkseRe-
plikskiftet i Capus"
«Vor Ungdom»,
hvor ogsaa den
illegitime Datter
som voksen mø-

Ellen von Tønning (Augusta Blad) Johanna (Margrete Nyrop) des med sin

ukendte Fader, og
De vil kunne se
den store Forskel. Paa tyske Scener gør man for-
modentlig ringere Fordringer for Replikskiftets Ved-
kommende end paa vore, og Successen herhjemme
vil derfor ikke kunne komme paa Højde med Suc-
cessen paa de tyske Scener.

3

SR

gren

Schellhorn Edmund
(Albrecht Schmidt) (Johannes Poulsen)
i «Livets Maskerade»

En saadan lille brav, usammensat Pige, der elsker
af sin Sjæls Inderste, og som bliver saa oprørt, da
hun ser, hvor ussel den Person er, hvem hun har
givet alt, kan jo Anna Larssen fortolke ægtere end
nogen anden paa vore Scener. Men Aftenens Helt
blev dog Albrecht Schmidt. Han var uimodstaaelig
som Gehejmeraaden. Kan være, at han af og til
karikerede Figuren lidt, men den saa godt gennemførte
Skikkelse, der struttede af Korrekthed og Dumvigtig-
hed, var uimodstaaelig. I en Scene, hvor den forpinte
Hustru, der er ene med Ungdomsvennen, pludselig
kaster Masken og viser ham den usigelige For-
tvivlelse, der undergraver hende, spillede Margrethe
Nyrop med betagende Lidenskabelighed.

N. J. BERENDSEN.

PRIVAFTERPFRENE

asino havde forleden genoptaget «Kalifen. paa

Eventyr» paa sit Program. Der var ikke sparet
paa Udstyret; der var kostet det festligste Skrud
paa det gamle Stykke, men alligevel lader det sig
ikke nægte, at den Modtagelse, der blev det til Del,
var temmelig kølig — og med Rette; thi Erik Bøgh
besnærer os ikke længere. - Hans Tid er forbi!
Dog maa det siges til den gamle Digters Ære, at
hans Stykke stod himmelhøjt over det taabelige og
barnagtige «Revuintermedium», hvormed det var
besværet. At det ikke faldt helt til Jorden skyldes
ene og alene Oda Nielsen, der med sine smaa hen-
rivende Viser fik Temperaturen bragt adskillige
Grader i Vejret.

Ellers er der Grund til at nævne Fyelstrup (ud-
mærket maskeret!) og Reenberg som Kalif og Vezir,
Hjortb-Clausen. som Kunstmaleren Ralf og Olaf
Fønss for hans Foredrag af en smægtende Elskovs-
sang.

Som sagt Udstyret var pragtfuldt; i Tivoliakten
beundrede. man en nydelig Gengivelse af Tivolis
store Koncertsal, foran hvilken et veritabelt Spring-

Kalifen (Fjelstrup) Hussein (Reenberg)
i «Kalifen naa Eventyr»

ao

vand sendte sine Straaler i Vejret, og Karnevals-
scenen i d”Angleterres Palmehave med dens Hav af
snurrige Masker, skønne Kvinder og straalende Far-
ver var overordentlig morsom og burde være blevet
modtaget med langt større Applaus, end der blev
den til Del.

Man havde gjort et Forsøg paa at modernisere
den Bøghske Tekst, men var — uvist af hvilken
Grund — standset paa Halvvejen, saa Dialogen be-
stod af en mærkelig Blanding af moderne Brandere
og Bøghske overgemte Ondskabsfuldheder, - som
Aarene forlængst har berøvet deres Braad.

— Frederiksberg Teater har en Succes og en
Fiasko at notere. Successen hedder «Flagermusen»,
Fiaskoen «Smaafolk».. I sidstnævnte Stykke. spil-
ledes Hovedrollerne af Edith Buemann, Alstrup og
Gunnar Helsengreen; det udmærkede sig ellers kun ved
sine smukke Dekorationer. og ubehændige Iscene-
sættelse. Endelig fik Christian Houmarks stemnings-
fulde Enakter «En Julegæst»s — udført af' Karen
Nielsen og Otto Jacobsen — en meget hjertelig
Modtagelse; det interesserede ikke mindst paa Grund
af den Omstændighed, at dets Iscenesættelse var
besørget af Herman Bang.

Kislar Aga (Wilken) Kalifen (Fjelstrup) Hussein (Reenberg) Prins Bimbam (Lumbye) Scheik-ui-Islam (Strøm)

«Kalifen paa Eventyr»

— 7o —

YV "7 cadquoaq ved ugen»

(uasaaydojsuyD ep132)) (dnnsjalg) (21aqu3?Y) (uasne-yuolH) (0iq) (1109 jf ni) (uospea unspne) (242 09814)
INOJET "4 USJ HEJST UTSssny] HEX ELAD: BØLGE BIND U931S

gæst«

Jule

ielsen i «En

N

Karen

aafolk», 4. Afdeling

=
Sel
2

fine (Jutta Lund) Grønlund (G. Helsengreen) Frederikke (Edith Buemann)

sen (Alstrup) Jose

é
Otto Jacobsen i «En Julegæst»

Just

VS A

KS

Ax RE SN)

<

»DEN KÆRE FAMILIE"

INDET om Gustav Esmann vil komme til at
M søge sin Kraft der, hvor Publikum i Fremtiden
kan se ham og høre ham tale, og det er paa den
danske Skueplads.

Gustav Esmann var vor Tids behændigste Teater-
skribent, hvad der vel ikke er nok til at skabe hans
Minde, men han var tillige dens betydeligste Lyst-
spildigter.

Han havde Ord for at være lidet frugtbar, end
mindre frodig, og dog er Listen over hans Teater-
stykker i Forhold til hans 44 Aar ret betydelig.

Og naar man tænker Rækken igennem, husker
man mange Stykker med Teaterblod, navnlig mange
Roller, som var skrevet "ypperligt for vore Skue-
spilleres Evner, mange Interiører, som egnede sig
for Instruktøren, mange Aftener, hvor man kunde
glæde sig over dansk Skuespilkunst. For alle Gustav
Esmanns Stykker foregaar i Danmark, de fleste i
København, alle i vore Dage; nogle drejer sig om
Dagens Begivenheder, andre prøver paa at se ud
over de store Problemer, ligesom fra Rundetaarn,
og alligevel vil vi, naar vi skal være ærlige, i hele
Rækken kun finde ét Stykke, som uafhængigt af
Tid og Mode med en Digfers Evne taler til os,
men det er ogsaa nok til at sikre Gustav Esmanns
Navn fra Forglemmelse.

Mange af hans Stykker vil i en glimrende Ud-
førelse og en glimrende Iscenesættelse maaske endnu
en Tid kunne fange et Publikums flygtige og lune-
fulde Sind, men den Dag da Gustav Esmann tog
en Digters kraftige Greb ned midt imellem sine
kære Københavnere, Københavnerne med K., og satte

dem op paa Scenen, som de gaar og staar, da han
malede dem, som de Mennesker de er, og naaede
ned til de almenmenneskelige Dybder, — den Dag
sikrede han sit Navn som dansk Lystspildigter,

Og det var den Gang, han skrev «Den kære
Familie».

Da viste han sig som den eneste, der i de sidste
tyve Aar har ejet Munterhed og alment gældende
Vid, Bredde og Saft nok til at skrive et dansk
Lystspil, som har kunnet komme igen og gaa. Aar
efter Aar, være uopslideligt som Heibergs bedste
Vaudeviller, som «Genboerne» og pege paa Slægt-
skab med Holberg.

Han troede vist næppe paa det selv — inderst
inde.

Vi sad en Dag og spiste Frokost sammen kort
før hans Død. Saa siger jeg pludselig til ham —
Mad-elskværdig, som man bliver det ved et godt
dansk «koldt Bord» —:

— Hvorfor lader De dog ikke Deres Stykker
oversætte?

— ÅAah, svarede han og vred sig som den, der
skal svare paa noget, han længst har gjort op med
sig selv —, de er sgu for københavnske.

Jeg mærkede, at det var ham ubehageligt, og
protesterede derfor kun ganske spagt:

— "Ja; men »Den kære Familie» .…. -?

Der gik lidt af et glad Smil over hans Ansigt,
og han tog fra en Stol ved Siden af et maskin-
skrevet Hefte, rakte mig det og bad mig se paa en
tysk Oversættelse.

Det gjorde jeg den - var udmærket,

ø
og

Gustav Esmann

medens jeg læste den, glædede jeg mig over, at
«Den kære Familie» passede saa levende til de
nye Klæder, skønt det er det mest københavnske
af alle hans Stykker. Udover den nødvendigste

Lokalisering — København var ændret til en stor
tysk Havnestad — var der intet væsenligt for-
andret.

Samtalen gled over til andre Emner. Men siden
og ikke mindst i den sidste Tid har jeg mindedes
mangen Aften, hvor jeg sad og saa paa dette gode,
glade Stykke, som er saa lidt skabagtigt, og lyttede
til Ordene, fulgte den dagligdags Fabel om den
brave Marineløjtnant og den lille Direktørdatter, den

fififge Gemalinde, den
tykke Direktør og hans Flab af en Søn, fulgte det

svedne Svensker og hans

Hele med den yderste Opmærksomhed og forstod
knap hvorfor.

Jeg kunde, syntes jeg, ikke ret forklare mig
Aarsagen til, at dette var saa morsomt. Var det

William Blochs mesterlige Iscenesættelse aldrig
har hans Geni ydet mere fuldendt Kunst, end ikke

i «Vildanden» —? Var det Olaf Poulsens almægtige

Direktør Fries (Olaf Poulsen) i «Den kære Familie»

— 74 —

Komik sammen med det hele tortrinlige Spil og
Sammenspil? Var. det mit Københavnerhjerte, der
morede sig -over disse «Typer»? . .. Indtil jeg
pludselig befriet, ganske forløst brast i Latter og
overgav mig paa Naade og Unaade, da den gamle
Direktør og Familiefader midt i sin Vrede fejer alt
Vrøvl til Side med — beklagende at bede hele den
kære, men urimelige og forbitrede Familie, som har
gjort saa mange Knuder, om dog i alt Fald at blive
og spise den gode Mad først, — og de bliver!

Den Afslutning paa Kævl og Ævl er maaske
nok meget københavnsk, og den er ganske utvivl-
somt særlig dansk, men den er tillige saa menneske-
lis; at"den er "sod"alleStederi Verden.

Jeg følte, at jeg sad og saa ikke paa dramatise-
rede Løsninger af psykologiske Opgaver ved Hjælp
af ældre og nyere Formler i Logik, ikke paa Pro-
kuratorkneb for at være morsom, ikke paa Dame-
mandhaftighed for at være vittig, eller Forlorenhed
for at være dybsindig, Patriotisme og Sædelighed
for at tage sig ud med Fraser, Snakkesalighed eller
Vrøvlagtighed — kort: alle de Surrogater, som an-
vendes. for at være ligesom en dramatisk Digter.
Men at jeg sad og saa paa selve den danske
Comoedie. =

JEnNs PEDERSEN.

Bianca (Fru Rosenbaum)

FOLKEFEAFRER

GUSTAV WIED: BYENS STOLTHED

FH folkekære Satyr Gustav Wied var ved at
tabe sin Popularitet. Folk gik og rynkede paa
Næsen af ham og trak medlidende paa Skulderen,
naar hans Navn blev nævnt. Hvad var det dog
deres søde uartige Dreng vovede at byde dem;
«Den gamle Pavillon» med Selvmord og sentimentale
Nattergale og «Hendes gamle Naade», en tyndbenet
Dramatisering af Slægten, med opkogte Vittigheder!

Saa skrev han «Byens Stolthed» og spredte med
et Slag Misfornøjelsens graa Taager. Folk tiljublede
ham Bifald og bestormede Folketeatret, der har ind-
lagt sig Ære ved at fremføre «Stoltheden», saa at
Teatret Aften efter Aften kunde hænge den elskede,
røde Lygte ud; og den Dag i Dag trækker Stykket.

Gustav Wieds sidste Opus er nu ogsaa vel egnet
til at falde i Folks Smag. Han fremfører et Galleri
af snurrige Figurer, og Dialogen er som Helhed
yderst vellykket; men af og til følger der jo en
Plathed med, som hverken smager af Vid eller Wied.
Der er navnlig en Ting, der udmærker «Byens
Stolthed», og det er de mange fortrinlige Roller,
som det rummer. Den hellige Glarmester med de

Stella (Ellen Aggerholm) Lieberkind (Berggreen)

«Byens Stolthed»

v. Schinkel Adelgunde Solskin Krøyer Provst Klinge Sønnicksen Busse Hans Fjorby Lorentzen … Madam Bertelsen

(Ring) (Dagmar Orlamundt) (Olga Meyer) (Helsengreen) (Dorph-Petersen) (Tscherning) (Aggerholm) (Adam Poulsen) (Hellemann) (Maria Ring)

«Byens Stolthed», r. Akt

(wuønspurT) afuøg (Sung "syo[) pA uyag "aA

«

P243[03S

suaÅq»

;z
i
+
'
i;
3l

&

sæ
renen

EET ETT SAGA RAS KANEL]

(Sung eurw) uas

allag Wepew

(UaSPIN

EET ENN

"syo[) piv øn

Solskin (Olga Meyer) Adelgunde (Dagmar Orlamundt) Krøyer (Helsengreen) Minorca (Sigrid Andersen)

«Byens Stolthed»

himmelvendte Øjne og den stakkels, forkuede Møl-
marck er f. Eks. begge meget morsomme Skikkelser,
som det maa være en ren Lækkerbisken for en

Skuespiller at faa Lov til at tumle med.

Som Mølmarck fik Johannes Nielsen da ogsaa
Lejlighed til at give en Prøve paa sin store og
rige Kunst. Som han gik rundt 1 Fjordbys Stue,
stilfærdigt og ydmygt med sine dybe, bedrøvede
Hundeøjne, vil han blive husket længe. . . længere
end «Byens Stolthed».

Ogsaa Lindstrøm fik sig en lille Succes. Hans
Udførelse af Bømler var ogsaa meget dygtig, omend
han virkede lidt ensformigt. Som Hans Fjordby,
var Ådam Povlsen korrekt og behagelig, mens Dorph
Petersen og Garde med Held gengav de to højst for-
skelligartede Gejstlige. PAUL SARAUW.

RANDERS FREÆBER

or Hundrede Aar siden byggede Klubben «Har-
BF i Randers sit eget Hus og indrettede
en Scene for omrejsende Komediantspillere og sted-
lige Dilettanter. Interessen for scenisk Kunst var
saare stærk i den lille By, — saa stærk imidlertid,
at man ikke nøjedes med at være passive Tilskuere
men blev særdeles aktive Aktorer. Byens dramatiske

Foreninger optog i mange Aar det lille Teater hele
Vinteren igennem, saa at Politimesteren maatte fra-
raade de omrejsende Teaterdirektører at gæste Ran-
ders; thi der vilde man kun se sine egne.

Senere blev Randers en god By for Provinssel-
skaberne, og bedre bliver den nu, efter at den har
faaet sit nye, smukke Teater. Men Lokalpatriotismen
har holdt sig gennem de forløbne Hundrede Aar.
Det mærkede man tydeligt. paa Stemningen ved
Teatrets Indvielse, den 7de Februar.

Hvad nyttede det, at det Waltherske Selskab
mødte op med hele to Holbergere i nydelig Ud-
førelse og Udstyrelse, — Hovedinteressen samlede
sig om Hr. Otto Kraghs svulmende Kantate.
Fader Holberg kan være god for sig, men den Aften
overstraaledes han ganske af den lokale Poet, lige-
som Skuespillerne ganske fordunkledes af de hvid-
klædte Fruer og Frøkener og stemmebegavede Ad-
junkter, som. sang Hr. Kraghs schwungfulde Ord
til Ennas gelåufige Musik.

Naa, Holberg egner sig nu heller ikke bedst for
det Waltherske Selskab. Walther erkender det selv,
han havde hellere aabnet med «Der var engang —»,
som hans Selskab spiller overmaade smukt. Men
Byen forlangte Holberg, det var mere festligt, og
saa spilledes da «Den pantsatte Bondedreng» og

me ge

Faderen Bondedrengen Moderen Raadsherre Mad. Staabi Værten Vært
(Harald Petersen) (Ove Bassøe) (Clara Schønfeld) (ER Andersen) (Fru Michelsen) (Alfred First) (H. ”Schønfeld)

«Den pantsatte Bondedreng», Slutningstableau

Leerbeutel 1. Raadsherre Bondedrengen 2. Raadsherre Raadsherre Værten
(Jens Walther): (Arnold Andersen) (Ove Bassøe) (Rolf Knutzen) (AE Colling) . (Alfred First)

«Den pantsatte Bondedreng», 2. Akt

—49 —

Vilradsen (Schwanenflygel) i «Et københavnsk Hjem»
paa Aarhus Teater

— 80 —

«Den forvandlede Brudgom». Det blev en hæderlig
og nydelig Præstation, men intet der udover.

Senere har Direktør Walther imidlertid taget
Revanche. Han her bl. a. opført «Dronning Mar-
garethe», en Forestilling, som. kun fortjener Ros,
saavel hvad Spillet som Udstyrelsen angaar.

Teaterbygningen er smuk og stilfuld. Den er
opført efter Tegning af den unge Arkitekt Harild.
Tilskuerpladsens Udsmykning er ren og enkel og
og mere fornem end det guldbelæssede Aarhus
Teaters. Der er ialt 660 Siddepladser.

Scenen er lige saa bred og dyb som Tilskuer-
pladsen, og den er indrettet efter alle Nutidens
Fordringer, saa den er bleven en hel lille Mester-
scene. De forbedrede Forhold,- Skuespillerne her
faar at virke under, vil sikkert bidrage til at højne
Provinskomediens Niveau.

Mangen gammel Skuespiller vil med et Suk og
et Smil mindes den hyggelige gamle «Svedekasse»
med «Krumkagen» under Scenegulvet, hvor Maskin-
mester Splid bød paa en dampende Toddy, medens.
Selskabets Komiker fortalte en af de talløse Kulisse-
Anekdoter fra det gamle Teaters unge Dage.

ÅXEL BREIDAHL.

Harlekin (Alfred Cohn) i «De Usynlige»
paa Aarhus Teater

DEF KOGRSPERFER”SRAGNAROR>»

ER var dem, der gik til «Ragnarok»s Premiére

for at se, om Hesten Grane kunde opføre sig
ordentligt, og om Slutningsoptrinet med Rhin-Over-
svømmelsen og Præsentationen af Gudeborgen i
Luften nu ogsaa vilde tage sig nogenlunde ud.
Der var andre, der kom af Nysgerrighed for,
hvorledes «Cornelius» og «Johanne Brun» kunde
klare deres store nye Wagner-Partier, og hvorledes
de tre Operasangerinder vilde bære sig ad med at
træde Vande i Floden. Og endelig var der dem,
der indfandt sig for at høre Wagners Musik og se
Wagners Drama, nogenlunde ligeglade, hvad enten
Hesten slog bagud, eller Rhinen gik i Baglaas eller
dens Døtre nedenom og hjem.

Man kunde være bange for, at denne sidste
Publikums-Kategori var for lille til at lønne Teatrets
Anstrengelser ved «Ragnarok»s Indstudering efter
Fortjeneste. Men Frygten viste sig heldigvis u-
grundet. «Ragnarok» er blevet en Sukces, ogsaa
hvad Publikums Tilslutning angaar, og denne Til-
slutning kan ikke tænkes uden en stærk Interesse
for selve det musikdramatiske Indhold af Fore-
stillingen.

«Ragnarok» lader sig nyde uden Forudsætninger
og maa da virke som en tung Drøm, af hvilken
man vaagner med værkende Hovede, Gispen efter

Vejret og — Trang til at sove igen. Eller det kan
nydes med alle de Forudsætninger, der vindes ved
indgaaende Studium af Digtningen og dens Kilder,
Musikken og dens enkelte Bestanddele, af den inder-
lige Forbindelse imellem Digtet i Ord og Digtet i
Toner, det enes " naturnødvendige Udvikling af det
andet; og nydes det paa denne Vis, bliver det en
Aabenbaring af en Skønhed, som tager alle vaagne
Sanser under sit Herredømme.

Da Wagner under Kompositionen af «Nibelung-
ring» var naaet til «Ragnarok», behøvede han i og
for sig ikke at opfinde ret mange «Ledemotiver»

fra nyt. Han kunde — eller rettere sagt maatte,
efter hele sin Arbejdsmaade — anvende de mange,

der dannede Kærnen i Værkets tre første «Aftner»,
kombinere dem efter Situationens og Dialogens Behov.
Og med hvilken Kunst kombinerer han dem ikke!
Maaske i intet andet af sine Værker har Wagners
Mesterskab i netop Ledemotiv-Sammensvejsningen
vundet saa store Sejre som i «Ragnarok», i hvis
Partitur man næppe kan sætte Fingeren paa en Takt,
uden at den indeholder en Stump Motiv, der
«betyder» det ene eller det andet. Et saadant Mester-
skab i det tekniske kunde muligvis ogsaa andre
Komponister præstere, men kun en Wagners Geni-
alitet formaar, dette Mesterskab til Trods, at skabe

0 ar

st. Siegfried (Cornelius) Brinnhilde (Johanne Bruun)

«Ragnarok», 2. Akt

en Musik, der virker som Improvisation -— maler,
bevæger, betager. Hvad der under en mindre Be-
naadets Haand kunde være blevet blot kontrapunk-
tiske Pedanterier, er blevet levende musikalsk Liv.
Hvad der kunde være blevet en kæmpemæssig Rebus
eller Logogrif, er blevet storslaaet Poesi, et vældigt
Digt, fostret af en glødende Fantasi, behersket at
en mægtig Intelligens. Over en Bund af kunstfær-
digt lagt Mosaik vælder en Kildes klare, læskende,
kvægende Vande.

Det er med Ærefrygt, man sætter sig til at nyde

G. Lindstrom, fot.

dette Kæmpeværk. Med saa meget større Ærefrygt
maa et Teaters Kunstnerstab da gaa til Udførelsen
af det — baade de spillende nede i Orkestret og
de syngende oppe paa Scenen og de, hvem Bille-
dernes illuderende Fremstilling paahviler!

Og overalt i det kgl. Teaters Opførelse mærkedes
Respekten for Opgaverne og Kærligheden til dem
— naar lige undtages den mislykkede Slutnings-
effekt, som Iscenesætteren nok kunde have sat
mindre akavet op. Alle de Rollehavende gjorde deres
yderste; ingen kan jo lægge en Alen til sin Vækst
— hverken legemligt eller dramatisk eller vokalt.
Selv om ikke alle «Ragnarok»-Fortolkerne havde

— 8

Wagner-Skikkelser eller Wagner-Pathos eller Wagner-
Røster, stod de dog godt til hverandre og fyldte
i alt væsentligt deres Opgaver ud. Det blev en
samvittighedsfuld og paa mange Maader respektind-
gydende og smuk, men samtidig noget formindsket
Wagner-Fortolkning — en god dansk Ydelse over
hele Linjen.

Peter Cornelius var paa Højde med sin «unge
Siegfried» i Trilogiens forudgaaende Afsnit, Fru
Johanne Brun svarede til Forventningen fra hendes
Brynhild sammesteds og hendes Sieglinde i «Valky-

Brinnhilde (Johanne Bruun) med «Grane» i «Ragnarok»

rien»; Max Miiller var en karakterfuldt maskeret Hagen
med en heldig Bestræbelse for at gøre Stemmen
raa og usympathisk, Helge Nissen brav og djærv
i Sang og Ydre som Gunther, Fru Emilie Ulrich
og C. Madsen derimod noget udviskede som hen-
holdsvis Gutrune og Alberich. Og Rhindøtrenes vug-
gende Strofer, der var betroede tre af Operaens
dygtige Sangerinder (Frkn. Ida Møller, Krarup-
Hansen og Nørregaard-Hansen) virkede med Skam
at tale om mindre kunstnerisk end Waltrautes skønne
Scene, der blev et af Aftenens Højdepunkter, takket
være Skuespillerinden Fru Jonna Neiiendam i den
Sindingske Valkyries sindsoprørte Lignelse.
Gustav HETSscH.

Hagen (Max Muller)

«Ragnarok»

Brønnhilde (Johanne Bruun)

HV 'É fcoreusey»

(s nifaUuo )) p Jo: æ -DJ o 60 USSUPH- ne JJØY JT SUIBUNØJ, IHØP nUuY 91) 3 ,9, Æ
JU Jl JIC (uasu ). aLØ (9) d . JU NØ. BaNØ
of 0 sp" D

Bauer (Hjorth-Clausen) Marcelle (Jenny Roelsgaard)

«De sidste Patroner», 2. Afdeling

Gervais (Eigill Rostrup) i «De sidste Patroner»

ES SYRER

PRIVATTEATRENE

ASINO, som i denne Saison har svoret til dem

franske Folkekomedie, føjede forleden et nyt
Led til den lange Kæde af galliske Forbryderdramaer
ved paa Plakaten at sætte Jules Mary's «De sidste
Patroner», som i sine ni lange Afdelinger skildrer
en ulykkelig Moders Bestræbelser for at finde sit
Barn og Barnets Bestræbelser for at finde sin Moder.
Naar. det tilføjes, at der foruden disse to Personer
findes en tredie, en ond Greve, der sætter alt ind paa,
at omtalte Moder og omtalte Barn ikke finder hin-
anden og ikke skyr noget Middel, selv det neder-
drægtigste, for at sætte sine Planer igennem, vil
man forstaa, at der her er Stof til en Mængde
gribende og spændende Optrin. Jules Mary har
ogsaa forstaaet at benytte dette Stof meget snildt,
og alt vilde saaledes have været saare vel, om For-
fatteren ikke som Fyldekalk havde paaklistret Stykket
nogle ret uvedkommende Slagscener fra den fransk-
tyske Krig 1870- 1871, paa hvilken Tid Stykket
tænkes at foregaa. I Frankrig har disse Scener, saa
slette de end er, rimeligvis vakt Begejstring, — det
betaler sig jo altid at røre ved de patriotiske Strenge
— men her virkede de kun yderst kedsommelige.

Marcelle (Jenny Roelsgaard) Bauer (Hjorth-Clausen)
«De sidste Patroner», 3. Afdeling

Jarlaut (Arnold Christensen) Buscout (Pio)
«De sidste Patroner», 5. Afdeling

er gr

Sandberg fot, Anatole

(Alstrup) Cathrine

tag

O%

2:

So
10403 D5IS RE

SEE GS

&
$

æres

Paetz fot. Cathrine (Jutta Lund)

(Jutta Lund) Mac Sherry

Marguerite Overkellneren
(Bewer) (Olga Hofman) (Lund)

«Madame Sherry», 2. Akt

Léonard Jane
(Seemann) (Dagmar Buch)

Selv den Scene, der har givet Stykket Navn, og
hvis Motiv er hentet fra et berømt, fransk Slag-
billede, faldt helt til Jorden.

Af de Rollehavende er der først og fremmest
Grund til at fremhæve Eigil] Rostrup, der var pragt-
fuld som den rødhaarede Skurk, som Forfatteren
paa Plakaten ironisk kalder «Den brave Gevais»
(«de doux G.»). Marie Dinesen gav et ganske rørende
og troværdigt Billede af den ulykkelige Moder, og
Jenny Roelsgaard og Viggo Wiehe virkede behageligt
som det unge elskende Par.

Efter «De sidste Patroner» har Casino endvidere
genoptaget Edgard Høyer's Folkekomedie «Familien
Jensen» paa Repertoiret. Ny paa Personlisten var
kun Robert Neiiendam, som spillede den unge Poly-
tekniker; han fik igen her Lejlighed til at vise, at
han har Talent, men iøvrigt klædte han unægtelig
ikke Rollen og Rollen heller ikke ham!

Frederiksberg Teater har gjort et lykkeligt Fund
i den fikse og indsmigrende Operette «Madame
Sherry»; det unge Teater har et udmærket Tag
paa disse let fordøjelige Operetter, og i Dagmar Buch,
Jutta Lund, Alstrup og Bewer har det en Række brug-
bare og friske Sangere. Anton Melby har omplantet
Operetten paa Dansk og gjort det med heldig
Haand. PAUL SARAUW.

Ju eS rer

Gunther (Nissen)

Hagen (Muller)

ba
n
H=
ag
<A
SÅ
is.
v

«Ragnarok»

Siegfried (Cornelius)

U- Lindstrom,

OTTO TNER

AAVEL da Otto Zinck ved Juletider fyldte sit 80

Aar, som da han nu for nylig fejrede det sjældne
Jubileum som udøvende Kunstner gennem 50 Aar,
var den afholdte gamle Skuespiller med Rette Gen-
stand for megen Hæder og Hyldest fra forskellige
Sider. Otto Zincks forslagne Janus-Hoved vender
nemlig baade udad til Scenens Publikum og indad
til Studenternes mere private Verden. Klientellet
og Vennekredsen har i mange Aar spændt over et
stort Omfang. Vi føler ikke alene Taknemmelighed
mod Aktøren, hvis gode Humør og snurrige Vid
har glædet os saa ofte, men nærer tillige personlig
Hengivenhed for den gamle Kammerat, der er ved-
blevet at være ung blandt de unge.

Som Skuespiller er Otto Zincks Navn og Ry
uløselig bundet til Folketeatret. Skønt han gennem
sin Fader saa at sige fra Fødselen af hørte det kgl.
Teater til, brød han efter sin Debut her hurtig ud
og blev under H. V. Lange en af Nørregade-Scenens
mest yndede og mest anvendte Kunstnere. Atter
og atter er der ved Jubilæer og andre festlige Lej-
ligheder mindet om Triumviratet Julie Lumbye-
Lange, Harald Kolling og Otto Zinck, deres ældre
og yngre samtidige forøvrigt ufortalte. Det var
disse tre, der i Københavns Bevidsthed i lange Tider
fortrinsvis repræsenterede det hjemlige, gemytlige
Folketeater. Forud for dem var gaaet baade Agnes
Langes Triumfperiode og senere Frederik Madsens
Farcedage. Nu var det Borgerlighedens Æra, der
randt op. Og det bestandig-borgerlige, der siden
da altid har været Folketeatrets Særmærke og Lykke,

skyldtes først og fremmest det nævnte udmærkede
Trekløver. Ethvert Forsøg paa at bøje det gamle
hyggelige Teater ud fra denne Bane er ogsaa mislykket

Jochum

— 90 —

og vil, selv naar Otto Zinck ligesom sine to Fæller
heller ikke mere hører til Generalstaben, utvivlsomt
fremdeles mislykkes.

Skønt baade Studenterkammerat og nær person-
lig Omgangsven med Kristian Mantzius, var Zincks
Spil ikke nærmest beslægtet med hans. De kunde agere
herlig sammen — som Brandmændene f. Eks. i Plougs
«Hr. Sørensen paa Æventyr» — men sin egentlige
Plads som Kunstner og scenisk Skaber havde Zinck
sikkert mellem Phister og Adolf Rosenkilde. For
kun at pege paa et Par: af de Roller, «Teatret»
her vil bevare Erindringen om, var Zincks Jeppe
saaledes en tro og pietetsfuld Gengivelse af Phisters
Bonde, medens f. Eks. Justitsraaden i «De forlovede»
genkaldte Mindet om. Rosenkildes Vinge i «Besøget
i København».

Til Gengæld kan Jochum staa som typisk tor
Zincks originale Figurer. Den kendte lille Studenter-
spøg, der ellers ikke er stort bevendt, blev ved
denne ustandselig smaasnapsende og fortroligpassia-
rende Keglebanevært et scenisk Kunststykke af Rang.
I en lang. Række af Aar hørte Jochum ogsaa til
Zincks uopslidelige Benefice-Trækplastre. Det blev
Fest, saa snart. Jochum. atter viste sin røde Næse.

Otto Zinck er udgaaet fra Hostrups og Mantzius's
Kreds og aandelige Sfære.. Som ung Student spillede

Otto Zinck

or ==

Jeppe i «Jeppe paa Bjerget»

han med i Hostrups første Studenterkomedier, og
Venskabet med Digteren holdt ud til Enden trods
alle ydre Omskiftelser. Ved Zincks 25 Aars Jubi-
læum skrev Hostrup ogsaa Prologen til ham.

Ved Studenterforeningens Fester og Karnevaler
saavel som ved de gamle, glade Lørdagssold i Bold-
husgade .og paa Gammelholm var Otto Zinck altid
en sikker Mand og en saare virksom Støtte. Hans
morsomme Ballet- og Opera-Parodier til C. I. Han-
sens uforlignelige Musik — se nu Axel Sørensens
Udvalg af Foreningens Skuespildigtning — er
skrevet til' saadanne Fester. Og den ældre Slægt,
der f. Eks. har hørt Zinck synge «Charmantes
Gretchen» en Lørdag Aften, vil.huske, hvor fortræffe-
lig den. Karl kunde spille paa alle Haande Instru-
menter.

Otto Zinck har endvidere indlagt sig blivende
Fortjenester af vor Teaterhistorie. Han har altid
været en. Samler paa en Hals, og med baade stor
Ihærdighed og kærlig Omhu har han redegjort for
Holbergs og Oehlenschlågers Skæbner paa Scenen.
Hertil kommer hans Bog om Phister med en. Mæng-
de trofast optegnede Træk af den store: Kunstners
Liv paa og udenfor Teatret. Og endelig har vi jo
endnu Zincks egne Livserindringer til gode. Han
har selv udtalt, at han haaber at faa dem afsluttede

Justitsraad Dahl i «De Forlovede»

Nikolaj (Elith Reumert) Corpus juris (Johs. Ring) Gamle (Benjamin Pedersen) Pastoren (Otto Zinck)

«Nøddebo Præstegaard»

og udgivne, medens han endnu er i Live og kan

staa inde for alt. Hans nok saa skarpe Tunge, der
ellers ikke er ukendt, er vel derfor næppe stærkt
fremtrædende i Selvbiografien. Men hvad vil han
ikke kunne fortælle lige fra Barndomsaarene paa
Herlufsholm og Studenterlivet gennem et Par Men-
neskealdre til den lange Skuespillervirksomhed.
Otto Zinck er en af de sidste fra den Studenter-
generation, der fra Tredivernes Slutning til Halv-
fjerdsernes Begyndelse paatrykte baade vort offent-
lige og vort private Liv et bestemt Præg. Mange
af de gamle Venner er forlængst gaaede bort, Ploug

DERES FEÆTERS

NM har endelig faaet en dansk Komedie — tilmed
en god. Som det sig hør og bør, er den ført
frem paa den Scene, som ved festlige Lejligheder
smykker sig med Holbergs Navn; og den er blevet
vel modtaget af det Publikum, for hvis skarpe Kritik
samme Holberg næppe mere finder Naade.

Det er ikke et tilfældigt Lune, der skyder Hol-
bergs Navn frem i denne Forbindelse. Der findes

og Hostrup, Mantzius og Liebenberg, Jacob Voltelen
og Molt Wengel, Chr. Richardt og Vilh.. Rode

0. s. fr. Med beundringsværdig aandelig og legemlig
Spændighed har Otto Zinck holdt Skansen. Den
gamle Herre skraar endnu med smaa Skridt lang-
somt over Boulevarden til Folketeatrets Port. Hil-
sende og nikkende til alle Sider, glippende med de
poliske Øjne, gaar han støt til sin daglige Gærning.
Otto Zinck har gjort Folketeatret Ære, hans
Kunst har glædet os alle. Hvem vil ikke fremdeles

ønske ham mange lykkelige Aar!
OrTrTo BORCHSENIUS.

MOR HAR RET

en indre Sammenhæng. Denne moderne Komedie
genkalder Mindet om hans stærke Latter, hans kloge
Smil og hans sørgmodige Øjne. Ja, ret som for
at lede Tanken paa Vej opdukker pludselig et be-
rømt Kandestøberhusraad i moderne Form: «Ta'en
med Ro, Mortensen, og tæl til tyve!» — Henri
Nathansen har paa Holbergs Vis grebet en national
Karakteregenskab og legemliggjort den i en typisk

== 103—

Fru Ramssing (Jonna Neiiendam) Gamle Ramssing (Elith Reumert)

G. Lindstrøm, fot.

«Mo'r har Ret —!y

Figur. Han har ikke fordybet sig i Individets Psyko-
logi, vel vidende, at saadant kun vilde svække den
sceniske Virkning. Han har været klar over, at
Scenen kræver skarpe Konturer, stærke og absolute
Farvemodsætninger. Dertil er han i Besiddelse af
en komisk Kraft af udpræget dramatisk Beskaffenhed.
I denne Komedie slaar alt til. Hver Situation er
skarpt set i sm Modsætning til før og efter; ingen
Virkning lades uudnyttet; alle Kneb gælder — og-
saa de tarvelige. Paa Sansen for klare Linier og
Blikket for Situationens Komik beror Henri Nathan-
sens dramatiske Talent; nogen Handlingens Spænding
findes ikke hos ham. Af hans fremtidige Komedier
kan man vente sig den fuldkomne Teknik, som er
saa sjælden hos danske Teaterskribenter. Han har
nu prøvet sine Evner og set, hvorledes de virker;
han har sikkert fundet, at han uden Skade kan trænge
sit Stof tættere sammen, og at hans Komik har
Raad til at ofre de groveste Tricks.

Henri Nathansen vil ikke Tekniken alene. Han
vil skrive over sit Teater de gode Ord «Ej blot
til Lyst». Om han kan skabe den store Komedie,
som han stiler imod, er dog endnu et aabent
Spørgsmaal. Det er blevet sagt, og sikkert med
Rette, at kun den, der lodder den dybeste Tragik,

kan naa den højeste Komik — men hvem følte paa
det kongelige Teater Tragedien bag Komedien?

Det var nok til Dels Udførelsens Skyld. To
Hovedskikkelser, Erik Ramssing og Bertha, blev til
intet, medens gamle Fru Ramssing og Klint fyldte
Skuepladsen. Derved brast Komediens Plan. Dens
Dybde beror paa, at Erik Ramssing tror paa sin
egen Fasthed og retlinede Konsekvens. Dette har
Hr. Poul Nielsen naturligvis meget vel forstaaet,
men han har ikke kunnet gennemføle Rollen; han
har konstrueret Figuren op, hvorved den blev uægte;
den blev Erik Ramssings Karrikatur — den bevidste
Poseur.

Bertha blev spillet af Fru Bloch med vanlig
teknisk Bravur.

Som gamle Fru Ramssing var Fru Neiiendam
fortræffelig. Hun stod støt paa sine Ben og sagde
sine Repliker med overbevisende Myndighed og
Sikkerhed. Mindre sikker var Hr. Zangenberg som
Klint; dog var Figuren udmærket anlagt og vil
snart ligge fast. Hr. Neiiendam spillede som Car-
stens fint og klogt; men altfor mange Repliker,
især de komiske, ødelagdes ganske af hans besyn-
derlige, smagende Diktion. Straalende morsom var
Hr. Reumert som gamle Ramssing.

Lili (Anna Larssen) Palnatoke Jensen (Neumann) Agathe (Olivia Jacobsen) Børgelund (Jacques Wiehe)

495 —

«Vore Kælebørn», 1. Akt

å
då
ål
i
i
Å
|
Å

Unge Kunstnere (Jønsson, Marie Niedermann, Lund, Kornbeck, Mimi Mikkelsen, J. Wiehe, Hertel, Asta Nielsen, A. Schmidt)

«Vore Kælebørn»,.2. Akt

Publikum greb med Begærlighed enhver Lejlighed
fil at"les "Huset senlødfaf. Latter "den hele” Aften.
Men. i de Scener mellem Carstens og Bertha, hvor
der aabnes Udsigt gennem Komediens Perspektiver,

hørtes den Mumlen, Rømmen og Næsepudsen, som
atter og atter viser, hvor uendelig vanskeligt det er
at tvinge Folk ind bag Kunstens Overflade.

Har Henri Nathansen Kraft til det —?

PauL FJELDGAARD.

PRIVATTIEÆERENE

FE SE bragte forleden Dag et anonymt
indleveret Skuespil »Vore Kælebørn» til Op-
førelse. Det viste sig at være en Satire rettet mod
den københavnske Bohéme, en ganske udvendig og
virkningsløs Satire, der ikke ramte og ikke bed,
fordi den anonyme Autor aabenbart aldeles ikke
kender de Elementer, som han (eller hun) retter sin
Braad imod. De skildrede «Kunstnerspirer» blev gan-
ske overfladiske Karikaturer, saadan som vi kender
dem fra «Klods Hans» og Sommerrevuerne. Men for-
resten lod «Vore Kælebørn» til at more Borgerskabet,
der fandt Behag i disse meget letkøbte Morsomheder.

Den københavnske Bohéme venter stadig paa
sin Skildrer.

Udførelsen var fuldstændig i Stykkets Aand.
Skuespillerne forblev lige saa udvendige som de
Personer, Forfatteren (eller Forfatterinden) havde
givet dem at skildre. Kun Emanuel Larsen var
nogenlunde menneskelig som en dreven Forlægger,
og Alma Wandahkl gav et ganske pudsigt Billede af
en hysterisk Forfatterinde, om hun end smurte lidt
vel tykt paa.

PAUL SARAUW.

HV 7 fæmneg 01g»

(uasjnogq "syof) [yepuasøT (2Z3aquaduez 1eulq) Jag pey (uasssæT euuv) esnåny (pejgq 2sngny) eumag ,
4 of "uosepuv] "DD

REELT SE > tante

—— BENE:

&
SE

DRESS

Fire”

my P)
lede:

TEN "RR: SS
"0 ÆT & ag & ”» N CON &' ns NE, |
5 RRS ege SVÆR FIN
(5 SMV DÅ OD MIT EAR
SERSNWØSA (GREN

….

17 al | $ w
key MU2G

ig

br

DAG NAR BEAT RE ERP BASE RMA

KUESPILLET var forudbestemt til at falde, Eor
S længst læst og ikke taget blidt paa. Et let Bytte
for Kritiken, der nu engang hellere flænser i de
aabenlyse Fejl end graver efter skjulte Skønheder.

«Pro "Patriaxner et Værk af en usikker Haand,
der famler efter nye Maal under selve Arbejdet.
Titelen tyder paa Bombast, Stykket aabner som
en grov og tyk Satire, men Latteren viger efter-
haanden for et bittert Smil, Krigsskuepladsen for-
lægges tra det store almene Fædrelanderi til Selv-
opholdelsens lille snævre Verden med Blodets Duel
mellem Hjerte og Hjerte. Patriotisme, Ofren Liv
og Blod — det er tilsyneladende store bombastiske
Strenge at slaa paa; og der slaas paa dem, indtil det
omsider fornemmes, at disse store udvendige Følelser
kun er en Klang i Munden, men at Menneskehjertet
egenlig kun kan elske og hade, pines og nages i
Tvekamp, hvor de personligste Interesser staar paa
Spil.

«Løftelsen» fra 48, 49 og so! Svend Leopold
har et lydhørt Øre for den klingende Retorik, for
de svulmende Tirader, for den bovnende Pathos. Af
Tidenstæstetisk- volitisken S vade IEEE formet en
oppustet Folketaler, hulere end et Menneske kan
være, Etatsraad Bottius er selve Aanden fra 48, set i
Hulspejl. Han er kun en uhyre Mund, opkrænget
til begge Øren som paa en komisk Maske. Tale-
begejstringen faar Ordene til skylle ud af denne Mund
som Regn at en Tagrende. Digteren formaar ikke
at sige Stop — Etatsraad Boétius drukner tilsidst i
sit eget, ustandseligt strømmende Bavl, som intet

Trylleord, ikke engang Slutningsaktens Begravelses-
uhygge kan besværge. Da han svulmer af Hen-
rykkelse over de kgl. Højheders Kondolence-Visit
og tilsidst ønsker sig en Flynder serveret til Aftens-
mad, er han akkurat saa langt nede i Fiskekarikatur,
som Leopold kan komme, naar han indbilder sig at
være allervittigst — jævnfør Geddeaandrighederne i
«Den store Eros».

Hr. Fjelstrup har maattet høre ilde for sin
«Overdrivelse» — den maa dog rettest skrives paa
Forfatterens Regning. Denne Boétius maatte virke
som Karikatur, men Hr. Fjelstrup lagde baade Fylde
og Fantasi i dens sceniske Holdning. Skikkelsen
var kolerisk som en Kedel Vand over Gløder, op-
pustet af sin indre Damp, hektisk sprudlende, hvert
Øjeblik kogende over. Masken var god — dette
graakrøllede Hoved i Christian den $des Stil, disse
Blus under Øjnene, denne Kroen sig i evindelig
Selvbespejling, denne Stoltseren paa Baggrund af et
usynligt Folkehav.

I Interiørerne og i de Unges bølgende Hjerte-
konflikter maatte Skuespillets Poesi søges, og var
den virkelig at finde. Svend Leopold har digtet sig
ind i Fyrrernes Københavnerliv med en ungdommelig
Charme, en Finsans for den gamle Idyl indenfor
Voldenes Ramme, for den sene Empires Potpourri-
Duft. Man husker det fra de yndefulde Skitser
«Hyggelige Tider». Denne Milieuets Gratie gen-
findes i «Pro Patria»… Han evner poetisk at frem-
trylle Tids- og Lokalstemning i det rige Borgerhjem
med Udsigten over Kongens Have, de hvide Vaar-

HV "I fcenjeg Oo1g»

(uasang-Jannuy) udzaualT, (uaspnog "syof[) u2d13uadaøT (dnns[a(,7) snm9og (pejg &sngny) eumagq (udsjarnNn apr ew) snngog n1,7

0 "uosepteT "DD

. .

" EVERETT CASES

gardiners Idyl, Feststemningen, naar et frivilligt
Korps marscherer forbi under Landsoldatens Toner,
tilviftet af de unge, hvidklædte Damer paa Balkonen.
Han forstaar ogsaa at lade et Klaver lunefuldt blande
Melodistumper eller lette Krigsfarver ind i Talen,
der slynger sig nervøst ud og ind i en ejendommelig
Vaarfornemmelse af sød Uro.

Men denne Uro skader jo netop Stykkets dra-
matiske Sammenhæng og regelbundne Udvikling.
Her er ingen Haand, der strammer Traade, men
en Digter-Fantasi, der jager efter tilfældig Stemning
som en Dreng efter Sommerfugle. Billedvirkningen
sitrer, flagrer og flakser. Ingen Klarhed i Hensigten,
ingen Sikkerhed i Figurernes Tegning. Derimod
et. let sværmerisk Clair-obscur, hvor der ikke hand-
les, men drømmes, hvor Elskoven er i Tvivl, snart
ophidset, snart fortvivlet, snart begærende, snart
angerfuld. I denne lunefulde Elskovsleg, der næsten
har noget Musset'sk over sig, ligger Skuespillets
fineste Poesi. Den unge forelskede Baron ligner i
særlig Grad Mussets erotiske Helte. Ny er hans
trodsige Fornægten af Fædrelandets Krav paa hans
Liv. Hvorfor skal han i Krigen, naar han dog
hver Dag tjener under Eros og strides med sit eget
uregerlige Hjerte? Det er splittet og tvedelt —
han snapper efter Lykken, han kan ikke magte sin

G. Lindstrom, fot

egen Længsel, han volder sin syge Ven Døden,
fordi han længes efter at favne hans Brud, og bag-
efter hjemsøges han af Samvittighedsnag, hans
Hjerte er lige usikkert, og han bukker under for en
halvt sygelig, -halvt ekstatisk Trang til at sone sin
Brøde — at ofre sit Liv paa det fædrelandske Alter,
han hidtil har bespottet. Ogsaa de to Kvinder,
han samtidig attraar, er tegnede med Finhed: den
kyske, kloge og selvstændige Bettina, der næppe
tør tilstaa sin Kærlighed for sig selv, og den lille
kokette og livslystne Augusta, der ikke kan ofre
en eneste Time af sin Livsfornøjelse, end ikke til
at pleje sin haardtsaarede Brudgom, men straks kaster
sig ind i nyt, erotisk Spil med hans raske Ven.

Saa ejendommeligt end dette Vekselforhold mel-
lem de Unge er følt og set, Stykkets dramatiske
Nerve bliver borte under Legen. I 2den Akt spindes
den unge Adelsmands erotiske Tvivlraadighed saare
vidtløftigt, men tillige psykologisk mærkeligt ud i
Tusmørket, og da Forfatteren endelig føler Nødven-
digheden af at slutte Akten, skærer han den af saa
skarpt og grelt som med et Pulsaare-Snit: en For-
bløden, en Blodpøl for aabent Tæppe.

To af de Unge vil huskes længst fra «Pro Patria»s
Opførelse. Johannes Poulsen som den erotiske unge
Baron — Skikkelsen kunde tænkes som en mere

Brulle (Helsengreen) Baron Dangell (Ring) Grev Wrangel (Dorph-Petersen)
«En Lektion», 1. Akt

— 100 —

deli dstr dn, fot Komtesse Polly (Betty Nansen) Søren Bastrup (Poul Reumert)

«En Lektion», 4. Akt

Stella Ludvigsen — Dangell Søren Polly Wrangel Barth Brulle
(Ellen Aggerholm) (Hellemann) (Ring) (P. Reumert) (Betty Nansen) (Dorph-Petersen) (Lindstrøm) (Helsengreen)

rutineret Erotiker, men ikke skønnere og finere i
det Ydre, lidt farverigere i sit Sjæleliv, men ikke
finere behersket. Den unge Kunstner er aldeles
øjensynligt inde paa fast Vej mod Maalet, mandig
og kunstbevidst. Fru Anna Larssen som Augusta
— hvilken Fryd og hvilken Skønhed! En historisk
Aabenbaring — en Modejournal fra Fyrrerne blevet til
Kød og Blod. Og den samme vidunderlige og
enfoldige Menneskelighed som altid: naar denne lille
fornøjelseslystne Kokette flammede op og stod paa
sin egenkærlige Ret, gjorde hun det helt ud i Tåaspids
og Fingerspids. Fru Anna Larssen er Streng helt igen-
nem. I sidste Akt bar hun hele Begravelsesuhyggen
i sin sorte Dragt, hele det frysende Nag paa sit
hvide Ansigt.
Sophus Michaélis.

PRIVATTEATRENE

OLKETEATRET har atter faaet et Kassestykke i

E Walther Christmas” Lystspil «En Lektion».
Christmas er vel nok en af vore habileste Teater-

Sandberg fot, Stella (Ellen Aggerholm) skrædere; han ved paa en Prik hvordan et Stykke

o35

OZ —

Guillaume (Holger Reenberg) i «Bajads»

skal skæres til, hvordan en Replik skal falde for at
tage Bifald, og hvor der skal anbringes et lille Stænk
af Sentimentalitet for at pirre Taarekirtlerne. Walter
Christmas ler og græder ikke selv med sine Pisurer:
han er kold og klog og nøgtern, og naar han et Øje-
blik forglemmer sig selv og med Pathos giver sig
til at spille Samfundsreformator, saa føler han ogsaa
straks, at han vover sig ud paa et Gebet, hvor han
ikke hører hjemme og atbryder hurtig sig selv med
et Smil og en kaad lille Vittighed.

Udførelsen var helt igennem god. Dorph-Petersen,

Tscherning, Helsengreen og Ring skabte morsomme og
ondskabsfulde Adelsmænds-Typer, Betty Nansen spil-
lede saa myndigt og klogt som nogensinde, og Poul
Reumert og Ellen Aggerholm virkede velgørende ægte
som Skovfogeden og hans lille, syndefulde Kone.

— Casino har siden sidst genoptaget den gamle,
kønne Folkekomedie «Bajads» paa sit Repertoire.
Holger Reenberg spillede Titelrollen diskret og fint,
og Eigill Rostrup var opfindsom og fantasifuld som
Skurken.

Paa Dagmarteatrets Repertoireliste genfinder man
«Kameliedamen» med Anna Larssen som den yndigste,
mest rørende Marguerite Gautier, som nogen Scene
har set.

Paul Sarauw. Marguerite Gautier (Anna Larssen) i «Kameliadamen»

=13031'—

K, Wieghorst fot

Gerda Krum i «Den skønne Helene» paa Aarhus Teater

Mølmarck (Benjamin Christensen) BZømler (Malberg)

i «Byens Stolthed» paa Aarhus Teater

— "104 —

. K
—d
| fh vd

i d Få NM
ON SY KK

ZR LÆ]

(|
(Så

PÆFERSBTEL STRUP

DE betydelige Skuespillers Udvikling befinder

sig for Tiden i en Krise, som kan blive tragisk
for hans Kunst, men som han ogsaa ved gode
Magters Indvirkning — kan komme styrket og
helbredet ud af.

Sikkert er det: I Øjeblikket blinker en rød Stjerne
uheldsvanger over hans Bane.

Jeg ser to Grunde dertil, — og egentlig er han
ikke selv Skyld i nogen af dem.

" Den ene beror paa det store og slidsomme
Arbejde, han i de senere Maaneder har anvendt paa
at fåa sit eget Teater: det har splittet hans Kræfter
påa- andre Omraader, og det har fremkaldt det nok-
som bekendte københavnske Smil imod ham.

I og for sig er der jo intetsomhelst komisk ig
at en Mand gennem et lidenskabeligt Arbejde søger
at hæve sin sociale Position og sin Indflydelse som
Kunstner,-— selv om Arbejdet muligvis skulde vise
sig frugtesløst. Alligevel rummer dette Smil ogsaa
en vis Retfærdighed, for saa vidt det vurderer ham
rigtigt: han er Skuespiller og kun Skuespiller.

Overfor Fru Betty Nansens og Hr. Karl Mantzius?
Arbejde før at blive Teaterledere har ingen tænkt
paa, vilde ingen tænke paa at trække paa Smile-
baandet. Men hvis Hr. Olaf Poulsen eller Fru
Anna Larssen skulde blive plagede af lignende Griller,
maatte man le, — ligesom man har let af Fjelstrup.

Grunden ér ikke alene den, åt man nu engang
er vant til at le af dem; den beror først og fremmest
paa en maaske halvt ubevidst Erkendelse af, at de
fremfor alle andre er Øjeblikkets Børn, skabt til

RR ooe=

hver Aften at virke fra Scenen og ikke til noget
andet i Verden, — at de som ingen af deres Kam-
merater er Skuespillere og kun er Skuespillere.

æg

s

N
mt
.

Joulin i «De Ægtemænd, de Ægtemænd !»

Naturligvis er dette en Fare for dem, saa store
Talenter de end er. Er man foruden at være Skue-
spiller tillige Dr. phil. eller Husejer, Redaktør eller
Direktør, Professorinde, Direktrice eller Ridder, saa
giver disse mere eller mindre officielle Udmærkelser
En et vist borger-
ligt Rygstød, en
Afstiver, der fæst-
ner= og ”retleder

Ærgerrigheden,
ogselv uden denne
Prunk kan man jo
som Skuespiller
være Barnefader

eller Bogorm,
Stuemenneske el-
ler Tøffelhelt, og
ogsaa disse mere
beskedne Attribu-
ter gør gerne ar-
bejdsom i Privat-
livet. Men har
man i alt væsent-
ligt kun sit Talent
at stole paa, .kan
det undertiden kni-
be med Energien.
Af disse vore
tre mest umiddel-

bart virkende sce-
niske Kunstnere —
Olaf Poulsen, An-
na Larssen og
Fjelstrup. —. =er
Olaf Poulsen. jo
unægtelig den, der
harklaret sigbedst.
Ikke fordi han har
arbejdet saa særlig
meget, — han har
desværre ikke ar-
bejdet nok — men
fordi han har haft
saa mægtig en
Støtte i det kgl.
Teaters klassiske
Repertoire og i
dets moderne Instruktion De store Holbergroller
har været som dybe Skaale for hans vældende Humør,
og.saavel her som overfor hans Roller i Nutidsskue-
spil har William Bloch retledt og hidset hans ska-
bende Kraft paa en Maade, der ikke kan vurderes
højt nok.

Newland fot.

Peter Fjelstrup

De to andre har i de senere Tider maattet
savne just det, der har været Poulsens Støtte:
Repertoire og Instruktion. Og netop Instruktion kan
Anna Larssen mindst af alt undvære. Derfor saa
man, at medens hun endnu i forrige Saison skabte
en Række fritstaa-
ende Skikkelser,
har hun i denne
ikke formaaet at
formenogen Rolle
med absolut Sik-
kerhed, hvor tin-
drende og sensuelt
hendes Spil end
stedse kan virke i
Enkeltheder.

Endelig Fjel-
strup. Han har
aldrig brudt sig
synderlig om In-
struktion, og siden
den Herman Bang-
ske Periode paa

Folketeatret —

under hvilken han
utvivlsomt. fik
mange udmærke-
de Vink, selv om
det farlige Ord
Geni vistnok hæf-
tedes altfor hyp-
pigt paa ham at
Instruktøren —
har han nok i alt
væsentligt instru-
eret sig selv.

Han har og-
saa mange Betin-
gelser for at kunne
gøre det. Han ejer
en sjældent ud-
præget, en fuld-
kommen glimren-
de Teaterfantasi,—
en Evne, som man
ikke behøver at
nære Mistillid til,
da det dog paa et Teater tørst og fremmest er den, det
kommer an paa. Han er den største Maskeringskunst-
ner, vi har, Tænker man tilbage paa hans Figurer —
helst lidt langt tilbage — husker man en Række
Skikkelser, der frapperer, og lyser op i Erindringen
ved deres ydre Anskuelighed. De var Masker de

— 106 —

Bed Eee E. ==

Rob.Dinesenfot. Volkhart i «Tappenstreg» Rob Dinesen fot. Abel i «Hverdagsfolk»

fleste, men med en saadan instinktmæssig Sikkerhed
var de afstemte efter Rampelyset, at de levede deri
som virkelige Mennesker.

Det er ikke saa meget Instruktion, der skal
hjælpe denne Skuespiller paa Fode igen, som det
er Repertoire. Han har i de senere Aar næppe haft
én virkelig god Rolle, — og her er den anden og
betydeligste Grund til den Krise, hans Kunst nu
befinder sig i.

Selv har han offentligt udtalt, at naar han spillede,
som han nu gjorde, — saa løst og uvornt —

saa var det Rollernes Skyld og ikke hans. Han
kunde simpelthen ikke holde alle disse næsten ens-
talende Farcefigurer ud, hvis han ikke hver Aften
hittede paa noget nyt at muntre sig selv, sine Med-
spillende og sit Publikum med.

Det er i og for sig en god menneskelig Und-
skyldning, — selv om den maaske næppe skal tages
altfor alvorligt. Har Fjelstrup en Aften igennem faaet
Publikum til at vrinske af sine Løjer, — han gaar
næppe tungsindig til Sengs af den Grund. Snarere
vil det vel faa ham til at kildre det end yderligere
den følgende Aften. Han har jo sit Blik, der saa
gladelig slaar Smut ud over Lamperækken og altid
dikkedikker Folk paa de følsomste Steder, han har
sin vidunderlige, snart galende, snart knurrende Røst, Rentier Vinter i «Et Eventyr i Rosenborg Have»

107 —

Morten Kiil i «En Folkefjende»
(Efter en Tegning af Skuespiller Albrecht Schmidt)

RATE Ved
! +25 f
FLISX 14 sø
i
£ i
"452 i ng N FFER X
| SØ ØR
É VUE NINE
pan
—f—)

Lord Ruthwen i «Marie Stuart»
(Efter en Tegning af Skuespiller Albrecht Schmidt)

og han har sit mimiske Lune, der stiger Publikum
til Hovedet med samme Virkning som en ægte og
stærk Cognacstoddy.

Men han mangler kunstnerisk Energi. Han kunde
uddybe og menneskeliggøre sine daarlige Roller, —
i Stedet derfor slappes han af dem. Han nøjes
efterhaanden med at forme dem en stundom god,
stundom tilfældig Maske, og lader saa staa til som
det kan falde sig. Saaledes forringes hans Talent.

Skulde hans nye Planer nu slaa fejl for ham —
og efter alle Solemærker at dømme har han vovet
sig altfor langt ud — vil Skuffelserne herover næppe
just anspore hans allerede svigtende kunstneriske
Initiativ. Det bliver da hans kommende Direktions
Pligt med Omhu at vaage over og af al Magt at
ophjælpe hans rige Evner paany.

SVEN LANGE.
Sar)

DET "KGESTEATER =DAGMARTEATRE TR

DE kgl. Teater fejrede H. C. Andersens hundredaarige

Fødselsdag ved at sætte «Ole Lukøje» paa Plakaten. I
Grunden kunde Teatret have sparet denne Opmærksomhed;
H. C. Andersen har jo ingen Tid betydet noget som Drama-
tiker, og man kunde uden Skrupler have overladt Casino at
give denne Tribut til den Afdødes Minde, da dette Teater saa
kraftigt har udtalt Ønsket derom.

Bedstemoder (Jonna Neiiendam) Christian (Liebman) Ole Lukøje (Harry Larsen) Maria (Anna Bloch)

«Ole Lukøje»

== 110

Ole Lukøje (Harry Larsen)

Paa den anden Side er der jo ingen, Skade sket; «Ole
Lukøje» fortjener slet ikke alle de foragtende Ord, som Kritiken
har mødt det med ved denne Lejlighed; man genfinder meget
af Eventyrenes lune Komik i det, og der er ingen Grund til
at trække paa Skuldrene ad Stykkets hverdagsagtige Moral og
tale om «Spidsborgerlighed», fordi det prædiker Nøjsomhedens
og Tilfredshedens Evangelium — Det var jo nu engang H.
C. Andersens Livsvisdom, og den levede han meget lykkelig
paa. I denne Kassebedrøvernes Tid er det saamænd slet ikke
nogen daarlig Moral!

Forestillingen virkede nydeligt. Fru B/och og Fru Neiiendam
nussede hyggeligt og stilfærdigt omkring som Maria og den
gamle Bedstemoder, og Hr. Liebman bestræbte sig hæderligt
paa at spille Christians Rolle med den Trohjærtethed, som
den kræver.

Dagmarteatret har atter hentet Drachmanns «Dansen paa
Koldinghus» ned fra Loftet. Det lille Melodrama, der hører
til Digterens allerbedste sceniske Arbejdere, faar en meget
stilfuld Udførelse; men man savner i denne noget af den
Renaissance-Vildskab og Brutalitet, som Stykket rummer.
Alfred Møller var fortræffelig som den gamle Adelsmand og
Augusta Blad spillede Kirstine med megen Hengivelse og med
et Temperament, som man ellers savner hos denne, lidt
stive Skuespillerinde. Blandt de tre uheldige Riddere kan
nævnes Olaf Fønss for hans udmærkede Maske; de to andre
var altfor slatne.

PAUL SARAUW.

Friis (E. Zangenberg)

Narren (P. Fjelstrup) Lunge (V. Lund)
i «Dansen paa Koldinghus»

== ==

Galt (O. Føns)

SÅ

W

(
( .
ISG

FOND

ør å, bå

SEN
AN |
Bo

SKET

KARNEVAL (ROSENMONTAG)

a Hartleben vilde skrive et moderne Rørestykke

for det bredere Publikum, vidste han intet
bedre end at ty til Emnet fra «Kabale og Kærlighed».
Siden Schillers Dage er de fleste Standsforskelle
langsomt sløjfede. Der er ikke længer noget svim-
lende Dyb mellem Adelig og Borgerlig. Kun Mili-
tærkasten holder sig endnu, forskanset bag en Vold
af Æresbegreber, som alle andre finder latterlige.
Det borgerlige Sørgespil er derfor bleven til et mili-
tært. Hartleben behøver blot at slippe et lille uskyl-
digt borgerligt Pigebarn ind i et Officerskasino for
straks at faa en skæbnesvanger Handling i Gang,
mindre vild og mindre Jet end i «Kabale be
Kærlighed», men ligesaa ubønhørlig i sit Forløb,
med akkurat lige saa mange Mare og med lige
saa sørgelig en Udgang. Da fraliondle Kamp
mellem Pligt og Elskov bliver modificeret til en
Strid mellem Uniform og Kærlighed. Uden Officers-
distinktionerne blev Er overhovedet ingen Tragedie
af. At en ung Mand af fin Familie indtages i en
lille fattig Haandværkerdatter og ikke maa faa Lov
at ægte hende, fører ikke uundgaaeligt til en Kata-
strofe, selv om der nok er onde eller tarvelige
Mennesker, som vil intrigere for at sværte hendes
Rygte og derigennem skille de elskende to. I gamle
Dage var det en djævelsk Skurk ved Navn Wurm,
nu er det kun et Par velmenende Slægtninge, der
paatager sig at lave denne Kabale. Men var Helten
ikke netop Officer, saa vilde han nemt kunde straffe
disse Rygtesmede og let give sin lille Pige den for-
tjente Oprejsning. Ulykkeligvis gaar han nu i Uni-

form, det vil sige i en Spændetrøje af Æresmoral,
som alene gælder for det militære Ridderskab. Den
uskyldige unge Pige, der har været saa usalig at

Hans Rudorff (Aggerholm) Gertrud (Agnes Thorberg-Sommer)

— 113 —

Hans Rudorff (Svend Aggerholm) Gertrud (Agnes Thorberg-Sommer)

Marianne (Augusta Blad) Langlade (Robert Dinesen)
i «Karneval»

i «Den skjulte Fjende»

VV "I f«opualy amnlys udg»

(uaspiN pre) Wn09919 my (pejq esngny) suuenew (S1oquasoy uoqesyg) unneglg ng

give sig hen til sin Løjtnant, er netop derved bleven
ganske værgeløs. End ikke hendes Elsker kan be-
skytte hende, ingen skylder ham Satisfaktion paa
hendes Vegne, enhver af hans Kolleger kan ustraffet
smæde hende og ham, da han paany knytter For-
bindelsen, efter at deres Svig havde lokkét ham til
at forlove sig med en rig Dame. Først er han
Officer, siden Menneske. Han kan ikke engang
kaste den militære Spændetrøje og blive virkeligt
Menneske. Han er bleven sit Hjerte tro, men han
har sveget sin militære Ære. Som en Nessusskjorte
klæber Uniformen til ham Horikke af vanære den
har han ingen anden Udvej end at straffe sig selv
med Døden.

Saa «antimilitaristisk» er dog Tankegangen i
Danmark, at den finder sligt naturstridigt, uden at
det behøver at dokumenteres i et Drama. Stykket
vedkommer os ikke direkte, det rører os ikke, det
interesserer os højst ved sin stringente Paavisning
af, hvilke slemme Konsekvenser en taabelig Militær-
moral kan afføde. Vi studser et Minut eller to og
siger: Herregud, er tyske Officerer endnu saa langt
fra at være Mennesker!

Ved Johannes Nielsens omh ggelige Iscenesættelse
formedes Skuespillet paa Folketeatret til en Række
virkningsfulde Kaserne-Interiører, paalidelige Billeder
ra den snævre Soldaterverden, hvor Tappenstreg
og Réveille rammer Dagen ind, og hvor Hælenes
Smæld sætter Akcent paa al Tale. Paa denne Bag-
grund af Støvletramp og Sabelklirren tegner sig den
lille uskyldige Borgerdatters følsomme Hjertehistorie
== en bly og bleg "lille "Gaaseurt mellem alle de
blanke Knapper — og Løjtnantens Fortvivlelse over
sine Venners Rænker, hans uhjælpelige Harme
over deres Haan, hans Sorg over, at hans Kærlighed

skal kvæles af gold Disciplin, at Uniformen er stær-
kere end hans eget Hjerte.

Udførelsen blev finere, men ogsaa spinklere
end Stykket. Som et ægte Melodrama er det holdt
i ubrudte, til Tider noget grelle Hovedfarver. Sorgens
sorte Klæder kastes for atter at lade Uskyldighedens
hvide Lin skinne, den smerteligt atbrudte Elskov
flammer op til et nyt og blussende Liv, Fortvivlelsen
hyller sig i Livsglædens blodrøde Domino, Karne-
vallet begynder, for de to Unge en sidste hektisk
Nydelse som den, der tilstaas de Dødsdømte.

Der kunde hos disse to have været rigere Olie
paa Lampen, større Blus, højere Flamme. Livs-
kraften ebbede tidligt. De var i det hele for bly
og for æteriske. Men netop derved fik deres første
Gensynsmøde en egen Andagt, et skælvende Drag
af Længsel og Smerte. Hr. Aggerholm har sin
Styrke i saadanne Øjeblikke, da Ansigtet overskylles
af en hed indre Strøm, saa selv Øjnene synes blod-
sprængte af Bevægelse. Han ejer en egen dump
og indadvendt Styrke. Frk. Thorberg-Sommer sitrede
som en lille hvid Madonna med Sorgens sorte Rande
om sine smukke Øjne, lidt for sky og blodfattig
og lavmælt, men ingenlunde uden indre Overbevis-
ning, med en egen famlende Fugleungdom i sin
spæde Kunst.

Stykkets barske og umenneskelige Militærmoral
syntes inkarneret i Hr. Adam Poulsens pragtfulde
Fremstilling af en dæmonisk Offcers-Don Juan:
En bidende Haan mod al civilistisk Overvurdering
af Pigebarnsvrøvl, en isnende Formsikkerhed, en
Myndighed, der skar som en Sabel, en Kno i Bordet,
der gav det mest overbevisende Smæld i det ganske
Stykke.

Sophus Michaélis.

CNE RESET

«DEN SKJULTE FJENDE AGNETES:

vor de dog ligner hinanden alle disse franske
H Konversationsstykker, som nu vinder Indpas paa
Scenerne over den hele Verden. Hovedpersonerne er
ens i dem alle — en Ægtemand, hans Hustru og den-
nes Elsker — og Konflikten er ogsaa den samme:
Hustruen kaster sig i Armene paa Elskeren, men
længes snart tilbage til Ægtesengen og giver Elskeren
Løbepas.

Det er en af disse den nyeste parisiske Teater-
modes Modeller, at Dagmarteatret har ladet overføre
paa dansk og faaet sig en afgjort Succes paa.
Dens Titel er «Den skjulte Fjende», dens Forfattere

Capus og Emanuel Årene; navnlig førstnævnte har
jo vundet sig Ry som en spirituel og kyndig
Skuespilskribent, der påa en Gang ejer det lette,
legende Boulevard-Vid og det Dybsind, der tillader
ham at give sig i Kast med de store Problemer.

Det er dog ret problematisk, om «Den skjulte
Fjende havde vakt nogen videregaaende - Opmærk-
somhed herhjemme, om ikke Dagmarteatret havde
givet Stykket saa udmærket en Udførelse, som det
nu er Tilfældet. Martinius Nielsen spillede saare
klogt og følelsesfuldt og virkede — trods sit meget
afdæmpede Spil eller maaske netop paa Grund af

EEG =

Akt

rs

,

Marianne (Augusta Blad)

kjulte Fjende»

NS

> rn UD DBSN DDR LY SDE»

Den

«

SEES ET Er ES ea sen BRAReEL EGEDE cs men as ea dale BeDD ERE os EA
rn rt mener es masser ke Ko ms adA RØRER DRAGEN NEDE Mrs I se rs sn

[=j
v
Pl
v
i
ZZ
n
te]
ea
E=I
ir
—
==
”»
(gl
En
dd
v
(5)
fæ]
S
ed
es

G. Lindstrøm, fot.

Marianne (Augusta Blad) Maurice (Martinius Nielsen)

«Den skjulte Fjende», 3, Akt

«apualy aynfys uagq»

GpunuenQ sueH) unnesgq (SZiaquasoy wagqesyq) unnesg ni (Yam sanbaef[) awrenmuey) (uasqoaef eramQ) amenueyD n1g

det — med en Myndighed, der gjorde ham til
Stykkets absolutte Midtpunkt, og Fru Augusta Blad
var momentvis aldeles udmærket; af deres med-
spillende, hvis Roller iøvrigt ikke afgav særlig frem-
ragende og betydelige Opgaver, var Jacques Wiehe
og Elisabeth Rosenberg vel nok dem, der passede
bedst ind i Stykkets galliske Ramme. I en Miniatur-
rolle gjorde Mathilde Nielsen udmærket Fyldest.

— Folketeatret har i Saisonens elvte Time og
paa 'Tærsklen ind til Sommeren opført et saa lite-
rært Skuespil som Amalie Skrams «Agnete», der vel
nok er det betydeligste og skønneste Skuespil, der
længe er gaaet paa en Scene her hjemme.

Agnete Lindeman — denne Synderinde, der be-
sidder alle de Fejl og Laster, som Mennesker. for-
dømmer og straffer — hvor har Amalie Skram

ikke formaaet at tvætte hende ren; hun giver hende
Plads ved sit Hjerte og viser os, hvor stolt og stor
en Sjæl, der bor inde bag dette Væv af Løgn og
Laster, hvor god og fin og sanddru hun er midt i
sine Løgne. Hun er en Kvinde, der kan offre sig
for andre, en Kvinde, der har stærkere og renere
Følelser end alle de Mennesker, hun lever iblandt.

Og saa vidt gaar Amalie Skram i sin Kærlighed
til.sin Heltinde, at hun vender al sit Hjertes Bitterhed
mod den Mand, der forsmaar Agnete og vender
hende Ryggen, fordi han ikke er stor nok til at

tage hende med alle hendes Fejl og ikke ser, hvor
ren hun bliver gennem sin Kærlighed til ham. Amalie
Skram gør ham saa usigelig lille, endda han er en
baade klog og brav og viljestærk Mand, og i den
gribende, næsten brutale Slutningsscene, hvor Agnete
staar saa stærk og stolt midt i sin grænseløse For-
tvivlelse, synker Berg ned til at blive en usselig
Egoist, der i al sin hæderlige Bravhed kun er en
ren og skær Pjalt. Amalie Skram hader denne
Mand med et Had, der er vildt og uforsonligt .. .
men ogsaa uretfærdigt !

Betty Nansen havde Hovedrollen, og hun spillede,
som hun aldrig har spillet før; hun fandt vidunderlige
Udtryk for Agnetes jublende Lyksalighed, da Berg
tilstaar hende sin Kærlighed og for hendes vilde,
forfærdelige Smerte, da han bryder med hende;
denne mærkelige Kvinde, der synker saa dybt og
rejser sig saa usigelig højt, blev levende i Betty
Nansens Skikkelse. f/ohannes Nielsen var Berg og
spillede klogt, men næsten altfor diskret. Udmærkede
var Dagmar Orlamundt og Aage Garde som Kunst-
nerparret og Johs. Ring som den graa Spurv i
Tranedansen. Viggo Lindstrøm virkede derimod be-
synderligt umotiveret og overflødigt; men hvad er
det ogsaa for en Rolle, han har; den kunde uden
nogen større Skade stryges helt.

Paul Sarauw.

en MER & 5 næ: < ;
Wieghorst fot. Schwanenfligel, Malberg, Benjamin Christensen, Anna Jacobsen i «Anders Tikøb» paa Aarhus Teater

— 120 —

sr

ITV "Pr fcejsoay Jar»

2g

(aar M 08814) sorues aq (UaspalNn snrmunierw) eisody prun (puaH 28rv) eqyy uag Iqqey

J

NORSKSSKUESPEERK UNS T

STORE NORSKE SKUESPILLERINDER

eg mindes fjernt og utydeligt Fru Johanne Rejmers

sidste

Optræden. Den var kort tør hendes Død.

Puk i «En Skærsommernatsdrøm»

Hun. spillede skønt som næppe nogensinde før.
Hun vidste, at Døden ventede hende. I Mellem-
akten sank hun helt sammen, men naar Klokken
lød for næste Akt, rejste hun sig af Dvalen, og
hendes Legeme og Aand syntes gennemglødet af
Liv.

Jeg husker ogsaa Johannes Bruns sidste Optræden.
Han spillede i «Geografi: og Kærlighed». Den
kristiansandske Professor var det nok. Men hans
Fremtræden var mat. Omend han var fjernere Døden
end Fru Rejmers var, var han mere mærket af den:
Døden liker vist ikke Komikere, dæmper ubarm-
hjertigere deres rebelske Tunge.

Har vi saa foruden Fru Johanne Rejmers og
Johannes Brun tillige nævnt Fru Laura Gundersen,
den eneste storstilede Tragedienne, vor Scene har
ejet, og Fru Lucie Wolff, den muntre, djærve Snu-
hed og Forslagenhed — ja, saa har vi dermed nævnt

de store Navne, der knytter sig til den norske

nationale Scenes Tradition.

— De to ejendommeligste Begavelser vor Scene
nu ejer, er da Fru Johanne Dybwad (ovennævnte
Fru Johanne Rejmers Datter af første Ægteskab)
og Fru Ragna Wettergreen.

Dansk Publikum kender snart Johanne Dybwad
som en af sine egne. Det har set hende i en
Række af hendes bedste Roller. Jeg gør nu straks
opmærksom paa, hvor hendes Ejendommelighed som
Kunstnerinde straalede klarest i Roller af speciel

ks MK ER

mørk Karakter. Hilde f. Eks. hvor Fru Dybwad
ligesom gennemstraalte den med det bedste af sit
Talent, saa det danske Publikum saa, at dette Pige-
barn, Hilde, virkelig levede som Menneske og: ikke
blot var et Symbol paa Ungdommens Herskelyst
og Frihed. Og efter hvad jeg har erfaret: det var
første Gang dansk
Publikum virkelig
saa Hilde og for-
stod hende som
Menneske. De
havde været lige-
gyldige før, de
havde syntes, at
hun var et for-
skrækkeligt for-
skruet Pigebarn;
nu lyttede de plud-
selig, og de følte
sig grebne.

Fru Dybwad
er fra Norges ri-
geste og oOrigina-
leste By, Bergen:
Byen ved Atlan-
terhavet med høje
Bjærge omkring,
Byen med det for-
anderlige Aasyn,
Byen, hvor det
regner pludselig
og-uanetærmen
hvor Solen kom-
mer ligesaa plud-
selig og uanet, By-
en, til hvilken Rig-
dommen kommer
over Havet, hvor
Arbejde og ratio-
nel Spekulation
gaar Haand i
Haand, gir Fan-
tasi og Forhaab-
ning Næring, By-
en, hvor de mun-
treste Sømands-
sange synges, og hvor Gadedrengene er vittigere
end i selve Paris. Byen, der gerne vil være By i
Verden, og som paa et Vis er det. Men som er
det netop i Egenskab af. fremragende norsk .By.

De største norske, sceniske Kunstnere er fra den
og Fru Dybwad ogsaa. Og fra den har hun sikkert
nok sin udprægede norske Farve. Thi vistnok er

Johanne Dybwad

hun uden Tvivl en af Verdens store Skuespillerinder
og vilde overalt blive beundret som Fremstillerinden
af Ibsenske og Bjørnsonske Kvindeskikkelser; men
hun vilde netop blive beundret, fordi hendes Kunst
har givet disse Skikkelser durabel, fast Fod at staa
og træde paa. Hun giver os en ung Kvindes hals-
brækkende For-
ventninger i Hilde,
hun tryller i selve

Shakespeares
«Puk» en broget
norsk Sommernat
frem. Vi, som ser
hende, mindes de

lyseste Sante
Hans Nætter der-
hjemme, naar
Hæggen dufter, og
Skovblomsterne
lever, og Som-
merens Fest staar
højest . .. og tit,
naar hun kommer,
ser det ud, som
om hun fryser en
Smule: det er som
fornemmer vi det
gysende Strejf i
Luften, som kom-
mer fra Vidden. Ja
husk, hvor nu og
da Luften kuld-
skede, naar hun
kom hoppende
paa strakt Taa
med sin Trold-
blomst i Haan-
den!

Hun kan hulke
og jamre i Elskovs-
kval, og hun kan
sejre og være be-
ruset af den lykke-
ligste Kærlighed.
Hun kan ogsaa
være Synderinde.
Men mærk bestandig, hvor hendes Følelser i sit Grund-
væsen er nordisk retfromme og ufordærvede. Jeg
har set hende i Roller, der kræver et øde, sanseligt
Sind, der kræver Graadighed og Lede, skinnende
Smykker, Ambraduft, og Haar, der drypper fra
Hovedet, tungt og sort som Tjære! . . . Eller jeg
har set hende. i Roller, der: krævede hundredfold

— 123 —

Essens af Storstad og Luksus, hidsende Glimt af
Boulevard, Synd saa dagligdags, at den blev uskyldig:
Fru Dybwad fandt ikke. sig. selv i disse Roller. De
fleste af hendes Strænge tiede.

Tænk blot paa «Kameliadamen», den forekom
anstrængt. Den gav ikke ud med fulde Hænder
og af Overflod. Hun understreger Koketten, man
følte det svære Stræv den franske Dame koster
hende, og man besværedes.

En af Fru Dybwads sidste Roller lykkedes
heller ikke helt for hende: Karen i «Kærlighedens
Tragedie». Saa længe Karen var den unge, begej-
strede og sanselige Kviride, var hun vakker; men
da den store Skæbne- mødte hende, da hun endog
ønsked sig i den øde Ørken med Løven kommende
imod sig — hun virked ikke mere, Umættelighedens
Dødstunghed fik hun ikke frem, hun manglede den
hellige Skøges triste Værdighed.

Men man skal se denne store norske Skuespiller-
inde der, hvor hun hører inderligt hjemme. Man
skal se hende, tro og brændende, spille de nordiske
Digteres Dramaer, der ofte handler om faste, rene,
stolte Kvinder, . eller om Piger, berusede af Drømme,
om en Mands sjældne Bedrifter, eller man skal se
hende kæmpe for Livets store Ekstase i de smaa

Katharina i «Trold kan tæmmes»

I Bjørnsons «Kongen»

og graa Forhold der længst mod Nord. Man skal
ogsaa se hende vandre hos Shakespeare og gøre
hans Skærsommernat levende eller lade hans "Trold-
unge tæmmes. Ja, der'maa gerne være Troldskab
til Stede. Hun kan være Trold som ingen anden.

— Jeg vilde gerne ogsaa skrive i «Teatret»: om
den anden store Skuespillerinde Norge ejer Det
blir vanskeligere for mig. Fru Wettergreens Navn
er nok kendt blandt teaterinteresserede i Kjøbenhavn;
men hun har ikke været blandt dem. De har ikke
set hendes Spil, hvilket gør min Opgave langt
sværere.

Fru Wettergreen er ikke Bergenserinde. Hun
er fra Arendal, en af Norges sydligste Byer, hvor
det specielt norske ligesom blæses bort af det store,
aabne Hav, hvor andre Landes Skuder ligger i Havn,
hvorfra Turen til Verden er saare kort.

Fru Ragna Wettergreen ejer ikke Fru Dybwads
udprægede norske Farve. Jeg er vis paa, at havde
hun som ung Pige kommet ud i Verden, til Frankrig
eller England, var hun bleven en stor Kunstnerinde
i Paris eller London, og hun havde tumlet sig ide
engelske og de franske Dramatikeres Værker. Hun
havde med Lethed tilegnet sig Essensen af disse rige
Landes Luksus og Glimmer, og hun havde i Grunden

— 124-—

ikke tørstet efter at fremføre de norske Digteres
mere alvorlige og interessante Damer. Fru Wetter-
green elsker Pragt og Glans og Verden. Betegnende
er det, at den af Ibsens Roller, hun spiller bedst,
er Hedda Gabler. D. v. s. vistnok den mindst
norske Rolle, Ibsen har skabt. - Eller Rita Allmers,
mens hun endnu ikke har glemt «Champagnen»
for Forsagelsen.

Det er en højst triviel Historie at tale om, at
en Kunstnerinde ikke faar Roller, som passer hendes
Temperament og hendes Person. Hvem skal man
henvende sig til med sin Klage? Teaterchefen har
ikke altid Skylden, Dramaernes Forfattere har maaske
heller ikke Skylden. Der kan være Aarsager til
Stede, som ingen rigtig ved at pege paa.

Naa, ingen har Skylden maaske i Fru Wetter-
greens Vanskæbne; men underligt og trøstesløst er
det at se, hvor lidet det norske Nationalteater har
haft Brug for Fru Wettergrerns pragtfulde Talent.
Der har været Roller fremme, som passede for hende
og for ingen anden. Maria Stuart f. Eks. hvorfor
fik hun ikke den? Eller Karen i Kærlighedens
Tragedie. I selve Lykken skal en Svimlen mærkes,
der varsler Faldet. Hvor meget end begejstrede
Kritikere har fremhævet Fru Dybwads Spil —
Rollen laa hende ikke nær.

Ragna Wettergreen

Lydia i «Laboremus»

Cyprienne i «Lad os skilles»

Dronning Helvig i «Gurre»

NE

TYV "7 fcejsoay pr»
(BØN pau[Vv) asseur (dnnsoy [1 7) mwyof uag (U93579IN smmumiew) vsosy (peld usngny) unpnf

(ya Mm 09314) sojues 27

Fre

Men den var som skabt tor Fru Wettergreen.
Hun vilde have kunnet spillet paa sit store skønne
Instrument. Hun vilde have været Tøsen og den
store Kærligheds Offer i ét. Hun vilde som ingen
anden kunnet male Tungsind og Ørken omkring
sig, og man skulde have følt Dødens store Slag-
skygge nærme sig hende.

Ja, nu udvandrer hun til Fahlstrøms Teater.

Hendes stærke, blodfulde Talent maa have Virke-
felt, og hun mener at kunde faa det ved Fahlstrøms.
unge, energiske Teater.

Det norske Nationalteater bliver fattigere, meget
fattigere ved hendes Bortgang. Og Christianias
Publikum blir ogsaa fattigere. Nationalteatret har
jo det rige Repertoire. Fahlstrøms Teater maa jo
tit ligefrem trække Publikum til sig med Tauge.

Thomas P. Krag

PRIVATTEATRENE

agmarteatret har efter 12 Aars Forløb atter
B genoptaget Karl Guzkows berømte Skuespil
«Uriel Acosta», der er kendt og spillet over hele
Verden.

«Uriel Acosta» — hvilket prægtigt gammelt
Stykke? Skønt skrevet allerede i første Halydel af
forrige Aarhundrede er de to Menneskealdre gaaet
næsten umærkeligt henover det. Aarene har ikke
gjort de stærke og stolte Ord matte, har ikke bleget
de voldsomme, blodrige Optrin; lige hidsigt rammer
disse Hug mod Intolerance og Dogmetro, lige stærkt

og usvækket virker dette skønne, billedrige Sprog.

Martinius Nielsen spillede Hovedrollen, og gav
et godt Billede af den unge, stolte Tænker, der for
sin Bruds og sin blinde Moders Skyld maa ydmyge
sig for sit intolerante, forblindede Folk . Ethan
den eneste seende af dem alle. Som Jødinden
Judith agerede Augusta Blad med megen Følelse,
men hendes Mimik er irriterende, og Elisabeth
Rosenberg spillede den blinde Esther, som om hun
vilde gøre "Nar af Publikum. . Bédst svar næsten
Aage Hertel i en ganske ubetydelig Rolle.

Re Een mlelig

Ruben (E. Zangenberg) Judith (Augusta Blad) Esther (Elisabeth Rosenberg) Joel (E. Jønsson) Acosta (Martinius Nielsen)

«Uriel Acosta»

228

EET

EEBENSPRIGE DE -PLANE

ersom Bournonville havde levet og set Fru

Ellen. Price de Plane genskabe den Sylfide,
som man vel nok tør give ham Hovedæren for, da
havde vor Ballets store Mester sikkert skænket Pri-
cernes yngste Skud en Særstilling indenfor den
Kunst, som han omfattede med hele sit Hjærtes
varme og lidt naive Kærlighed.

Som Forholdene er ved den kgl. danske Ballet,
maa en Kunstnerinde af Fru de Planes Betydning
være glad, om hun i sin korte Virketid faar Lej-
lighed til at udføre et Parti, som «Sylfiden». Der
skrives kun faa nye Balletter herhjemme, og de,
der skrives, opføres ikke eller falder plat til Jorden.
Enten fordi Komponisten har misforstaaet sin Op-
gave og skrevet Operamusik istedetfor Balletmusik,
eller ogsaa fordi Balletdigteren i sine Bestræbelser
for at skabe en Handling har overlæsset sin Tekst
med Intriger og Paafund og glemt, at Ballettens
Kunst er den stumme Kunst. Attituderne dens
Kunstneres Udtryksmiddel, Øjnene og Smilet deres
Sjæl.

I det Drama, som «Sylfiden» skildrer, lader
Bournonville Hovedpersonen gennemløbe alle et
Menneskes Stemninger. Han viser os Sylfiden som
den morgenkaade Skovnymfe, der koketterer med
halvt ubevidste Smil for senere helt at omspænde
den elskovsdrukne James med sine Koglerier. Vi
ser, hvorledes Sylfiden yndefuldt fristende fanger
James i sit Slør, og vi forstaar, hvorfor dette vin-
gede Væsen maa ofre sit Liv i det Øjeblik, James

trykker sin Mandfolkemund mod hendes hvide Læber,
de Læber, som kun Duggen har vædet. Støvet

Ellen Price de Plane

Sv ES

«Sylfiden»

drysser af hendes Vinger, og hendes Blik, der tid-
ligere kun har genspejlet Skovens og Søens Blom-
ster og Væsener, brister i det Nu, hun i hans
Favntag stirrer ind i en Menneskesjæls Længsler.

Der findes vel faa Balletter, der, som «Sylfiden»,
af sin Fremstillerinde kræver det mest fuldkomne
Herredømme over alle Udtryksmidler, de mimiske,
de koreografiske og plastiske. Man fortæller, at en be-
rømt. Balletdanserinde engang vægrede sig ved at
udføre Titelrollen med den Motivering, at noget
saa uskønt, som Døden, overhovedet ikke hørte
hjemme i en Ballet. Og da hun opdagede, at det
ovenikøbet var en Sylfide, der skulde lade sig for-
vandle til Aske for det højtærede Publikums Øjne,
afgav Primadonnaen Partiet og Æren til- en ung
Begynderinde.

Fru de Plane nærede i sin Tid ærlige Betænke-
ligheder ved at overtage den Rolle, som hendes
Tante, den uforglemmelige Juliette Price, havde
fejret store Triumfer i. Den unge Danserinde
vidste, at Mindet om denne Præstation stod varmt
og friskt hos ældre Teatergængere, og der var
dem, der betragtede det som en Mangel paa Pietet
overfor Juliette Price, at genoptage Sylfiden i ny
Indstudering.

For Fru Price de Plane blev Udførelsen af Bour-

nonvilles Sylfide det kunstneriske Gennembrud. EL
len Price havde alle Dage behaget Publikum ved
sin blonde Ynde, ved sit Væsens Blidhed og sin
uforlignelige Dans. Man havde vænnet sig til at
tale om hende, som «den lille Ellen Price», og hun
var paa Nippet til for alle Dage at blive «den lille
Price», den lille Pige, som man ser paa med næsten
moderlig milde Øjne, med Onkel-Smil og Tante-
Ømhed.

Saa en Aften afslørede Fru de Plane sig som
den betydelige Karakterfremstillerinde i Balletten.
Det var hin Aften, da «Sylfiden» efter mange Aars
Forløb paany stod paa Programmet. Hun var i
første Akt smilende og indtagende, som altid. Men
pludselig skiftede hun, som .det syntes, baade Ydre
og Indre og blev den sukkende, næsten klagende
Sylfide. Man saa, hvorledes dette Væsen betoges
af James, og man saa, hvorledes hendes Nyfigen-
hed forvandlede sig til Attraa, til en Lyståder var
altfor tung for de spæde Vinger. Med en ejen-
dommelig Poesi forstod hun at levendegøre denne
Sylfides Følelser, uden noget Øjeblik at forfalde til
en Ageren, hvis Midler laa udenfor Rollen. Hun
var og blev Sylfiden, og hvad der maaske var hen-
des største Ære: Hun fremstillede denne Skovnymfes
ulegemlige Elskov med en Sjælfuldhed, der rørte

==2130-—=

BE

«uapyTÅs»

«uapy[ÅS»

«Napoli»

Marie i «Toreadoren»

til Taarer. . Hvor bad hun ikke med de Øjne, der
saa tydeligt fortalte, at de saa Livet i et andet
Skær, saa ind i en anden Fjern-Verden end den,
hvori Bondedrengen James spiste og drak. Hvor
laa der ikke i hendes Smil og bønlig hævede Hæn-
der en Uberørthed, en bævende Uvidenhed overfor
de Sanser, som tvinger James ind i Fortvivlelse,
og hvor skjalv hun ikke som en Sommerfugl i
hans stærke Arme, medens hendes Blik udtrykte
Forundring, Beruselse og Angst.

I Dødsscenen opnaaede hun den Aften at vise,
at den store Kunst ikke altid behøver at hjælpes
af Ordet og Talen.

Uden krampagtige Udtryk, uden stereotype
Miner og Lader sank Sylfiden dødsmærket til Jor-
den. Som et Væsen, der dræbtes af et Menne-
skes Aande.

Fru de Plane spillede ikke stor og larmende
Tragedie i denne Dødsscene; hun havde haft let
ved at sejre ved grovere Midler. Hun valgte at
vise, til hvilken Fuldkommenhed hun var naaet,
som Ballettens ypperste Karakter-Fremstillerinde, og
hun sejrede den Aften over sig selv, forsaavidt som
«lille Ellen Price» med Sylfiden skrev sit Navn ved
Siden af vor Scenes store Kunstnere.

Marie i «Toreadoren»

——132—

Privatbillede af Ellen Price de Piane

I «Toreadoren», i «Hyrdinden og Skorstens-
fejeren» og som Astrid i «Valdemar» har Fru de
Plane vist, hvor sikkert hun forstaar at karakterisere
og individualisere sine Skikkelser, sin Dans og sin
Optræden.

«Teatret» har ønsket at fejre den danske Ballets
Skaber paa Hundredaarsdagen for hans Fødsel ved
at hylde den yngste Bærer af Pricernes berømte Navn.
Fru Ellen Price de Plane staar idag med Ære som
Slægtens Repræsentant paa den danske Skueplads.
For Bournonvilles skønne Kunst er hun bleven den
unge og sejrrige Bannerførerske.

Christian Houmark.

——<0>X07——

DEN NY SAISON

Caa er da altsaa Teatersaisonen atter inde! Bue-
lamperne tændes paa ny foran de oppudsede
Facader, Programsælgernes ensformige, monotone
Raab fylder igen vore Øren, og Kontrollørerne
staar atter paa deres Poster og holder ærbødigt
Dørene vidt aabne for det mægtige, mangehovede
og tusindtungede Dyr, der hedder Publikum.
«Casino» var i Aar det Teater, der lagde først
for. Her har man jo faaet en splinterny Direktion

LB

Eurydike (Gerda Krum) Orfeus (Wilken)

og tog deraf Anledning til at søge at give Premiére-
aftenen et ekstra: festligt Præg. Det ekstra bestod
i, åt selve Holger Drachmann med Ridderkors-Roset
i Knaphullet og en hyggelig dansk Bøgeskovsdeko-
ration som Baggrund, foredrog en ordrig Prolog.
Den gudbenaa-
dede Digter og
djærve Lands-
knægt er jo efter-
haanden bleven en
hyggelig Konfir-
mationstaler, der
er selvskreven
Gudfader ved alle
literære Faddergil-
der og overhove-
det søgt ved en-
hver Lejlighed,
hvor man har Brug
for en køn og
harmløs Lejlig-
hedssang.
Casinoprologen
var fuld af smukke
Hentydninger til
den ny Æra og
de ny Kræfter —
Ord, som det vil
blive Direktionens
Sag at indfri.
Vi faar se, om
den gør det.
Efter Prologen
fulgte saa Offen-
bach's «Orfeus i
Underverdenen» i
ny Indstudering,
ny Oversættelse
og nyt Udstyr.
Udstyret var gan-
ske net, efter dan-
ske Forhold —
men det siger jo
ganske vist ikke
meget; men se en
saadan Udstyrs-
operette paa en
udenlandsk Scene! — Iscenesættelsen var grundig
og støt, men yderst fantasiløs, og Oversættelsen
under al Kritik!
Trods alt lod Publikum til at være imponeret
af Forestillingen, men disse halvthundredaarige Me-
lodier ejer jo ogsaa den Dag i Dag en vidunderlig

Styx (Sophus Neumann)

Tryllekraft, der uimodstaaeligt bringer Latteren og
det gode Humør frem og faar den alt andet end
besnærende Tekst til at glide ned.

Af de Spillende- var desværre kun en eneste
fuldt ud vellykket; det- var Sophus Neumann, der
meget troværdigt
fremstillede den
arkadiske Fortids-
levnings stilfær-
dige og diskrete
Delirium. Gerda
Krum var nydelig

som Eurydike,

menikkesynderlig
Offenbach'sk og
Christian Schrøder
entemmeligglans-
løs Jupiter; kun i
Fluescenen, hvor
han summede om-
kring med mange
pudsige Fagter,

lagde han noget
Humør for Da-
gen. Wilken havde
en god Maske som
denulykkelige Or-
feus, ogdetsamme
var Tilfældet med
Reenberg, der var
Pluto, men man
fik iøvrigt det
Indtryk, at Un-
derverdenens Be-
hersker var en
yderst kedsomme-
lig Herre — og
det var vel for-
resten næppe Of-
fenbachs Mening.
Ten lillebitte Rolle
var den unge Gud-
run Carlson nyde-
lig og Dagmar
Orlamundt saa
pragtfuld ud som
den offentlige Me-
ning, men hendes Sang var alt andet end himmelsk.

— Folketeatret lagde forleden ud med Gustav
Wieds. «Byens-Stolthed»: — til halve Priser: — Det
var ikke nogen synderlig glansfuld Begyndelse, men
der er jo Tid til at tage Revanche!

Paul Sarauw.

— 134 —

OA MWCwcC(eC( CC REREEEENNNNNNNNNNNNNNNNRRRNEE

«Orteus i Underverdenen», 4. Akt, 1. Scene

Amor (Ella Hansen) Jupiter (Schrøder)
Diana (Gerda Christophersen)

Eurydike (Gerda Krum) Pluto (Holger Reenberg) i «Orfeus i Underverdenen», 1. Akt

1364

NEBRPEGITE'SC HMIDT

DD var i et Skuespil paa det kgl. Teater — Saa var det ifjor eller i rorfjor, Albrecht Schmidt
ved Tæppets Opgang: kom til Marienlyst og skulde assistere ved en Lej-

Ved Herskerindens Fod laa henstrakt «Prinsen
i Sorts — hvid af Ansigt, klassisk ren af Træk;
statue-slank af Lemmer, hensunken — Dianas skønne
Elsker eller Narcissos. Et Billede paa den stumme
Sorg eller en Illustration til Alfred de Musset.

Den skønne Illustration var Albrecht Schmidt,
og da saa jeg ham for første Gang og sagde til
mig selv, at hvis dette unge Menneske ogsaa havde
en Stemme, ejede han Midler som kun de Udvalgte.

Men siden spillede han paa Hovedstadens Te-
atre den sløve unge Mand — den rene Repræsen-
tant for den mondaine Sløvhed, der var Masken
over et Tiaars Tomhed eller Skyhed.

Saa kom jeg en Aften i Teatret i Aalborg og
saa et Skuespil, som nu er glemt. Der kom ind
paa Scenen en ældre Mand, graanet, med et for-
græmmet Ansigt. Livet havde hærget hans Træk,
men hans ranke Ryg vilde endnu bære Livets Svø-
beslag. Han var overtræt af Nerver, men hans
Blod var endnu hidsigt. Han lyste af Forstand,
men i Blikket lurede de stærkeste Hjerners endnu
stærkere Fjende ...

Manden var Albrecht Schmidt, og-den Aften
saa jeg, at han havde den sande Skuespillerevne, som

kunde skabe Mennesker ... Albrecht Schade

Og" Aarene gik, og Albrecht Schmidt kom igen
til Hovedstaden, og Albrecht blev af de dygtigste lighed. Da hans Tid var, kom han trem og «sagde
til at spille fortræffelig Komedie. nogle Digte».

= 137 —

Jørgen (Cajus Bruun) Claus (Albrecht Schmidt)
i «Ambrosius»

HU

2:
av

Ungdomsbillede af Albrecht Schmidt.

Ritmester, "Grev Ledenburg
i «Tappenstreg»

Nogle sære Digte og sært sagte af en mærkelig
Mand, med et Ansigt af Sten og med en Stemme
af Is — Venedigs Mohr under Beslutningens Stiv-
nethed; Macbeth under Maaltidets Rædsel; Hamlet
foran Genfærdets Ansigt ...

Mens jeg den Aften hørte Albrecht Schmidt,
sagde jeg til mig selv, at nu var Livet kommet til
ham og over ham og havde skænket ham sin store
Sum:

Nu ejede han Kapitalen, af hvilken Midlerne og
Evnen bryder Kunstens Guld ...

Har mon vore kloge Teaterledere sét det?

Herman. Bang.

DETFKGUSFEATER
FOLKETEATRET

et kgl. Teater havde til sin Aabningsforestilling
D sat et nyt dansk Skuespil paa Plakaten; det
er noget, der bør lægges Mærke til, thi det er
sjældent, at noget saadant sker. Ellers er det først
i Saisonens bedste Tid, at vore Teatre vover at
affyre deres enkelte danske Nyheder, medens de

ARE

Maskinist Streckmann i «Rosa Berend»

Albrecht Schmidt i sit Paaklædningsværelse
(Maskeret som Gehejmeraad Schellhorn i «Livets Maskerade»)

for Resten tilfredsstiller Folkets Fordringer paa Cir-
censes med tyske og franske Stykker.

Det var Albert Gnudtzmanns. fireakts Lystspil
«Feltmans Samlinger», at vor nationale Scene ind-
ledede sin Saison med. Forfatteren er kommen
let til sit Stof. En lille Episode, der for et Aarstid
siden fandt Sted i København, og som et Par Dage
afgav Stof til vore' Aviser, har han hentet frem af
den Ubemærkethed, i hvilken Døgnets Begivenheder
saa pludselig synker ned i vor hurtigt fordøjende Tid —
han har fundet, at den lille Begivenhed gav et yp-
perligt Indblik i menneskelig Taabelighed og Snæ-
versyn og har saa bygget sit Skuespil over den.
Han har forlagt Skuepladsen til en lille Provinsby,
hvis smaatskaarne og snæversynede Moral han for-
tæller om i stærke og haarde Ord. Og med denne
Bys ynkelige Beboere som Baggrund skildrer han
den fine og trohjærtede Konsul Feltman og hans
Ungdomselskede som to frie og varmtfølende Men-
nesker. Men samme Konsul Feltman er aaben-
bart ikke nogen særlig fremragende Psykolog; han
ser slet ikke, hvad for nogle uværdige Individer
hans Medborgere er, og det endda til trods for,
at Forfatteren har skildret deres Tarvelighed med
meget livlige Farver; det er først efter, at der er
anvendt de groveste Kneb mod ham, at han faar

Madam Zweibach (Soffy Walleen) Jutta (Emma Thomsen) Konsul Feltman (Nikolaj Neiiendam) Bodil (Anna Bloch)

«Feltmans Samlinger», 4. Akt.

ror

JIV "7 f«dosuwes suvwy9,J»

(uasuouy "417) uvwa ag, ni (uaswoyg, vewwg) ennf (wøw zeruapje Aa) æg (osnvry mg) PS (420]g euuv) [Ipog ((wepuanaN) uvunpag

Øjnene op for, hvor smaaligt og lavt der er handlet
mod ham.

Hr. Gnudtzmann har taget sine Figurer paa
Kornet, men noget nyt viser han os ikke; baade i
Bøger og paa Scenen har vi truffet dem før, alle
disse Smaabys-Matadorer, baade den literære Sadel-
mager og den fedtede Købmand og den vigtige
Skolebestyrer, og de Smaastadskævlerier, som Styk-
ket lader os blive Vidne til, lader os saa temmelig
ligegyldige; men mange af Replikkerne er udmær-
kede og bider og rammer, hvor de skal. Stykket ud-
førtes dygtigt af Teatrets Kærnetropper, men ingen
af dem lagde en Alen til deres kunstneriske Vækst.
En ung Debutant, Valdemar Møller, bør nævnes for
sin Fremstilling af en fordrukken Løjtnant; den bar
Vidnesbyrd om en sikker Karakteriseringsevne.

— Folketeatret fik sig forleden en Succes paa
«Den lykkelige Gilberte», en lystig og fornøjelig
fransk Farce af den Slags, hvis Indhold man alle-
rede har glemt, naar man staar i Garderoben for
at faa sit Tøj.

Stykket var sat ypperligt i Scene og spilledes i
et behageligt let og hastigt Tempo. Løjerne førtes
an af den indtagende og Københavner-yndede Char-
lotte Wiehe, der bistodes paa det bedste af Ring og
unge Reumert. Paul Sarauw.

Bois-Gibert Gilberte Chateau-Laplante
(Ring) (Charlotte Wiehe) (Reumert)

Lucienne Yvonne Fru Hottinger
(Frk. B. Meyer) (Frk. Prangen) (Fru Rosenbaum)

«Den lykkelige Gilberte», 1. Akt

Labroquére Fru Chastenet Gilberte
(Tscherning) (Frk. O. Meyer) (Chartotte Wiehe)

STAD

Robert Fru Chastenet Yvonne La Berge Fru Hottinger Labroquére Lucienne Chastenet
(Neiiendam) (Frk. O. Meyer) (Frk. Prangen) (Esbensen) (Fru Rosenbaum) (Tscherning) (Frk. B. Meyer) (Helleman)

«Den lykkelige Gilberte», 1. Akt

SS TEDE SES Bois-Gibert (Ring) Chalindrey (Aggerholm) Gilberte (Charlotte Wiehe)

«Den lykkelige Gilberte», 2. Akt

NE DUE

G. Lindstrém, fot.

«Valkyrien», 4. Akt

aa det kgl. Teater i Anledning af Hundredaarsdagen for Bournonvilles Fødselsdag)

(Opført p